shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

U17 om sæsonåbning: “Spændte, men ikke nervøse”

Lørdag eftermiddag starter en ny sæson for HB Køges ungdomshold, når U17 Divisionsholdet tager mod Næstved BK på Herfølge Stadion. Det sker en uge inden de øvrige ungdomshold tager hul på en ny, spændende sæson, hvor drømmene igen får lov at leve.

Forud for kampen mod Næstved ligger en lang og spændende sæsonstart, hvor U17-drengene har vist et tårnhøjt topniveau. Det giver blod på tanden og gode forhåbninger i trænerteamet, der nu bare glæder sig til at komme på banen:

– Vi glæder os helt vildt! Vi er spændte, men ikke nervøse. Vi håber, tror og forventer at det er en kamp, hvor vi kan få et positivt resultat, siger U17-cheftræner Kenneth Høier og fortsætter:

– Vi har haft en spændende sæsonstart, hvor vi har haft en rigtig stor trup med mange spillere, der har vist sig frem. Vi har først i den seneste uge op til sæsonstarten sat de endelige navne på.

Selvom niveauet til tider har været noget svingende har drengene i glimt spillet op mod de allerbedste og har blandt andet slået det forventede tophold fra B.93 i en træningskamp. Men i løbet af sæsonen bliver det primære fokusområde rettet andetsteds:

– I momenter har vi vist et rigtig højt topniveau og har blandt andet vundet en halvleg 3-0 over Brøndby. Vi har dog set for lidt topniveau og for ofte et for lavt bundniveau, så vi skal klart have fokus på, at vi skal blive sværere at spille mod. Vi skal sørge for at holde kadencen oppe.

I premieren venter Næstved BK, der før sæsonen har fået en ny mand i spidsen for U17-tropperne. Ind er kommet Dennis Deleuran, der har en fortid som fodboldtræner i både Uganda og Brøndby IF:

– Deres nye træner har en baggrund, der er noget anderledes end det, en Næstved-træner normalt står for, så vi ved ikke helt, hvad vi skal forvente. Da genkendeligheden er meget lille, skal vi være vågne fra start. Men er vi det, har vi gode muligheder i kampen, slutter Kenneth Høier.

U17-Kampen mod Næstved fløjtes i gang kl. 15.00