Ugens Olsen: Aggers opgave er at få HB Køge til vinde flere hjemmekampe
Nyd lige stillingen i 1. division en gang til, inden vi kommer til anden runde i den næstbedste række. HB Køge er tophold – og vi ved jo ikke, hvor længe det varer. Men den start, som det nye hold fik i Horsens med syv debutanter på banen og Daniel Agger og Lars Jacobsen som en prominent, debuterende trænerduo, var super. 2-0 på to fremragende scoringer, den første HB Køge-sejr siden 28. februar, en stærk holdindsats, en præstation der giver ekstra energi, selvtillid og spilleglæde. Hvidovre kan bare komme an søndag på Capelli Sport Stadion.
Nå, ja, vi behøver ikke at blive for kæphøje og selvsikre, bl.a. fordi der jo absolut er noget at forbedre, når det handler om hjemmekampe på Capelli Sport Stadion. Det nyrestaurerede stadion har indtil nu ikke været et uindtageligt fort, som alle klubber ønsker at have. De fleste gode hold henter sædvanligvis klart flere point foran eget publikum end i udekampene. Men sådan er historien ikke for HB Køge, som flyttede fra Herfølge til Capelli Sport Stadion og spillede den første kamp dér 3.marts 2019.
En sikker 3-1-føring blev smidt væk i slutfasen, og gæsterne fra Fredericia fik 3-3 og ét point med hjem i bagagen. I alt har HB Køge i 1. division i tre sæsoner spillet 39 kampe på Capelli Sport Stadion. 11 sejre, 12 gange uafgjort og 16 nederlag. 40 udekampe i perioden har ført til 10 sejre, 13 gange uafgjort og 17 nederlag. Den samlede målscore på hjemmebane i de 39 kampe er 42-57, og i 13 af kampene scorede HB Køge ikke, kan statistikekspert Per Møller oplyse.
HB KØGE HÅBER PÅ 2.500 TILSKUERE
Mod Hvidovre kan Agger-holdet, forhåbentlig, starte en serie af hjemmekampe med veloplagte fans, der bidrager til, at gæsterne skal mærke, hvem der bestemmer og har modet og frækheden til at spille direkte og fremad og vil dominere på kunstgræsset. Udeholdets spillere skal ryste i bukserne og frygte det værste, når de kommer til Køge.
På det gamle stadion var der, hvad lidt ældre fodboldfans med en lang hukommelse nok mindes, i 1960’erne og 1970’erne mange store slag med masser af tilskuere, når Køge og Hvidovre mødtes i 1. division (som den bedste række hed dengang). Der blev gået til stålet, og tilskuerne levede med og var begejstrede.
Ifølge den superflittige direktør Per Rud, som vi kan se og høre alle steder og i mange sammenhænge, og som er en kæmpegevinst for klubben, håber man, at der kan lukkes 2.500 ind til søndagskampen. Og Hvidovre får 250 billetter til deres fans, som kan tage den korte søndagstur til Køge. Der var, ifølge Per Ruds hurtige optælling dengang, 3.419 tilskuere til åbningskampen på Capelli Sport Stadion i 2019. Den rekord vil antagelig blive slået i løbet af den sæson, der lige er startet. Bl.a. også, fordi Agger/Brøndby-fans fra Vestegnen vil se, hvordan Agger gør det som cheftræner.
TO SCORINGER AF DE FLOTTE
Det var brillant lavet, en lille, teknisk genistreg, da Pierre Larsen stormede afsted i venstre side og løftede bolden i kassen til 1-0 fra en spids vinkel mod AC Horsens. Dér vendte billedet til HB Køges fordel, og da indskiftede Marius Elvius flot sparkede 2-0-bolden i kassen, kunne trænerne også fryde sig over at have lavet gode indskiftninger. Martin Koch Helsted, der var med til at skabe chancen til Elvius, fik et kvarters spilletid i slutfasen.
Foruden Pierre Larsen var der HB Køge-debut til Jon Flanagan, Mathias Nielsen, Nemanja Cavnic, Daniel Thøgersen, Oscar Buch og Christian Toftdahl. Spændende, hvem der kan forstærke holdet mest under debutanttræner Agger.
Ifølge AC Horsens-eksperten Tommy ’Kuglepen’ Poulsen må det have haft væsentlig betydning for premierekampens gang og Køges sejr, at Lars Jacobsen var taget til Jylland som ’spion’ for se østjydernes sidste testkamp og nærstudere svagheder og styrker hos modstanderne. Daniel Agger og Co. havde indstillet holdet klogt og godt, og det er naturligvis altid vigtigt at lægge godt ud i en ny turnering.
Trænerne og spillerne er i gang med en proces, hvor de helt skal lære hinanden at kende, og spillerne skal under Agger forstå og indstille sig på at tænke fodbold på en lidt anden måde, end de har været vant til. Gode resultater løfter processen.
AGGER KAN IKKE BRUGE PROCES TIL EN SKID
Agger hader i øvrigt ellers ordet proces, som han har forklaret i et stort, fint interview med Tipsbladet: ’Jeg kan ikke bruge processer til en skid’. Jeg kan sagtens følge hans tankegang. En proces kan jo vare evigt, og trænere kan skubbe ansvaret fra sig med en masse processnak. Fodbold handler om resultater, om at vinde kampe her og nu. Og altså, for HB Køges vedkommende, meget gerne mange flere på hjemmebane end i de foregående sæsoner.
Det er positivt at konstatere, som Ekstra Bladet skrev forleden, at ’den østsjællandske købstad er ramt af Agger-effekten’. Ekstra Bladet er glad for og beundrer Daniel Agger og har et godt øje til HB Køge. Det er fint. HB Køge er også den 1. divisionsklub, som har fået mest positiv omtale i medierne gennem foråret og her i sommer. Og Fodbold-Danmark blev forkælet oven på kampen i Horsens fredag aften. Flere dage efter kunne man morgen, middag og nat se opgøret i sin helhed igen og igen på TV3 Sport. Var det mon et krav fra seerne, fordi de er vilde med Agger og Co….?
HB KØGE OG ESBJERG MEST OMTALT
For resten, det er ikke helt nemt at vurdere, om Esbjerg faktisk kan konkurrere med HB Køge om, hvem der har fået mest omtale i medierne i de seneste tre-fire uger. Der er skrevet og snakket meget om EfB, som har fået ny cheftræner. Men, når det handler om vestjyderne, er det negative historier med Peter Hyballa i fokus. Tyskeren har vist sig åbenbart at være en helt speciel, ’underlig’ trænertype, som har givet anledning til uro og stor bekymring i spillertruppen.
Hans træningsmetoder er skrappe, ledelsesstilen yderst ’alternativ’, og han ser lidt vild ud i øjnene, når han interviewes i tv. Han har smidt erfarne spillere ud af truppen, klublægen er gået i protest, og Hyballa har ifølge forsvareren Kasper Pedersen skabt ’en rædselsfuld stemning’. Kasper Pedersen har netop fået ophævet sin kontrakt.
Den vestjyske klub har fyret flere trænere i de foregående sæsoner. Men lige nu bakker Esbjerg-ejer, amerikaneren Paul Conway, naturligvis Peter Hyballa op. I lokalavisen JydskeVestkysten er det blevet foreslået EfB, at klubben henter den tidligere storspiller på Hollands landshold og i store klubber, Rafael van der Vaart ind som team manager. Hollænderen bor meget i Esbjerg, hans søn spiller i klubben, og han kunne sikkert blive en god støttepædagog for Hyballa, der har reageret positivt over for det forslag.
HVIDOVRE-LEDER GLAD FOR KØGE
Når Hvidovre kommer, skal vi hilse på klubbens cheftræner, eks-landsholdsspilleren Per Frandsen, som har været assisterende træner og cheftræner i HB Køge i en fireårs-periode. Og Peter Lassen, der er salgs-, sponsor- og sportschef i Hvidovre IF, vender tilbage til det stadion, hvor han i en halvsæson i 1990 startede sin angriberkarriere for alvor.
Træner Heinz Hildebrandt, tidligere elegant Hvidovre-målmand bl.a., der nu er bosat i Herfølge, var træner i Køge, som spillede i 3. division øst. Og det var ham, der hentede Peter Lassen til Køge fra Hvidovre KFUM.
’Den store Hvidovre-klub ville først ikke have mig. Stor tak til Køge for, at Heinz og klubben troede på mig. Jeg lavede 16 mål om foråret for Køge og kom så til Hvidovre IF i efteråret og lavede også 16 for dem. Det endte med, at jeg blev kåret som årets fund i 3. division’, husker og mindes Peter Lassen.
I Køge Boldklubs statistik står han godt nok noteret for ’kun’ 10 mål i foråret 1990 i 12 kampe. Det var da også imponerende. Og fire mål fra og til betyder vel ikke så meget nu. Manden, der senere spillede i Frem, AB, Eendracht Aalst i Belgien og Silkeborg, har været en begejstret fan af Daniel Agger og Lars Jacobsen som spillere. ’Det er to typer, jeg godt kan lide, fordi de er fremme i skoene og siger deres mening, hvad der er for mange i fodbolden, som ikke gør’, siger Peter Lassen. ’Jeg tror, at de udgør en god kombination som nye trænere.l Men de kommer da nok under pres i HB Køge, fordi de skal præstere og lave gode resultater med et nyt hold’.
På papiret er HB Køge vel favorit mod et Hvidovre-hold med spillere med gode navne som Kim Aabech, Daniel Stenderup og Martin Spelmann. Men, for en sikkerheds skyld, nyd da lige HB Køges topplacering i tabellen efter første runde i en lang turnering. Kravet fra start er, at Aggers mænd skal med i oprykningsspillet for de seks hold, der står bedst efter grundspillets 22 runder. Det skal lykkes.