Talentfulde Seehusen banker på
Midtbanespilleren Janus Seehusen debuterede i foråret 2021 for HB Køge i en alder af blot 18 år. I indeværende sæson er Seehusen kommet endnu mere ind omkring førsteholdstruppen, og står i denne sæson noteret for 15 kampe for Daniel Aggers tropper. Senest spillede han de sidste 25 minutter i HB Køges 3-0-sejr på udebane mod Jammerbugt, hvor han også kom på måltavlen.
“Jeg føler, at jeg kommer tættere og tættere på, og hver gang jeg får chancen, så er det bare med at gribe den. Jeg føler, at jeg kommer nærmere. Jeg har været ude med en skade i foråret, men har nu fået to indhop efter jeg er kommet tilbage,” lyder det fra Seehusen, der er ikke kun scorede imod Jammerbugt søndag men også i hans seneste kamp inden da imod Vendsyssel i starten af april.
“Det er ikke noget, jeg er vant til, men det er klart, at det selvfølgelig hjælper lidt på selvtilliden.”
Fokus på fysikken
Janus Seehusen har gennemgået en heftig udvikling det seneste år, hvor han har taget det store skridt fra U19- til seniorfodbold. Og han har hurtigt smidt benovelsen over at træne med de store drenge væk.
“Det er klart, at man i starten er lidt nervøs, men nu er jeg en fast del af truppen, og jeg træner med på samme vilkår som alle andre,” fortæller han, og sætter ord på det, som han selv anser som sin største udfordring i forbindelse med at gå fra ungdom til senior.
“Det er det fysiske. Jeg har selvfølgelig lagt noget på, men der skal stadig lægges endnu mere på fysisk. Jeg har haft meget mere fokus på den fysiske træning i styrkelokalet sammen med Jonas (Lindberg, fysisk træner, red.), så jeg kan få lagt endnu mere fysik ind i mit spil.
HB Køges Young Guns motiverer hinanden
En række unge spillere fra HB Køges egen ungdomsafdeling har i denne sæson vist sig godt frem. Janus Seehusen er den ene. William Madsen og Casper Jørgensen er to andre, der også har leveret godt og har grebet chancen. Og de tre unge midtbanespillere har haft stor gavn af hinanden.
“Vi sidder tæt på hinanden i omklædningsrummet, og selvom alle snakker med alle, så snakker vi unge selvfølgelig meget sammen. Vi er med til at motivere hinanden, og det giver også noget at se f.eks. William, der har været meget i startopstillingen, og det er også med til at motivere. William tror på sig selv, og er god til at gribe chancen, når han får den,” fortæller Janus Seehusen.
Seehusen vil fortsætte udviklingen
HB Køge er inde i en god udvikling i øjeblikket, og er uden nederlag i holdets seneste syv kampe. Og der er da også optimisme at spore hos Janus Seehusen. Både i forhold til holdets og egen udvikling i den kommende tid.
“Det går den rigtige vej. Vi har mange kampe uden nederlag i øjeblikket, men vi skal have lagt det sidste på, og få spillet holdet endnu mere sammen, så vi er klar til at give den fuld skrue i næste sæson. Mit eget fokus er allerede nu at komme så tæt på startopstillingen som muligt, og så er mit mål er at komme til at starte inde i næste sæson,” slutter Seehusen.