UGENS OLSEN: FARVEL TIL ENDNU EN HB KØGE-SÆSON TIL HISTORIEBØGERNE
”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.
HB Køges mestre i Gjensidige Kvindeligaen, hvor Søren Randa-Boldts hold siden første runde og hele vejen gennem turneringen har været dominerende og overlegen som nummer ét, har fået god tid til at nyde succesen de seneste uger. Spillerne, trænerne og staben omkring holdet oplever en langstrakt jubelperiode og fejring af mesterskab nummer to i HB Køges historie, efter at Fortuna Hjørring ikke mere var en ’teoretisk’ trussel mod førerholdet i tabellen. Og de har virkelig fortjent det oven på den magtdemonstration, der er leveret.
Målfesten i søndags, da 0-2 blev vendt til en flot 5-2-sejr over FC Thy/Thisted Q, var en opvisning i, hvordan sammenholdet og vindermentaliteten hos spillerne fungerer og kvæler modstanderne. Og nu ser vi med store forventninger frem til en underholdende og interessant sidste kamp i sæsonen, når pokal- og sølvvinderne fra Hjørring kommer til Køge på endnu en festdag med masser af fodboldglade mennesker på tilskuerpladserne og forhåbentligt dejligt pinsevejr.
Ude omkring er der måske nok folk, som ikke bryder sig alt for meget om, at HB Køge-holdet med dygtige amerikanske spillere lynhurtigt er blevet en stormagt i Gjensidige Kvindeligaen. Måske synes nogen, at det kan blive lidt kedeligt, når den samme klub sikrer sig mesterskabet år efter år. Men her skal vi da lige minde om, at HEI (Hjortshøj-Egå Idrætsforening) engang vandt guld seks sæsoner på stribe. Og Brøndby har præsteret det samme.
Brøndby er rekordmester hos kvinderne med 12 titler, Fortuna Hjørring har fået guld 11 gange, HEI 10. I næste sæson er HB Køge favorit til at vinde ligaen igen. Det siger sig selv, når HB Køge med høje ambitioner og visioner satser stort på kvindefodbolden, som er blevet en kæmpesucces. Og det kan moderklubberne Herfølge og Køge være glade for og stolte over.
LANDSTRÆNEREN HAR BRUG FOR HB KØGE-SPILLERE
Tilskuerrekorden til en kamp i kvindeligaen kan blive slået lørdag eftermiddag, når HB Køge-holdet og tilskuerne spiller sammen for sidste gang i denne sæson. Opbakningen til mesterholdet er stadigt stigende. Det er noget, som inspirerer og glæder spillerne, hvad de med anfører Kyra Carusa i spidsen ofte giver begejstret udtryk for.
På grund af en mindre overbelastningsskade er det usikkert om Carusa, vel ligaens allerbedste spiller, kan spille med mod Fortuna Hjørring. Det vil naturligvis være ærgerligt for hende selv og holdet. Men Søren Randa-Boldt har en bred og stærk trup, som jo bl.a. tæller to, der netop er udtaget til A-landsholdstruppen.
Emma Færge og den unge Alberte Andersen, der mod FC Thy/Thisted Q fik 90 minutters spilletid i målet som debutant i ligaen på en dag, da den dygtige førstemålmand Kaylan Marckese skulle nøjes med at følge kampen ude fra bænken. Emma og Alberte skal med til en træningslejr og testkamp i Østrig, hvor landstræner Lars Søndergaard skal vurdere, om de kan komme ind i EM-truppen til sommerens slutrunde i England.
HB KØGE-SPILLERNE GIVER DEN GAS TIL TRÆNING OG I KAMPENE
Og det kan da være, at Søndergaard stadig overvejer, om Cecilie Fløe er en angribertype, der kan gøre gavn i landsholdstruppen, hvor hun har været med et par gange. Landstræneren offentliggør navnene på EM-spillerne 16. juni. Otte dage senere kommer Brasilien til en stor kamp mod Danmark i Parken, hvor der vil være mindst 20.000 på tribunerne.
’HB Køge har nogle rigtig dygtige udenlandske spillere, og det er til inspiration for danskerne. Amerikanerne har en stærk mentalitet, der smitter af på de danske spillere, og der er stor konkurrence om pladserne på HB Køge-holdet. Alle giver den gas til træning og i kampene, og det har været med til at gøre HB Køge til et suverænt mesterhold i denne sæson’, vurderer landstræneren.
Alberte Andersen kan i øvrigt i landsholdslejren komme til at nyde godt af at træne under og få gode råd fra Heidi Johansen, der nu er fortid som målmandstræner i HB Køge. Heidi Johansen er deltidsansat hos DBU og har længe været i landstrænerens stab.
Med erfaringen fra 80 A-landskampe og 30 på forskellige unge-landshold har Heidi Johansen en spillerbaggrund, der imponerer. Hun nåede at spille for Danmark i tre EM- og VM-slutrunder.
EUROPÆISKE AFTENER ER NOGET STORT OG SÆRLIGT
Landskampe og europæiske klub-kampe, allerhelst selvfølgelig i Champions League, er højdepunkter for de dygtigste spillere. Europæiske aftener er noget stort og særligt, hvad vi oplevede i efteråret på Capelli Sport Stadion. CL-drømmen bliver til virkelighed for de færreste, men HB Køges mesterhold er tæt på at komme ind i det fineste selskab i gruppespillet igen. Adgangsbilletten skal sikres i to kvalifikationskampe, ude og hjemme, mod en modstander, der ikke er udpeget endnu.
Det er hårdt at spille europæisk ved siden af den hjemlige liga, men vi så, at HB Køge-spillerne ikke blev slået ud af kurs på vejen mod mesterskabet, selv det endte med seks nederlag i seks CL-kampe mod stærke modstandere. I den kommende Champions League-sæson bliver det i øvrigt næsten juleaften, før spillerne kan holde kamppause. De sidste kampe spilles 21.-22.- december.
HB KØGE HAR MANGE FLITTIGE MÅLSCORERE
Her ved afslutningen af forårssæsonen kan vi også nyde at studere nogle statistikker fra mændenes 1. division og Gjensidige Kvindeligaen. Effiong Nsungusi nettede en enkelt gang og kom op på fem scoringer som den eneste i nedrykningsspillet i den næstbedste række.
I kvindeligaen indtager HB Køge-spillere inden sidste runde fem af de seks øverste placeringer som målscorere i kvindeligaen. Cecilie Fløe har nettet syv gange, Kyra Carusa og FC Thys Rikke Dybdahl hver fem, Cornelia Kramer og Maddie Pokorny hver fire og Nicole Kozlova tre.
Daniel Agger og hans spillere i 1. divisionstruppen har nu tre ugers ferie, inden de samles igen 20. juni og lader op til sæson to med den tidligere Brøndby-, Liverpool- og landsholdsspiller som cheftræner og landsholdskollegaen Lars Jacobsen som First Team Coach. Målsætningen efter sommerpausen vil naturligvis igen være, at HB Køge i grundspillet skal kvalificere sig til top-seks-oprykningsspillet.
Den placering skal skaffes i en række, hvor der vil være syv øst-hold og fem jyske: Nedrykkerne Vejle og SønderjyskE, Hvidovre, FC Helsingør, Fredericia, Nykøbing FC, HB Køge, Hobro, Vendsyssel FF, Fremad Amager og oprykkerne Næstved og (formentlig) Hillerød.
Lørdag eftermiddag siger vi farvel til 2021-22-sæsonen og den slidte kunstgræsbane på Capelli Sport Stadion, der skal skiftes ud. En gylden sæson, hvor kvindeholdet igen har haft en stærk hovedrolle. Tak for underholdningen, sejrene og den måde, som spillerne på positiv vis har optrådt på, udstrålet spilleglæde og stærk holdånd og dermed lavet fornem reklame for HB Køge.