Ugens Olsen: Årets sidste kamp er måske den vigtigste
Kan man påstå, at efterårets sidste kamp i 1. division – hjemmekampen mod Hvidovre på Capelli Sport Stadion søndag eftermiddag – er den vigtigste for HB Køge indtil nu i sæsonen 2022-23 i landets næstbedste række? Det kan der da være delte meninger om. Alle kampe er vel vigtige, især den næste, som trænerne altid siger.
Men, sagen er jo (se tabellen), at med et søndags-nederlag og kun fem runder tilbage i grundspillet vil det blive ekstremt vanskeligt for Agger-holdet at bevare håbet om at leve op til klubbens målsætning om at komme i top-seks.
Dér hvor der er flere tv-penge at hente for klubberne. Dér, hvor der flere interessante kampe at spille i 10 forårsrunder, når de allerbedste hold slås om de to oprykningspladser. Og dér, hvor bedre og stærkere modstand og udfordringer vil kunne gavne HB Køge-spillernes og holdets udvikling meget mere end i nedrykningsspillet.
Det var en fin præstation at vinde 1-0 i Hobro på hovedstødsmålet, som den store, stærke forsvarer Nemanja Cavnic lavede. Han er i de fleste kampe blandt de bedste på holdet, hvor Oskar Snorre på ny markerede sig som en af de dygtigste målmænd i ligaen. Måske er Snorre den allerbedste, han er i hvert fald i top-tre?
Altså endnu en sejr på udebane, den fjerde. Den mest spektakulære på fremmed græs var vel 2-1-sejren i Vejle, og det er godkendt at, at Aggers mænd har hentet 13 point ude. Men skuffende er det, at HB Køge kun har kunnet vinde to gange hjemme på det nye kunstgræs efter sommerferien og har tabt fire gange foran eget publikum.
DIREKTØREN ROSER AGGER OG LARS JACOBSEN
Ligesom i pointtabellen er HB Køge – som jo startede sæsonen skuffende svagt efter sommerpausen og kun fik ét point i de tre første kampe – nummer syv på den rangliste, der viser det gennemsnitlige tilskuertal på hjemmebane for holdene i 1. division. Vejle topper med 4.286 tilskuere, så kommer SønderjyskE med 2.351, Næstved med 1.989, Hvidovre med 1.744, Fremad Amager med 1.204, Fredericia med 1.129 – og derefter HB Køge med et hjemmebanesnit på 994.
Der har været skiftet ud på en del pladser og rokeret på holdet undervejs i turneringen. Men direktør Per Rud er stolt over, at HB Køge er den klub i ligaen, som har givet flest kampminutter til spillere under 22 år. Årsagen til det har jo bl.a. været, at truppen ligesom i foråret er blevet plaget af mange skader af forskellig slags. Flere gange så man dårligt har kunne fylde reservebænken op, som man må. Bredden i truppen har været hårdt angrebet. Men Daniel Agger og Lars Jacobsen har taget det flot, roser direktøren.
HVOR MANGE TRÆNERE BLIVER MON FYRET?
Det er spændende at følge hvor mange trænerfyringer, der kommer i 1. division i denne sæson. SønderjyskE (som har slået HB Køge tre gange, to gange i ligaen og i pokalturneringen) har store oprykningsambitioner og har smidt cheftræner Henrik Hansen ud efter nogle skuffende præstationer. Og det er vel ikke så sjovt for tiden at være træner i bl.a. Fredericia og Nykøbing FC, hvis vi spørger henholdsvis Michael Hansen og Claus Jensen. Men på Falster er træneren også medejer af klubben, og han fyrer vel ikke sig selv?
På rygtebørsen er der blevet peget på, at Hvidovre-træner Per Frandsen nok står på en emneliste i det sønderjyske. ’Men hvorfor skulle Per dog tage derned, han har det jo fint hos os og gør det rigtig godt’, siger Hvidovres sportschef, den tidligere Køge-angriber Peter Lassen.
Forstadsklubben spillede også med om topplaceringerne i sidste sæson og ligger nu på andenpladsen inden mødet med HB Køge. Og Peter Lassen siger, at selv om Hvidovre-holdet har smidt nogle point væk i kampe, hvor det efter hans mening var unødvendigt, så vil han kalde efteråret for en stor succes, hvis det bliver til tre point mod HB Køge.
’Det er nok sådan, at mange af vores spillere er ved at være trætte. Husk på, at de jo har arbejde ved siden af fodbolden. Men vi blev enige på et møde forleden om, at vi vil og skal være helt klar til at give den fuld skrue mod HB Køge’.
Peter Lassen er i øvrigt glad for, at hans hold skal spille på en lækker kunstgræsbane i Køge. ’Vi spiller flot fodbold på hurtige baner’, forklarer sportschefen, som bemærker, at han håber meget på, at HB Køge kommer op i top-seks.
HVIDOVRE ER FAVORIT – MEN ALT KAN JO SKE i FODBOLD
’Altså, jeg holder jo meget af HB Køge. Og jeg var glad for at spille for Køge for længe siden og lave en hel masse mål’. 10 scoringer i 12 kampe i 1990 var det, og det er Peter Lassen stadig, berettiget, stolt over.
’Jeg kan godt lide direktøren Per Rud, han er fin, jeg kender mange spillere i HB Køge, og jeg synes, at trænerduoen Daniel Agger og Lars Jacobsen er to fantastiske fyre og gode mennesker. Jeg ønsker det bedste for HB Køge, bare ikke mod os søndag eftermiddag’.
Hvidovre er favorit, men alt kan jo ske i fodbold, ved vi, og hvorfor på forhånd tænke mange negative tanker. Anfører Mike Jensen er tilbage efter at have afsonet karantæne – og måske leverer HB Køge en toppræstation og spiller og fighter sig til tre point. Det er ikke til at forudse.
Og Vendsyssel FF og SønderjyskE kan da sagtens tabe til henholdsvis Fremad Amager på udebane og førerholdet Vejle på hjemmebane. Og så vil der bare være tre point for HB Køge op til sjettepladsen. Vi har lov at håbe, at efteråret slutter sådan for HB Køge inden en meget længere vinterpause end sædvanligt for alle klubber. I 2021 endte efterårssæsonen med et brag af en 3-3-hjemmekamp mod Lyngby 4. december.
Det er verdensforbundet FIFA’s besynderlige og stærkt kritisable beslutning, taget i 2010, at VM-slutrunden 2022 inden længe skal afvikles midt om vinteren i Qatar. Det er en skandale. Qatar er jo slet ikke et stort fodboldland, men de har mange, mange penge dernede. Derfor stopper klubfodbolden alt for tidligt her i 2022.
HB Køge åbner i februar forårssæsonen 2023 i NordicBet Ligaen med en udekamp mod FC Helsingør og derefter med en hjemmekamp mod førerholdet Vejle, der er oprykningsfavorit nummer ét.
EN SUPERSCORING, DER ER VÆRD AT GENSE
Heldigvis spilles der videre ind i julemåneden i Gjensidige Kvindeligaen, hvor tre runder resterer. Og HB Køges dobbelte guldvindere på førstepladsen har et forspring på fem point ned til Brøndby.
Der er landskampspause lige nu i ligaen. Men hvis man savner HB Køge-holdet, er det måske en god idé at gå ind på nettet og gense bl.a. et af højdepunkterne i 3-0-opgøret mod Sundby. Yujie Zhaos scoring til 2-0 var af høj, høj klasse.
Anbefalingen kommer fra en af de allermest begejstrede og største fan af mesterholdet, Jesper Køster. Han spillede og fightede i 142 førsteholdskampe (1990-96) for Køge og scorede seks gange. Det er en særlig, dejlig følelse, man mærker, hvis man scorer i vigtige kampe – og især hvis man vinder noget stort, som et mesterskab, med sit hold. Det ved man, når man har prøvet det.