Ugens Olsen: De søde drømme om guld, Europa og Superligaen

”Ugens Olsen” er en ny klumme, der er forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme er Søren Olsens egen holdning og uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt, men ind i mellem også kontant.

Vi bliver ikke trætte af at kigge på tabellen i kvindeligaen – og det vil se godt ud i 1. Division, hvis HB Køge starter året med at slå Hobro.

Hvem havde troet det? Jeg havde i hvert fald ikke, næppe heller andre her i det østsjællandske med de stolte fodboldtraditioner. Ingen af os havde forudset eller forventet, at et kvindehold – et kvindehold med dygtige danske spillere og spillere fra USA (vi er jo glade for amerikanere her i byen) – ville blive det mest populære, det mest beundrede med hjemmebane på det stadion, hvor Køge Boldklub blev hyldet og fejret som dansk mester i 1954 og i 1975. I den kommune, hvor Herfølge overraskede så fornemt og vandt DM-guld i 2000.

Men 2020 var bestemt et usædvanligt år på godt og ondt, må vi konstatere. På fodboldbanen har kvinderne overhalet mændene, kan man vel godt sige – selv om vi ikke skal sammenligne styrken på to hold af forskelligt køn. Vi ved jo godt, hvem der ville vinde, hvis de skulle mødes.

Det er en sand fornøjelse at studere tabellen i Gjensidige Kvindeliga her i vinterpausen. Toptre: HB Køge, Brøndby, Fortuna Hjørring. Det er en berigelse for fodbolden hos os, at man satser så meget på kvinderne. En klog disposition, som er med til at løfte det ambitiøse HB Køge-projekt, der udvikler sig hele tiden.

Målet er Superligaen for Auri Skarbalius og hans mænd. Kvinderne sigter på at kvalificere sig til Champions League-deltagelse. Det sidste kan sagtens blive i år.

Det blev signaleret og understreget en dag i oktober med power, stærk udstråling og en overbevisende præstation af et hold, der spillede mesterligt. Det var en magtdemonstration, da HB Køge på hjemmebane bankede Brøndby 5-0. Kyra Carusa scorede to gange, Maddie Pokorny ligeså, og Lærke Niklasson én. Fremadrettet fodbold, mod og selvtillid, sammenhold og begejstring, som smittede af på os, der så på.

Som fodboldreporter i masser af år har jeg (måske ikke helt til landskampe med Danmark som den ene part, men det er vel også i orden) holdt mig til den regel, der siger, at man ikke skal juble, tage parti og vise, hvem man inderst inde holder med, når man sidder på pressepladserne. No Cheering in the Press Box.

Men nu er jeg fri og frigjort – lidt, uden sammenligning i øvrigt, ligesom bl.a. Lars Løkke, Jens Rohde og Inger Støjberg og andre politikere har sagt, efter at de har forladt deres parti. Jeg kan som almindelig tilskuer gøre, hvad jeg vil og holde med og give udtryk for det på tribunen, når jeg har lyst. Skælde dommeren ud, hvis han har dømt forkert mod HB Køge, råbe efter linjedommeren, der har overset en udeholds-offside. Gå ned og ønske spillerne tillykke på banen efter en vunden kamp.

5-0 PÅ VEJ MOD DM-GULD SOM i 1975?

Jeg stod midt på hovedtribunen på Capelli Sport Stadion sammen med de vel 500 andre HB Køge-tilhængere og klappede taktfast og hyldede vinderne, da de lykkelige og smilende med armene i vejret kom ud til sidelinjen og fejrede triumfen med os. De havde spillet med hjertet og hjernen, udtrykt sand spilleglæde og vist taktisk kløgt på et tophold med fysisk gennemslagskraft i en chanceskabende, forrygende forestilling. Peer Lisdorf var en pavestolt cheftræner, mens Brøndbys Per Nielsen, også tidligere Brøndby-spiller, ved slutfløjtet lignede en groggy bokser og vist ikke helt forstod, hvad der lige var sket.

Det var en af de helt store hjemmekampe, som vil blive husket længe. Folk med en god, lang fodboldhukommelse tænkte måske tilbage på 1975-sæsonen, da Køge Boldklub på vej mod mesterskabet også vandt 5-0 på hjemmebane, endda tre gange. Over Fremad Amager, Vanløse og i ’finalen’ i november mod B 1909, da John ’Milo’ Christiansen, nu en af de frivillige hjælpere på stadion, sørgede for tre af scoringerne.

Måske har kvindeholdet overpræsteret? Næ, hvorfor skulle vi tro det. Der er da grund til at forvente en fortsættelse med gode resultater sæsonen ud. Hvis/når der bliver åbnet for tilskuere igen, vil interessen for at se kvindeholdet givetvis vokse. Der er nok stadig fodboldinteresserede i Køge og Herfølge, som fortsat har fravalgt kvindefodbold. Og der er jo klar forskel på kvinde- og mandefodbold.

Men de, som ikke vil tage ud og se og følge Peer Lisdorfs hold jagte mesterskab og succes i pokalturneringen, snyder sig selv for gode oplevelser.

Trænere, ledere og spillere vil måske nok forsøge at holde benene solidt plantet på jorden og ikke udadtil snakke for meget om guldchancer og alt muligt stort i den kommende tid. Ikke prale for meget og tirre konkurrenterne. Det gør man som regel ikke. Mange trænere og spillere i store klubber har prøvet at bilde os journalister ind, at de da bestemt aldrig ser på tabellen, men blot koncentrerer sig om den næste kamp, der jo altid er den vigtigste.

Men det er selvfølgelig en af de største løgne i fodbold, at aktørerne på banen og på bænken ikke nærstuderer stillingen i tabellen efter hver eneste kamp og spillerunde. Tror vi på, at de er de eneste, som kan vente med at se, hvem der fører og ligger i toppen indtil efter sidste spilledag? Nej, det gør vi ikke. Naturligvis læser de også aviser og slår op på tekst-tv og følger med runde for runde, som vi andre gør.

ET ØNSKE: FLERE MÅL, MERE DIREKTE SPIL

Når mændenes 1. division nu fløjtes i gang efter vinterpausen med den spændende hjemmekamp mod Hobro, tabellens nummer syv mod nummer seks, handler det om vigtige point i forhold til HB Køges målsætning. Det må det være at komme i top-6 og dermed vinke farvel til et nedrykningsspil i den sidste del af sæsonen.

Når vi skal være ærlige, er det bestemt ikke noget at prale med, at HB Køge har fået syv point og scoret fire gange i hjemmekampene og 15 i alt i 16 kampe. Det er kun bundholdet Skive med 13 scoringer, som har lavet færre mål. Der har i mange kampe manglet gennembrudskraft, mere direkte spil med afleveringer i dybden og flere end én mand i front til at true og beskæftige modstanderforsvaret i omstillinger. Udefra set har der været for meget spil med afleveringer på tværs og bagud, så modparten har fået tid og muligheder for at kunne organisere sig og være tryg i en solid defensiv.

Det er en gevinst, at Eddi Gomes kom til som et fyrtårn og en klog styrmand i forsvarskæden. Og der er anledning til at forvente, at ansættelsen af to erfarne eks-superligaspillere til midtbanen, som 6’ere eller 8’ere, vil styrke holdet. Mike Jensen, der lige om lidt fylder 33, og Lasse Petry.

Mike Jensen har været anfører i storklubben Rosenborg og havde ifølge norske medier i flere sæsoner en årsløn på 3-4 millioner norske kroner. Godt gået af Per Rud og Co. at få hans underskrift. Mike, der bor med familien i Rødovre, havde tilbud fra flere superligaklubber i Jylland, men valgte HB Køge. Han blev sikkert godt rådgivet af farmand Henrik Jensen, der var cheftræner i Køge Boldklub, da førsteholdet spillede sig op i den bedste række for sidste gang, i 2002.

DAUGAARD: HERFØLGE, BRØNDBY, KØGE

Kim Daugaard, Herfølge-drengen, der nu bor i Nørremarken og kan spadsere eller cykle på arbejde i løbet af et par minutter, fryder sig som assisterende HB Køge-træner over ansættelsen af de to meget erfarne, fodboldkloge typer. De læser spillet godt, placerer sig med omtanke og – vigtigt – de kan gå med helt frem og komme ind i boksen og være med til at afslutte.

Mike Jensen er en fighter, der giver alt i kampene og kan inspirere medspillerne. Han vil vinde bolden, vinde duellerne, vinde kampene og er ikke bange for at få lidt blå mærker på krop og ben. Han kan tage imod og give igen. Kim Daugaard ved det. Han har spillet sammen med både Mike og Henrik Jensen i Brøndby, hvor Kim også på et tidspunkt var holdkammerat med Auri Skarbalius.

Kim Daugaard er en kapacitet med en imponerende spillerkarriere, en mand værd at lytte til. Han er spilleren, der har vundet flest medaljer i Superligaen. 14 i alt, syv af guld. Og så han været med til at vinde pokalturneringen fem gange. Tilsammen har Auri (150) og Daugaard (336) spillet 486 superligakampe. En god baggrund af have.

De kan måske være lidt misundelige på målmandstræner Heidi Johansen, der såmænd har optrådt som målmand i 80 A-landskampe. Hun er den første kvindelige, danske træner på et professionelt herrehold. Jeg har engang interviewet hende i forbindelse med en slutrunde. Jeg dækkede tre slutrunder for Politiken og har fra sidelinjen fulgt udviklingen på kvindesiden, men blev altså lige så overrasket og imponeret som alle andre over, at HB Køge på kort tid kunne købe, forme og sammensætte et potentielt mesterhold. Hatten af for det.

MARIA UHRE KAN SKRIVE HISTORIE

Hvor er det herligt, at vi kan glemme coronaen en gang imellem og tillade os at have søde fodbolddrømme om succes og medaljer, fordi HB Køge har fået et kvindehold i topform.

Povl ’Tiller’ Sørensen var anfører på 1954-holdet, da Køge blev det første hold fra provinsen, som tog guldet hjem. Henning Larsen havde kaptajn-armbindet på i 1975-sæsonen, og Thomas Høyer var Herfølge-anfører på holdet, som EM-helten John ’Faxe’ Jensen havde ansvaret for 2000. Det ville være fantastisk – og historisk – hvis Maria Uhre Nielsen som HB Køge-anfører kan opleve noget lignende og erobre medaljer af en eller anden karat sidst i foråret.

Det må ikke kikse. Det gør det heller ikke.

 

Søren Olsen, den 10. februar 2021.