Talentfuld keeper skriver treårig kontrakt
15-årige Marius Kruse der er bosat i Karise, og til daglig vogter målet på HB Køges hold i U17 Divisionen, har skrevet under på en treårig kontrakt med klubben.
– Marius er en yderst talentfuld målmand, som i fremtiden kan blive rigtig dygtig. Han besidder på nuværende tidspunkt et rigtig højt niveau for sin alder, og det har allerede gjort ham i stand til at kæmpe med om spilletiden på U19-holdet, ligesom han har trænet med førsteholdstruppen nogle gange, fortæller Steen Knudsen, der er Head of Coaching i HB Køge.
– Som målmand er Marius det man kan kalde en komplet målmand, hvilket dækker over, at han har en bred kompetenceprofil, sammenholdt med få åbenlyse svagheder. Han besidder gode færdigheder, ligesom han rent fodboldteknisk er velfunderet, og er en god beslutningstager. Han er med andre ord end moderne keeper.
– Marius har en god fysisk ramme, som han over den næste periode skal blive klogere på, hvordan han får optimeret, og klargjort til at kunne præstere på endnu højere niveau end tilfældet er nu. Vi har stærke keepere på alle årgange i klubben, og det bliver spændende at følge Marius’ udvikling i et skærpet konkurrencemiljø i de kommende år, slutter Steen Knudsen.