Ugens Olsen: Aggers hold ser bedre og stærkere ud nu
”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.
Daniel Agger skal nok blive cheftræner i Brøndby, engang med tiden. Om to-tre år, seks eller otte år. Det regner jeg da med. Hvis ikke, han bliver det, vil det nok være, fordi han så er taget til udlandet. Brøndby IF er hans hjerteklub i Danmark, klubben og fansene elsker og beundrer ham, og det er vel noget svært at forestille sig Agger som træner i en anden dansk Superliga-klub.
Men det skal selvfølgelig ikke afvises, at han kan blive fristet til at tage imod et tilbud fra f.eks. en engelsk klub, når han om nogle sæsoner er ’færdiguddannet’ og for alvor har vist sit værd som top-træner. 38-årige Agger var jo en stjerne og en nøglespiller på storklubben Liverpool FC’s hold, hvor han optrådte i 232 kampe i perioden 2006-14. Han nåede ’kun’ at være med i 77, over to perioder, for Brøndby. Og så spillede han jo 75 A-landskampe for Danmark.
Daniel Aggers navn blev selvfølgelig bragt i spil på rygtebørsen, da Brøndby skulle finde afløseren for Niels Frederiksen. Jesper Sørensen fik jobbet og er startet fint som træner i klubben på Vestegnen. Agger har nok at gøre med at få HB Køge i top-seks i NordicBet Ligaen og har 100 procent fokus på det som den professionelle fodboldpersonlighed, han er.
Men da han veloplagt med overskud stillede op, svarede og forklarede sig med format til det, der blev en lang, meget interessant fodboldsnak i Viaplay-programmet Offside, var han åben og ærlig, da han fik spørgsmålet, om det er hans store drøm og største ambition at blive træner i Brøndby?
’Nu har jeg heldigvis lidt erfaring inden for denne branche, og man skal aldrig sige aldrig. Hvis jeg selv kunne vælge, er Brøndby selvfølgelig det sted, jeg gerne vil være. Det er en ambition at stå på den bane igen med de fans i ryggen. Det findes ikke meget større herhjemme’, sagde Daniel Agger. Som i øvrigt også sagde mange, pæne ord om HB Køge. ’Jeg tager en ting ad gangen, og dér, jeg er nu, er det, jeg tænker på. Men hvis jeg skal gå en smule ud over det, så er Brøndby selvfølgelig et step, jeg godt kunne tænke mig på et eller andet tidspunkt, hvis det kunne passe, og hvis de føler, at jeg passer til jobbet’.
AGGER VIDSTE, AT HAN SKULLE BLIVE I FODBOLD
Det var en overraskelse, en sensation, en bombe, en stor historie, da HB Køge i foråret 2021 kunne præsentere Daniel Agger sammen med anden eks-landsholdsspiller i Lars Jacobsen som en ny trænerduo fra sæsonstarten 2021-22.
’Jeg har forberedt den her dag meget længe. Det har været nogle år undervejs. Fodbold har været en del af hele mit liv, og jeg vidste, det skulle være hele mit liv’, sagde Agger til DR. ’Jeg stoppede to-tre år for tidligt, og nu har jeg brugt nogle år på at finde ud af, hvilken vej jeg ville gå. Jeg har set fodbold inde fra i mange år. Jeg ved, hvad der fungerer inde på banen. De seneste fem år, hvor jeg ikke har spillet, har jeg set fodbold på en anden måde. Det giver en anden viden, når man ser det udefra’.
På banen var Daniel Agger en kompromisløs leder. Sådan vil han også være som træner. ’Det er ofte det, der skinner igennem, når det brænder på. Hvordan du er som menneske. Jeg er ret stålsat. Jeg ved godt, hvad jeg vil. Jeg siger tingene, som de er. Jeg pakker intet ind. Og det ser jeg som en kvalitet. Folk ved, hvor de har mig. Måske kan de ikke lide, hvad jeg siger, men i det mindste ved de, hvad jeg mener. Det er også det, jeg vil karakteriseres som. Jeg er sgu til at stole på’, sagde Agger til EB.
’Oftest er forskellen, hvordan du motiverer dine spillere, dine medarbejdere. De skal motiveres til at yde det maksimale af, hvad de kan. Det er klart dér, jeg ser, jeg kan sætte ind. At få folk til at præstere maksimalt. Formår vi det, bliver det en succes.’
DET KAN BLIVE EN ’FINALE’ MOD HILLERØD
Nu ved vi jo godt, at selv de dygtigste trænere ikke kan hekse og forme et supergodt hold, der skal spille med i toppen af rækken, hvis spillermaterialet ikke er godt nok. Og hvis klubben ikke har de allerstørste økonomiske muskler, eller hvis der bliver trådt lidt på bremsen i forhold til at forstærke truppen kontinuerligt. Men, det var jo tæt på, at Agger-holdet levede op til klubbens målsætning om en top-seks-placering i Agger/Jacobsens første sæson i HB Køge, da de havde afløst cheftræner Auri Skarbalius.
Og nu, efter 4-1-sejren i FC Helsingør og 0-0-mødet med opryknings-favoritterne Vejle for en uge siden, er der anledning til optimisme, vil jeg påstå. Vi så en god 0-0-kamp mod vejlenserne. Vi så HB Køge-spillere med tro på sig selv, en fin indstilling, et hold der hang godt sammen. Uafgjort var et fair resultat, og det bedste af det hele var, at resultaterne i 19. runde var gunstige for Agger og hans tropper.
Særdeles interessant er det, at vi – måske og forhåbentlig – kan se frem til en ’finale’ om sjettepladsen i grundspillet, når HB Køge på Capelli Sport Stadion tager imod oprykkerne fra Hillerød lørdag 18. marts. Lige nu er FC Helsingør (28 point) nummer seks, men klubben, der indtil efterårsafslutningen havde Køge-drengen Morten Eskesen som træner, er startet skidt. Så Hillerød (25 point) kan godt vinde i Helsingør fredag aften.
Og løser HB Køge (25 point) ’pligtopgaven’ med at spille sig til tre point samtidig i Fredericia, kan HB Køge, der jo henter de fleste point på udebane, pludselig indtage sjettepladsen med en bedre målscore end Helsingør og Hillerød.
OPRYKKERNE ER UBESEJRET I OTTE KAMPE I TRÆK
Vi har lov at håbe på det. I næstsidste runde er et andet bundhold, Nykøbing FC HB Køges modstander, FC Helsingør skal møde Fremad Amager på udebane, og Hillerød har hjemmekamp mod Næstved. Det bliver da en vildt spændende og nok en nervepirrende afslutning på grundspillet i den næstbedste række.
Den tidligere Køge Boldklub-spiller Jesper Lolk-Nielsen (14 førsteholdskampe 1991-92) er den største investor i den professionelle afdeling i Hillerød-klubben og sidder i formandsstolen. Han nyder selvfølgelig, at Hillerød er sæsonens største overraskelse.
Træner Christian Lønstrup måtte se sit hold debutere i 1. division med fire kampe, der gav nul point i udbytte og samlet målscore 3-15. Hillerød-holdet fik kun syv point til og med 11. runde. Men i de følgende otte kampe har Lønstrups hold på imponerende vis høstet 18 point og strutter af selvtillid, kampgejst og stor tro på, selvfølgelig, at målsætningen om at bevare pladsen i 1. division kan blive indfriet.
Det skal nok lykkes for holdet, som indtil videre spiller hjemmekampene på Helsingørs kunstgræsbane. Hillerøds egen græsbane ville blive smadret, hvis der skulle spilles på den nu, forklarer Christian Lønstrup. Han er, naturligvis, en glad og tilfreds cheftræner.
’Vores selvopfattelse har ændret sig, vi er i en mental god tilstand, vi er vokset, spillerne har overskud og tro på sig selv. De har vænnet sig til tempoet i 1. division, vores bundniveau er blevet højere, og vi forsvarer os bedre mod dødbolde end i sæsonstarten’, forklarer succestræneren i Hillerød og nævner blandt andre anfører Jonathan Witt og målmand Jonas Dakir som nøglespillere på oprykkerholdet.
DET BLIVER TÆT LIGE TIL MÅLSTREGEN
Måske kan HB Køge nøjes med uafgjort i den sidste kamp i grundspillet for at snuppe sjettepladsen. Der er mange hvis’er. Vi kan lave talrige spekulationer og forudsigelser før den endelige afgørelse. Det bliver givetvis et tæt opløb mellem tre hold lige til målstregen. Fakta er, at Daniel Aggers HB Køge-hold er kommet rigtig godt ud af vinterpausen og har god grund til at have forstærkede ambitioner, forventninger og forhåbninger om at spille sig i top-seks.
Da Daniel Agger kom til Køge og startede sammen med Lars Jacobsen, var og er opgaven at få HB Køge-holdet op i Superligaen i løbet af senest tre år. Det er alt, hvad Agger fokuserer på og koncentrerer sig 100 procent om i sit første cheftrænerjob. Men han skal nok, formentlig, blive træner i Brøndby, som han gerne vil, på et tidspunkt ude i fremtiden.