U14-pigerne rykker op
HB Køges U14-piger skifter en tilværelse i Liga 2 ud med en ny tilværelse i Liga 1. Det står klart efter at DBU har sat sit stempel på de papirer, der sikrer netop den oprykning.
“Det er en rigtig god nyhed, og vigtigt for vores talentarbejde, at vi nu kan tilbyde vores U14-spillere, at de fremover bliver matchet mod nogle af de bedste ungdomshold i Danmark. Det giver os endnu bedre betingelser for på sigt at uddanne og udvikle fodboldspillere til højeste niveau”, udtaler Klaus Tølbøl, der er head of coaching i pigeungdomsafdelingen i HB Køge.
HB Køge overtager pladsen fra Måløv-Hareskov Pigefodbold, der rykker den anden vej, fra Liga 1 til Liga 2. Turneringen sparkes efter planen i gang den 21. marts mod FC Helsingør.