shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Syv spillere landsholdsudtaget

Efter søndagens kamp mod FC Thy-Thisted Q venter en landskampstermin i kvindefodboldkalenderen – og for HB Køge betyder det denne gang et midlertidigt afkald på syv spillere.

Grundet sine flotte præstationer i HB Køge-trøjen er Emma Regan for første gang i fem år udtaget for de forsvarende olympiske mestre Canadas A-landshold. Regan debuterede for holdet tilbage i efteråret 2018 i en kamp mod Cuba, som canadierne vandt med 12-0. Denne gang må der ventes noget større modstand for canadierne, de skal nemlig møde de forsvarende sydamerikanske mestre Brasilien i to testkampe i henholdsvis Montreal og Halifax, Canada.

Samtidig er hele fire HB Køge-spillere udtaget til det danske U23-landsholds forestående venskabskampe imod Spanien og Belgien. Alberte Vingum, Selma Svendsen, Cecilie Fløe og Cornelia Kramer rejser således alle til Marbella til opgøret mod spanierne, inden turen går hjem til Danmark og Skive hvor kampen mod Belgien spilles. Både Selma Svendsen og Cecilie Fløe har tidligere optrådt for Danmarks U23-landshold, mens det er første gang Alberte Vingum og Cornelia Kramer er udtaget til holdet.

Også på det danske U19-landshold kommer HB Køge til at være repræsenteret. Maja Hagemann og Emilie Møller er således med, når der skal spilles EM-kvalifikationskampe mod Polen og Montenegro i Østrig i den kommende uge. Begge spillere fik deres debut for holdet for en måneds tid siden: Hagemann i testkampen mod England, Emilie Møller i testkampen mod Tyskland få dage senere.

Canada: Emma Regan
28. oktober: Canada – Brasilien // Venskabskamp // Stade Saputo, Montreal, Canada.
31. oktober: Canada – Brasilien // Venskabskamp // Wanderers Ground, Halifax, Canada.

Danmark U23: Alberte Vingum, Selma Svendsen, Cecilie Fløe, Cornelia Kramer
26. oktober: Spanien – Danmark // Venskabskamp // Marbella Football Center, Spanien.
30. oktober: Danmark – Belgien // Venskabskamp // Skive Stadion, Danmark.

Danmark U19: Maja Hagemann, Emilie Møller
25. oktober: Polen – Danmark // EM-kvalifikation // Sportschule Lindabrunn, Østrig.
28. oktober: Danmark – Montenegro // EM-kvalifikation // Sportschule Lindabrunn, Østrig.