U19 taber brandkamp: “En god offensiv kamp”
Der venter næsten altid hæsblæsende opgør, når talenterne fra HB Køge møder Viborg FFs ditto. Det var heller ingen undtagelse, da de to mandskaber lørdag eftermiddag tørnede sammen i U19 Divisionen i en kamp, gæsterne fra HB Køge havde set meget frem til.
Det var da også Svanerne, der kom bedst fra start. Fra allerførste fløjt lagde de et massivt tryk på viborggenserne, der også kastede to gode mål af sig. Men efter det andet mål, var det som om, der kom grus i maskineriet:
– Vi går i stå (efter 0-2-scoringen, red.) og kommunikationen virker til helt at stoppe, hvilket betyder, at Viborg får ædt sig ind i kampen og styrer spillet frem til pausen, siger U19-cheftræner Benjamin Chor,
– Vi bliver for passive og ligner ikke et hold, der er ovenpå. Så selvom vi faktisk skaber chancerne til 0-3 og 1-3, så er vi ikke kyniske nok i de afgørende faser.
Derfor faldt pausen også ganske belejligt kort efter udligningen til 2-2. Aftalerne bliver snakket igennem og genopfrisket, så drengene kan komme ud til anden halvleg og i den grad blæse igennem.
Men sådan skulle det ikke gå. Tværtimod blev gæsterne fra HB Køge blæst omkuld, da værterne lynhurtigt scorer til 3-2. Det som Chor kalder “en mavepuster” betød, at drengene skulle bruge lidt tid på at finde hinanden igen og løftet hovederne.
I kampens døende minutter får stortalentet Marius Kolind reduceret til 4-3, men det er ikke nok og et hårdt pres til trods, ender det med et nederlag til Viborg, der efter en flot og lærerig kamp tager alle tre point:
– Det var en god offensiv kamp, der sagtens kunne være endt med flere mål på begge sider, men Viborg var bedre til at reagere på omstændighederne i dag. Viborg var et godt match til vores drenge, da de gerne vil spille fodbold og samtidig skaber nogle situationer, hvor vores drengene skal agere mere modent end vanligt,
– Vi arbejder ufortrødent videre med vores talentfulde drenge og forventer en god reaktioner på banen, slutter Benjamin Chor af.
Næste opgave for U19-drengene er på lørdag, hvor turen går til Næsby.
Viborg FF U19 4 – 3 HB Køge U19
4′ 0-1, Magnus Rosemkilde Christensen
18′ 0-2, Christian Hansen
28′ Nikolaj Kramer
42′ Tobias Bech Kristensen
46′ Tobias Bech Kristensen
51′ Rasmus Kirkegaard Jensen
90′ Marius Kolind