Ugens Olsen: Det er godt, vi har et mesterhold i Køge
Et kig på tabellen i landets næstbedste fodbold-række er ikke noget kønt syn, når man har HB Køge-briller på. Daniel Aggers hold er fortsat nummer syv efter 15 runder, men nu med syv point op til sjettepladsen, som Morten Eskesens FC Helsingør indtager. Og der er kun seks point ned til FC Fredericia på 11. pladsen. Hillerøds oprykkere er på ottendepladsen bare ét point efter HB Køge, som har en besværlig kamp på fremmed græs mod Hobro fredag aften.
Enhver kan se, at det ikke er nemt at leve op til den målsætning om en top-seks plads, som klubben har haft. Det må cheftræneren, hans stab og spillerne erkende og være klar til at arbejde endnu hårdere for at få bedre resultater. De må acceptere, at det kan være svært at opleve modgang, fordi spillerstaben er ramt af flere skader, og der kun har været omkring 17 til rådighed. Og i nogle kampe har man skullet bruge en del unge spillere – som egentlig har gjort det glimrende.
Det forandrer måske Aggers tilgang til arbejdet, at top-seks ikke er særlig realistisk. ’Men lige meget, hvad der går os imod, så må vi bare have det bedste ud af det’, sagde han til Dagbladet efter nederlaget til SønderjyskE i søndags.
DER MANGLER TO-TRE PROFILER I TRUPPEN
Direktør Per Rud gjorde forleden os alle sammen lidt klogere på klubbens ændrede strategi i en klumme. Han løftede sløret for, at man allerede i sommer sparede omkring 15 procent på lønbudgettet. Efter dialog med klubejer George Altirs i USA blev foden lettet fra speederen. Den oprindelige plan var at toppe truppen med to-tre profiler før sæsonstarten. Det blev så ikke til noget.
At Daniel Agger forsikrer, at han selvfølgelig ikke løber fra borde i utide i sit første trænerjob, er logisk. Han er i starten af en trænerkarriere, der sikkert vil blive lang.
Som purung blev han hurtigt en stor spiller, en beundret stjerne på Brøndbys hold. Han blev endnu bedre, da han i mange sæsoner havde en hovedrolle i Liverpool i den engelske Premier League og rundede 75 A-landskampe for Danmark i Morten Olsen-perioden.
Det var uventet for de allerfleste, noget af en sensation, at Daniel Agger blev præsenteret som ny cheftræner i HB Køge i foråret 2021, efter at han i en årrække havde været væk fra fodbolden.
OM NOGLE ÅR ER AGGER MÅSKE I BRØNDBY?
At han har ambitioner, kan vi godt regne med, og han synes glad for og tilfreds med at være tilbage og have en ny funktion i fodboldens verden. Og der er givetvis, kan man lytte sig til, mange i og omkring Brøndby IF, der meget gerne ser ham som Brøndby-træner i Superligaen engang ude i fremtiden.
Starten i trænerbranchen med HB Køge-holdet i 1. division har ikke helt været en dans på roser, af flere forskellige grunde. Præstationen mod SønderjyskE forleden var en ny skuffelse. Spillerne manglede efter pausen troen på, at de kunne få point, defensiven var usikker, der blev lavet dumme fejl, og det blev en nem 4-1-sejr til gæsterne.
’Desværre for SønderjyskE var det med al sandsynlighed sæsonens sidste kamp mod de blå-sorte i denne sæson’, skrev JydskeVestkysten lidt spydigt i reportagen fra opgøret på Capelli Sport Stadion. Sønderjyderne har været rigtig glade for at møde HB Køge tre gange, to gange i ligaen og én i pokalturneringen, og vinde 3-1, 4-1 og 4-1.
MARCUSSEN PÅ TOPPEN, DA ZHAO FIK HJEMMEBANE-DEBUT
Nå, heldigvis har vi i HB Køge også mesterholdet, der er suverænt i front i Gjensidige Kvindeligaen på vej mod DM-guld for tredje gang. Det spinkle nederlag til Brøndby, som synes at være den eneste trussel mod Søren Randa-Boldts førerhold, blev sparket i glemmebogen med 4-0 over FC Nordsjælland.
Vi fik førsteklasses underholdning i de første 45 minutter, hvor den kvikke Beate Marcussen stjal hovedrollen og viste fornem sparketeknik. Med to flotte scoringer var hun ikke til at komme uden om for komiteen, der kårer rundens spiller.
Yujie Zhaos hjemmebanedebut var fin, den kinesiske offensivspiller fik scoret, viste god spilforståelse og lagde glimrende hjørnesparksbolde ind i feltet.
Det er sædvanligvis Emma Færge, som gør det. Hun var ude på grund af lidt sygdom. Det var ikke noget alvorligt, og landstræner Lars Søndergaard har givet genvalg til Færge til A-landsholdstruppen. Danmark skal spille to venskabskampe på udebane mod henholdsvis Schweiz og Holland 11. og 15. november.
FIRE SEJRE TIL MESTRENE FØR VINTERPAUSEN
Mens de sidste efterårsrunder i Superligaen og 1. division afvikles i denne og næste weekend, er der fire kampe, tre af dem på udebane, endnu for HB Køge-holdet i kvindeligaen, inden det hedder vinterpause. Skal vi regne med fire sejre? Selvfølgelig.
Aggers hold slutter efter turen til Hobro efteråret hjemme mod rækkens nummer to, Hvidovre, hvor den tidligere HB Køge-træner Per Frandsen gør det rigtig godt.
Det bliver svært for HB Køge-mandskabet – uden den karantæneramte anfører Mike Jensen, som i de allerfleste kampe hører til holdets allerbedste – at vinde i Hobro og slå Hvidovre. Spørgsmålet er, om HB Køge kan fastholde syvendepladsen?
Vi håber det bedste og frygter det værste, som man siger.