Ugens Olsen: En HB Køge-kamp til historiebøgerne
”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.
Den kamp glemmer vi ikke lige med det samme. Hvor var det vildt og fantastisk, da det endte som en super-super søndag lige til historiebøgerne på Capelli Sport Stadion. Fra 0-1 til 3-1 i kvindeligaen, fra 0-2 til 3-2 i NordicBet Ligaen. Seks point.
En fin sejr til Kim Daugaards mesterhold, nu nummer ét i kvindeligaen. En brillant sejr i en nervepirrende gyser til Nicklas Pedersens mandskab, der rejste sig fra de døde og på spektakulær vis i tillægstiden kørte over et Næstved-hold, hvor spillerne dårligt nåede at fatte, hvad det var, der skete omkring dem i minutterne, før slutfløjtet kom.
Mens gæsterne smed sig i ærgrelse på græsset, og Næstved-tilskuere med triste miner traskede ud af stadion, oplevede vi vilde jubelscener og omfavnelser blandt trænere og spillere hos vinderne. Og HB Køge-fansene på tribunen gav den gas og fejrede sejren med armene i vejret og store klapsalver.
Endnu engang fik vi et bevis på, at HB Køge-Næstved-kampe altså er noget særligt. Sæsonens første indbyrdes duel endte jo 3-3, da HB Køge ellers var bagud med to mål i slutfasen på Tintshop Park, Næstveds hjemmebane.
Det lignede en udesejr, men da Næstveds føring søndag eftermiddag blev reduceret fra 2-0 til 2-1, ændrede kampbilledet sig totalt. Gæsterne blev bange for at miste, hvad de havde opnået, og trak sig tilbage på banen. HB Køge-spillerne viste i slutfasen mental styrke og mod til at angribe heftigt. De fik blod på tanden og optrådte med et udtryk, som skræmte gæsterne, der havde mistet overblikket.
HAN HAR EN HEL SPECIEL MÅLNÆSE
Selvfølgelig var det tomålsskytten 17-årige Ifenna Dorgu, der blev indskiftet, som stjal billedet i de afgørende minutter. ’Han er den fødte målscorer’, siger cheftræneren. ’Jeg er ikke overrasket over, at det var ham, der afgjorde tingene. Han har en helt speciel målnæse. Det har han vist i to sæsoner på U17-holdet. Jeg tror, han lavede 60 mål plus for mig’, sagde Nicklas Pedersen, tidligere U17-træner, til Dagbladet.
’Vores offensive spillere er i meget tæt konkurrence om spilletiden, og der er ingen tvivl om, at han snart er klar til at indtage en startplads’.
’Et eller andet sted synes jeg, at vi var bedre end HB Køge i store dele af kampen. Men efter, at de får reduceret til 1-2, ser vi rigtig, rigtig skrøbelige ud i resten af kampen’, analyserede Næstved-træner Patrick Birch Braune. ’Det gør rigtig, rigtig ondt det her’.
Der blev gået til stålet i perioder i kampen, hvor HB Køge var uden Nemanja Cavnic og Efe Bayrak, som afsonede karantæne. Og nu skal holdet i fredag aftens udekamp mod Hobro undvære Casper Gedsted, Sebastian Larsen og topscorer Jubril Adedeji, der deltog i en lille brydekamp med en modstander ude ved sidelinjen i slutfasen af kampen.
Ærgerligt, selvfølgelig, men der er mange unge spillere i truppen, som gør det glimrende, og som Nicklas Pedersen kan bruge.
CHEFTRÆNEREN OG SPILLERNE KENDER HINANDEN GODT
Og det hører her med til historien, at Nicklas Pedersen i et par sæsoner som U17-træner har haft masser at gøre med mange af de talenter, som nu mærker, hvordan det er at spille med de voksne.
Silas Hald, Sebastian Larsen, Efe Bayrak, Erkan Semovski, Niklas Jacobsen, Ifenna Dorgu, Vinicius Faloni, Lukas Schmidt og Alfred Gøthler fra kamptruppen mod Næstved. Med spillere som dem gjorde Nicklas Pedersen HB Køges U17 til et vinderhold, der var flittigt scorende. De ved, hvad Nicklas Pedersen forlanger, hvad han står for og kan. Og at han har en baggrund som landsholdsspiller og klubspiller i Danmark, hvor han startede i Herfølge, kom til FC Nordsjælland og derfra til klubber i Holland og Belgien.
Hverken cheftræneren eller anfører Mike Jensen var tilfredse med holdets tekniske niveau i flere perioder. Kombinationsspillet kan forbedres, og indstillingen skal være mere aggressiv fra start i kampene. Men – når man vender og vinder en så vigtig kamp, er det svært at være sur, og med sejren er der tanket godt med selvtillid i truppen før den vanskelige opgave i det jyske.
LANDSTRÆNER SÅ HB KØGE RYGE TIL TOPS
I kvindeligaen har FC Thy Thisted ikke vundet en ligakamp i år, så det ville have været en kæmpe nedtur, hvis HB Køge havde sat point til mod dem i søndagens første kamp. Spillerne tog sig sammen efter pausen, spillede mere målrettet og fik den hjemmesejr, vi alle havde set frem til.
Med den nye landstræner, svenskeren Andrée Jeglertz på tribunen (anden gang han var på Capelli Sport Stadion sammen med HB Køges tidligere målmandstræner Heidi Johansen), løftede hjemmeholdet spillet i anden halvleg og fik den ventede pligtsejr.
Derfor nyder vi at se på tabellen med HB Køge som nummer ét og en kamp færre end konkurrenterne i toppen, FC Nordsjælland og overraskelsen Kolding. Lars Olsen, trænerassistent i Brøndby, har i øvrigt også været i Køge for at ’spionere’.
Både 4. november og 15. november møder HB Køge Lars Olsens hold, som kan blive skubbet langt væk fra topstriden, hvis Kim Daugaards tropper er helt på toppen og vinder begge kampe.
KAMPE MOD NÆSTVED ER ALTSÅ NOGET SÆRLIGT
Den næste kamp er altid den vigtigste, ved vi, men vi glemmer afgjort ikke så let den seneste. Et drama med røde kort og masser af gule. Vi ser allerede med store forventninger frem til to kampe mere mellem HB Køge og Næstved i denne sæson i 1. division – selv om vi naturligvis har lov til at drømme om, at Nicklas Pedersens mænd kan snige sig ind i top-seks og spille der i anden halvdel af sæsonen.
Hvis det skulle ske, skal vi så ikke møde Næstved lige med det samme. Kampe mod dem er bare noget specielt, hvad jeg selv oplevede på banen nogle gange i de gode gamle amatør-dage. Jeg husker tydeligt en hjemmekamp i 1. division i 1972. Næstved var foran 3-0 ved pausen. I løbet af få minutter midt i anden halvleg udlignede vi til slutresultatet 3-3. Keld Pedersen scorede to gange, Frank Hansen én.
7.100 tilskuere fik super god underholdning og var begejstrede. Det var i de gode, glade amatør-dage, hvor folk skulle ud på stadion for at se kampene i den bedste række. I dag kan man jo sidde hjemme i tv-sofaen og vælge og vrage mellem de bedste kampe fra NordicBet Ligaen, Superligaen og fra de største ligaer i Europa på hverdagsaftener hver uge og i weekenden.
Det er god underholdning. I sofaen er man bare ikke tæt på, men langt fra at kunne mærke, fornemme og rigtig opleve den slags begejstring, store følelser og stolthed hos vinderne, smittende glæde og vild jubel, som der var på Capelli Sport Stadion i søndags.