shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Ugens Olsen: “Det handler selvfølgelig om tre point – hver gang”

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.

JEG GÅR OP I DE TAL, DER STÅR PÅ MÅLTAVLEN

Som fodboldskribent i mange år (alt for mange vil nogen måske mene), har jeg altid beundret og haft stor sympati for Kent Nielsen. Europamesteren fra 1992 og flere gange dansk mester med Brøndby, er i gang med en fornem, rekord lang trænerkarriere.

Nu har han som 61-årig succes med Silkeborg IF, der fik bronze i Superligaen i forrige sæson. Han gjorde AaB til mester og pokalvinder i samme sæson, 2013-14, og han fik for endnu flere år tilbage AC Horsens op i Superligaen, da han var træner i det østjyske. Og han har også prøvet, hvad nok de fleste trænere gør – at blive fyret, det var både i Brøndby og i OB.

Kent Nielsen er en mand af ’den gamle skole’, som jeg er meget enig med, når han, med et glimt i øjet, siger i en fodboldsnak: ’Jeg er ikke meget for tal og statistikker. Jeg går op i de tal, der står på måltavlen’.

Men nu om dage bruges der jo supermoderne, tekniske hjælpemidler til at analysere kampene i de øverste rækker og brede masser af statistikker ud, hvorfra nogen bl.a. andet kan udlede, at det hold, der tabte kampen, faktisk burde have vundet – og muligvis kan glæde sig over det?

HB KØGE SLOG HORSENS I MANGE STATISTIKKER

Jeg har læst, at HB Køge ’vandt’ boldbesiddelses-statistikken i hjemmekampen mod AC Horsens med 67-33 %. Og HB Køge havde flere skud på mål end modstanderne, 8-7, desuden 5 hjørnespark mod 2. Og med hensyn til ’farlige angreb’ (hvordan det så måles?) endte det 60-30 i hjemmeholdets favør.

Men AC Horsens vandt jo klart kampen mellem 1. divisions yngste og ældste hold. Hvis hjemmeholdet havde fået udlignet til 2-2, som der var chancer til, kunne det være endt meget anderledes på Capelli Sport Stadion. Men det gjorde det altså ikke. HB Køge-defensiven var for svag i afgørende situationer, Horsens-spillerne var mere effektive, skarpe og præcise i afslutningerne.

SØNDERJYSKE MED TOPSCORER I SPIDSEN ER FAVORIT

Vi må, som før skrevet, indse og leve med det indtil videre, at der mangler noget rutine på HB Køge-holdet, som i høj grad har behov for at få en dygtig venstre back ind i truppen og et par kloge erfarne spillere mere til midtbanen. Sådan nogle spillere er klubben givetvis i gang med at jagte med sigte på ansættelser i vinterpausen.

’Lige nu kan vi selvfølgelig ikke bruge de flotte statistikker til så meget,’ sagde anfører Mike Jensen til Dagbladet efter dukkerten. ’Men på sigt kan vi godt bruge det til noget, at vi sådan set styrer kampen hele vejen igennem. Vi ved, at vi må være bedre til at forsvare foran eget felt’.

Det skal ske straks. Fredag aften kommer opryknings-kandidaterne SønderjyskE til Køge med topscorer Peter Christiansen, 14 scoringer indtil nu, i spidsen. Holdet fra Haderslev har scoret 42 gange i 15 kampe, flest af alle. HB Køge har lukket 33 mål ind, sammen med B.93 flest af alle.

HVEM KAN HJÆLPE NICKLAS? HANS FAR?  

En engageret, fodboldklog læser (med stor erfaring som spiller i den bedste danske række og trænerjob i ind-og udland) har skrevet til mig:

’Du bliver nødt til at kigge lidt på hjælpetrænerne. Nicklas, der er en god angrebstræner, er for dårligt hjulpet, når det handler om forsvarsspillet. Bl.a. om, hvad backerne skal gøre. Og så må man ikke smide bolden væk på egen banehalvdel, det kan være lig med en stor målchance til modstanderne. Sådan har det været i 100 år. Altså må man rette det i HB Køge, nu’.

’Hvem kan hjælpe Nicklas? F.eks. Auri? Og jeg mener stadig, at Nicklas burde have sin far med.’

’Jesper er en klog, klog fodboldtræner med kæmpe rutine. Han var godt nok angrebsspiller ligesom Nicklas, men han er god til at lære fra sig, jeg har set og hørt det selv. Og Jesper uddanner jo fortsat kommende A-trænere i DBU-regi.’

Min læser peger da på noget vigtigt. Min opfattelse er imidlertid, at Jesper Pedersen næppe vil gå ind i en far-søn-kombination i HB Køges trænerteam – hvis klubben ellers gav ham muligheden. Men at Nicklas og hans far, der som spiller rundede 270 førsteholdskampe for Herfølge, selvfølgelig diskuterer meget HB Køge-fodbold sammen privat, måske flere gange om ugen, kan der ikke være tvivl om.

MESTERHOLDET UDEN KVALITET I AFSLUTNINGERNE

’Et totalt misvisende resultat’, lød en overskrift i Dagbladet efter HB Køge-Horsens-kampen. ’Vi skal føre 2-0 efter 20 minutter’, sagde en ærgerlig HB Køge-træner for kvindeholdet, som prøvede at tabe for første gang i denne sæson i Gjensidige Kvinde-ligaen i udekampen mod Brøndby.

Det var ikke godt med to nederlag i to vigtige kampe.

Men Kim Daugaard havde da ret i, at hans hold var klart bedst i den første halve time mod Brøndby og vel også i et kvarters tid efter pausen. I hjemmeholdets felt manglede der imidlertid kvalitet i HB Køges afslutninger. Det positive var, at HB Køge-holdet dominerede i store perioder. Det gjorde trods alt cheftræneren lidt glad.

’Men i sidste ende handler det selvfølgelig om tre point – hver gang – for ellers betyder det ingenting, om man har haft bolden så og så meget’. Enig. Erfaren træner, ham Daugaard.

Han skal forberede sine spillere på to super vigtige kampe i løbet af fem dage. Hjemme mod topholdet FC Nordsjælland lørdag og ’hængepartiet’ mod Brøndby onsdag i næste uge, ligeledes på Capelli Sport Stadion. Det er de to hold, som mestrene har tabt til i denne sæson, henholdsvis i pokalturneringen og i ligaen.

På en måde er det for spændingens skyld da fint nok, at FC Nordsjælland og også Kolding IF blander sig i topstriden i Gjensidige Kvindeligaen. Bare HB Køge til sidst vinder guld igen. Hvordan klubberne styrker sig med nyindkøb i vinterpausen, kan naturligvis få stor indflydelse på, hvem der vinder guld, sølv og bronze til foråret. Vi venter på at høre og se, hvad HB Køge mon gør.

NEDRYKNING TIL 2. DIVISION ER FORBUDT

Og samtidig ser vi frem til, at Capelli Sport Stadion bliver gjort færdigt i løbet af et par år, så det bliver et super stadion med 6.000 siddepladser. I denne sæson gælder det frem for alt at tro og håbe på, at Nicklas Pedersens hold ikke rykker ud og skal ned i 2. division til sommer. Tanken er grim. Det vil være noget af en katastrofe for HB Køge-projektet.

Så det gør ikke noget, hvis 1. divisionsholdet vinder nogle kampe uden at spille flot fodbold og dominere kampene. Det afgørende er, hvad der står på måltavlen. Kent Nielsen kunne også have sagt som den gamle tyske stjernetræner Otto Rehhagel (jeg har vist citeret ham før): ’Der er kun en sandhed i fodbold. Bolden skal i mål’.