Thygesen: Skal presse dem fra start

På en højhellig fredag eftermiddag tager svanerne imod Kolding IF på Capelli Sport Stadion. Efter sidste uges nederlag til FC Nordsjælland i Gjensidige Kvindeligaen, har svanerne alt at kæmpe for i den fortsat helt åbne topstrid, og det skal kunne ses i opgøret mod Kolding i morgen, konstaterer den nytilkomne svane, Sarah Thygesen, der netop er kommet til klubben fra morgendagens modstander.

“Det er første gang i flere år, at ligaen er så tæt, og med en sejr i sidste uge kunne vi have lagt et stort pres på de andre tophold i kampen om guldmedaljen, og selvfølgelig er det en stor skuffelse, at vi ikke får point med hjem fra Farum. Men i og med at Brøndby ligeledes smed point i sidste spillerunde, så betyder det, at vi fortsat selv kan afgøre tingene. Derfor skal vi ud at kæmpe videre, og vinde de sidste kampe så vi ikke skal være afhængige af de andre kampes resultater. Som forsvarende mestre ligger der et stort pres på os angående at vinde endnu et mesterskab,” lyder det fra Sarah Thygesen.

Tilbage i efteråret da Kolding IF gæstede banen, vandt svanerne overbevisende 5-0.

“⁠Med et skuffende resultat i forrige uge skal vi ud at vise, at vi fortsat er et mesterskabshold. Fra første minut skal vi være aggressive, og vise at vi vil vinde den kamp mere end nogen andre. Vi skal fejre de små sejre som f.eks. en god tackling og kæmpe sammen som et hold,” siger Thygesen.

Positive ting at bygge videre på

Trods sidste uges ærgerlige nederlag, kan holdet alligevel tage flere positive ting med sig, mener Sarah Thygesen.

Og selvom svanerne har vundet de seneste 11 kampe imod koldingenserne, så skal man ifølge Thygesen ikke undervurdere dem:

“Det bliver på mange måder en svær kamp. Selvom Kolding ligger nederst i tabellen, så er det ikke et mandskab man skal undervurdere. Det er et godt sammentømret hold – og man så selv i efteråret, hvordan de var med i toppen og vandt over hold som FC Nordsjælland og Brøndby IF. Vi skal være dominerende på bolden kampen igennem, men det bliver en fysisk hård kamp og Kolding har en masse fart op foran, så det er vigtigt, at vi er klar alle 90 minutter,” understreger den unge svane.

Mødet med gamle holdkammerater

Sarah Thygesen skiftede til HB Køge i vinterens transfervindue fra netop Kolding IF, som naturligvis stadig betyder noget specielt for hende.

Du kan støtte Thygesen og resten af svanerne, når de d. 29. marts hjemme tager imod Kolding. Der er kick-off på Capelli Sport Stadion kl. 15:00. Svanerne har brug for alt den opbakning og støtte, som de kan få i jagten på det fjerde mesterskab i træk. Køb din billet her. Hvis ikke du har mulighed for at møde op, streames kampen på Viaplay. 

Capelli Sport