Ugens Olsen: Den kamp glemmer cheftræneren aldrig

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.

Nicklas Pedersen har som angriber spillet og scoret mange mål for Herfølge og FC Nordsjælland på den hjemlige fodboldscene. Og i Holland og Belgien for Groningen, Mechelen, Gent, Oostende og Emmen.

Han spillede 12 U/landskampe og 13 A-landskampe for Danmark. Og da han var færdig som professionel i udlandet og vendte hjem til Danmark, blev han U/17-cheftræner i HB Køge.

Sønnen af en af Herfølges allerbedste spillere for år tilbage, Jesper Pedersen, har haft en flot spillerkarriere, lavet mange mål og oplevet en masse på banen. Men når han engang skal gøre op, hvad der har været et helt uforglemmeligt højdepunkt, vil han nok pege på det, der skete på Capelli Sport Stadion søndag 26. maj 2024.

‘Man fik gåsehud, alle spillerne på bænken løb med ned mod Næstved-målet, og vi andre rejste os og løb ind på banen til store omfavnelser, da Hans Christian Bonnesen sprintede fra tre Næstved-spillere, som forgæves halsede efter ham, og sparkede bolden ind til 1-0-sejrsmålet.’ Der var jo tomt mål, fordi Næstveds målmand havde været oppe i Køges felt til gæsternes sidste indkast.

’Det var en fantastisk glæde, man følte. Et stort pres på spillere og trænere og hele klubben lettede’, kunne den debuterende cheftræner tydeligt mærke. ’Det var fedt med den opbakning, vi fik fra de mange tilskuere, da sæsonmålet blev nået, og vi slap for at skulle spille om overlevelse i sidste runde mod Horsens på udebane’.

 

EN REJSE MED MANGE OP- OG NEDTURE

Nicklas Pedersens første sæson som cheftræner har været en rejse med op- og nedture, hvad der vel ikke har undret så meget, når der har været så mange unge, uerfarne spillere på banen. Fordi HB Køge har skullet spare på spiller-budgettet.

’Vi har spillet gode, underholdende kampe og spændende kampe, og der har også været skuffelser og tunge perioder, f.eks. når man har tabt fem kampe i træk. Der har været bump på vejen, men vi føler, at vi er på rette kurs.

’Og det er en succes, at vi med så lidt erfaring på holdet og mig som ny træner også skal spille i den næstbedste række igen i næste sæson’.

(I parentes bemærket har HB Køge gjort det i 13 sæsoner. I 09/10 og 11/12 hed det Superligaen, men altså hurtigt ned igen).

 

1. DIVISION BLIVER STÆRKERE I NÆSTE SÆSON

Nicklas Pedersen ser frem til, at 1. division vil blive stærkere i næste sæson. OB må være favorit til at rykke op igen, og Hvidovre bliver sikkert et stærkt hold, ligesom Esbjerg, der har et superliga-budget og kan købe gode spillere.

De forventede oprykkere Aarhus Fremad har en udenlandsk ejer med vist nok mange penge, og, som Nicklas Pedersen siger, så vil FC Fredericia formentlig gøre det godt. Det har Fredericia gjort mange sæsoner, selv om klubben som regel altid skifter et halvt hold ud i sommerpausen.

Østjyderne får jo bl.a. HB Køges William Madsen i truppen til den kommende sæson.

HB Køge-cheftræneren ser også frem til, at Hillerød sikkert vil få en stor rolle i 1. division i den nye sæson. Nordsjællænderne har en dygtig træner i Christian Lønstrup, og Hillerød-spillerne skal til at træne flere gange og om formiddagen, hvad der ikke indtil nu har været tilfældet.

 

KOMMER DER NYE SPILLERE OG FORSTÆRKNINGER?

Spændende bliver det naturligvis at følge, om HB Køge får forstærkninger/nye spillere ind i truppen, hvor den erfarne anfører Mike Jensen heldigvis fortsat vil have en hovedrolle.

’Vi landede lige, hvor vi skulle og med skindet på næsen’, sagde Mike Jensen til Dagbladet i søndags. ’Det har været vildt og nok en af de hårdeste perioder i min karriere med så mange tanker om, hvad vi skulle og hvordan og med presset i bunden af tabellen’.

På den lange bane er det en genistreg at ændre strategien og satse hele butikken på de unge, vurderer anføreren. Det vil HB Køge få stor gavn af fremover. ’Der er nogle spillere, som er vokset rigtig meget’, siger Mike Jensen.

Når sæsonen sluttes af lørdag eftermiddag med udekampen mod AC Horsens, vil den kommende nye Horsens-træner Martin Retov givetvis være på tribunen. Og HB Køge-holdet kan nyde det og bare tænke på, at det vil se fint ud med en sejr. Men det er ikke meget vigtigt, når man i næstsidste runde skaffede sig en afstand på ni point til stakkels Næstved på næstsidste-pladsen.

Da det skete i søndags, var vi mange, mange kloge, lidt urolige folk på tilskuerpladserne, som havde gode råd til trænerne og spillerne om, hvordan de skulle spille og ikke spille, forsvare sig, lave mål og vinde kampen. Nicklas Pedersen og Co. hørte det næppe.

Interessen for at støtte og hjælpe holdet i den næstbedste række kan være voksende med nogle flere sejre og mere effektivt forsvarsspil i den kommende sæson, mens vi ser frem til færdiggørelsen af stadion-byggeriet.

 

KIM DAUGAARDS HOLD I FORM TIL SLUTSPURTEN

Og så skal vi selvfølgelig fryde os over, at Kim Daugaards kvindehold efter at have ’haltet’ lidt i flere kampe har præsteret bedre og bedre og meget vel kan slutte sæsonen som nummer to og få lov til at spille europæisk efter sommerpausen.

Men jeg vil udtrykke en undren over programlægningen for slutspillet i Gjensidige Kvindeligaen. Det er, som jeg ser det, ærgerligt og besynderligt, at flere runder spilles med to ugers mellemrum.

Fodboldspillere ser frem til at spille betydningsfulde kampe, i hvert fald én gang om ugen. Det er jo kedeligt bare at træne og træne. Nu har HB Køge-spillerne tre gange skulle vente to uger på at spille om point, fordi der har været landskamppause, og programlæggerne har valgt, at semifinale-kampe i pokalturneringen skal skubbe turneringskampe i ligaen til side. Det er en dårlig idé, rigtig dårlig.

’Men pigerne har nu taget det fint og arbejdet hårdt på træningsbanen, selv om ’kamprytmen’ er brudt’, forklarer Kim Daugaard.

 

CECILIE FLØE OG UHRE IGEN I HOVEDROLLER

Han glæder sig naturligvis over, at Cecilie Fløe endelig fik scoret igen – og at Maria Uhre, der har været med til at vinde guld tre sæsoner i træk, har indtaget en dominerende hovedrolle på holdet.  ’Hun er en kulturbærer, som har fundet topformen på ny og virkelig gjort det godt’, siger Kim Daugaard.

Det kan man ikke være uenig i. Men desværre skal vi altså væbne os med tålmodighed og vente på at få Fløe og Uhre på banen igen om en uges tid i et fodbold-år, som ender lykkeligt for Nicklas Pedersen og hans unge hold efter gyseren på Capelli Sport Stadion.

Capelli Sport