U13-chef tildelt A-licens

Cheftræner for HB Køges U13 piger Patrick Povelsen har sikret sig UEFAs træner A-licens.

Patrick startede på A-trænerkurset tilbage i januar 2023 og efter et år med forskellige undervisningsforløb, supervisioner og opgaver, der blandt andet også bød på en studietur til Athletic Clubs unikke fodboldakademi i Bilbao, blev hans afsluttende eksamensopgave betragtet som en succes hos instruktør og censor. Patrick skrev i sin eksamen om gennembrudsspillet på HB Køges U16- og U19-pigehold.

“Man lærer virkelig meget i så intenst et forløb. Jeg har personligt fået en masse viden og læring om nogle taktiske og analytiske elementer, og så synes jeg, jeg har haft god mulighed for at sparre med instruktører og de andre trænere om de øvelser, vi laver på træningsbanen. Spillerne på mit hold tænker nok ikke over det, men de har allerede mærket og oplevet nogle af de ting, jeg har lært og de kommer kun til at blive udsat for endnu flere af dem fremover,” siger Patrick Povelsen.

Patricks U13-hold var for nyligt en del af det store kontingent af HB Køge-ungdomshold, der var på træningslejr i Salou. Nu venter deltagelse i Future Cup i Göteborg i slutningen af marts inden holdet starter sæsonen i U13 Ligaen d. 7. april.

Patrick bliver den femte træner i HB Køges pigeungdomsafdeling, der kan fremvise en A-licens. Også Head of Coaching Klaus Tølbøll, U19 Cheftræner David Lee Rigelsen, Skills-træner Dan Rasmussen samt U16 Cheftræner Jano Nissen har licensen.

Stort tillykke til Patrick med den vellykkede eksamen og beviset på uddannelsen.

Capelli Sport