Ugens Olsen: For HB Køge er hjemme godt, men ude bedst

Skulle man være lidt spydig og drillende, kunne man godt mene, at det er ærgerligt, at HB Køge får en ekstra hjemmekamp foræret her i de sidste runder i 1. Divisions grundspil. Det er mod Hvidovre, som ikke må benytte egen skrøbelige bane i københavnerforstaden før senere på foråret og derfor har fået lov til at flytte tre hjemmekampe til Capelli Sport Stadion. Men det er vel ikke umiddelbart vurderet nogen fordel for Auri Skarbalius-mandskabet – når man ser på statistikkerne.

Med et magert pointudbytte på egen bane hidtil i sæsonen må Hvidovre-spillerne og træner Per Frandsen (tidligere HB Køge) derimod være lykkelige for at få nogle ekstra udekampe som hjemmehold, hvis man kan sige det sådan. Hvidovre har spillet sig til 16 point på fremmed græs og blot fået sølle tre på Hvidovre Stadion. HB Køge har det på samme måde. Flest point indsamlet i udekampene, 14 i alt, og kun to sejre og otte point hjemme.

Set i det billede er HB Køge meget klar favorit fredag aften. Det kan godt være, at spillerne ikke sidder og synger i bussen på udturen og synes, at det er hylende morsomt med en lang rejse til en sen udekamp på en mørk februar-aften i Skive – og hjemkomst midt om natten. Men det jyske bundhold har slet ikke vundet endnu på egen bane i denne sæson, hvor målscoren er 6-19. Skibonitterne suser fra sidstepladsen direkte ned mod 2. Division. Så den kamp skal HB Køge vinde.

Jo, vi ved godt, at bolden er rund, alt kan ske i fodbold, alle modstandere er svære, og ingen kampe er nemme, som spillere og trænere ofte belærer os om.

VIND ELLER FORSVIND FRA TOP-6
Men når man vil i top-6 i 1. Division, skal den kamp mod et bundhold, som lige har tabt 4-0 og må have en flosset selvtillid, give tre HB Køge-point. Alt andet vil være en skuffelse. Punktum.

HB Køge møder de fire hold (Skive, Vendsyssel, Kolding og Hvidovre) der ligger nederst i tabellen, samt Silkeborg i de fem sidste runder, før de seks øverste i tabellen spiller videre i oprykningsspillet med 10 kampe. Og de seks nederste i grundspil-tabellen skal fighte for at undgå at blive sidst eller næstsidst og rykke ud af den næstbedste fodboldrække. Silkeborg er oprykningskandidat og klart den af de fem modstandere, man skal have mest respekt for.

Opgøret i lørdags mod Hobro var HB Køges nummer 32 på Capelli Sport Stadion, hvor borgmester Marie Stærke holdt indvielsestale 3. marts 2019. Per Rud talte den dag tilskuertallet op til 3.419, stemningen var fin og optimistisk i det kølige vejr, og det lignede en hjemmesejr indtil slutfasen, da FC Fredericia fik lov at udligne til resultatet 3-3.

Hjemmekampene i 1. Division på kunstgræsset på det nye stadion har i alt resulteret i 10 sejre, 10 gange uafgjort og 12 nederlag.

HB KØGE SCORER FOR LIDT I KØGE IDRÆTSPARK
Lige nu er det selvfølgelig et tema, der fylder en hel del hos trænerne og spillerne, at HB Køge på hjemmebane kun har scoret fem gange i denne sæson, hvor vi i efteråret oplevede en stime på syv turneringskampe i træk med nul HB Køge-scoringer?

Førsteangriberen Martin Koch Helsted (der pt. har problemer med lysken) ved godt, at han næppe når op på 17 sæson-scoringer, som han på imponerende vis har præsteret tre sæsoner på stribe. Lige nu er han noteret for tre mål i denne sæson. Han har fået flere pligter bagude under Auri. Den forreste angriber er den første forsvarer, når modstanderne har bolden, og Koch har defensive opgaver at løse.

Bl.a. er han ved modstander-hjørnespark med nede i eget overbefolkede felt, hvor alle mand er positioneret og tilfældige chancer nemt kan opstå. Hvorfor HB Køge ikke sender to hurtige folk frem ved midterlinjen, så modstanderne tvinges til at holde to eller tre forsvarere tilbage dér, kan godt undre. Når det ikke sker, er mulighederne for hurtige kontrastød jo minimeret.

’Jeg løber mere for holdet end tidligere. Jeg er nummer to i statistikken, der viser, hvem der løber længst i kampene, fordi jeg hjælper til tilbage i banen. Jeg gør det gerne, men måske koster det ekstra kræfter. Og det betyder, at jeg ofte har langt op til positionen som angriberen helt i front, når vi har erobret bolden’, funderer Martin Koch Helsted.

Når han har scoret færre gange end i de foregående sæsoner, kan det jo sagtens hænge sammen med, at modstanderne har fået ekstra respekt for ham. De ved, hvem han er og kan.

’Jeg lavede mange mål på græsbanen på Herfølge Stadion, men jeg vil sige, at jeg er meget glad for kunstgræsset i Køge – og de nye, moderne faciliteter og forhold på stadion. Det er positivt, hvad der er sket. Det oser af ny energi og optimisme. Det er jo bl.a. rigtig godt, at vi under alle vejrforhold kan træne på en fin bane, og vi har helt vænnet os til kunstgræs’.

Så Auri Skarbalius-tropperne har det fint med, at stort set alle af de kommende kampe afvikles på kunstgræs. Men i Skive spilles fortsat på ægte græs.

TOPSCORER: VI MANGLER NOGET STABILITET
Martin Koch Helsted fortæller, at det faktisk gik ganske hurtigt med at indstille sig på, at der ikke måtte være tilskuere til kampene. Han føler ikke, at det har indflydelse på præstationerne. ’I de første kampe med tomme tilskuerpladser havde man selvfølgelig en underlig fornemmelse, når man rendte rundt på banen’.

’Og vi må være ærlige og erkende, at vi ikke har fundet rytmen i mange hjemmekampe. Derfor er Capelli Sport Stadion ikke endnu det fort, vi ønsker, hvor modstanderne skal komme og være ved at skide i bukserne af skræk, når de løber på banen’.

‘Vi kan slå alle hold i 1. Division, men vi mangler noget stabilitet’, konstaterer Martin Koch. ‘Vi har det nok bedst som underdog i kampene. Jeg tror imidlertid på, at vi på sigt med de nye folk, vi har fået ind på holdet, kan have gode chancer for at få superliga-drømmen til at blive til virkelighed’.

At resultaterne er vigtigst i topfodbold, og at man gerne må vinde grimt, kan Martin Koch godt skrive under på. Selvfølgelig vil alle hold så vidt muligt også levere god og seværdig fodbold og underholdning for dem, der ser på. Men fodbold er altså ikke en skønhedskonkurrence, hvor der gives point for den kunstneriske udførelse ligesom ved f.eks. gymnastik-konkurrencer, danseopvisninger eller skøjteløb.

Jeg var og er stadig, vel ligesom Martin Koch Helsted, meget enig med en af mine store helte Richard Møller Nielsen, som i modsætning til mange af romantikerne havde den holdning, at det ikke bare gælder om at se godt ud i fodbold. Og den resultatorienterede fynbo sagde, at han jo så godt kunne lide, at der var lidt sølvtøj med på holdbilledet efter den sidste kamp i en stor turnering. Som dengang i 1992 i Sverige, da Danmark sensationelt blev Europamester.

Richard Møller gik altså mest op i fodboldlovens paragraf 10, ’kampens afgørelse’, hvor der står: ’Det hold, der har scoret flest mål hos modstanderne, har vundet kampen’.

Martin Koch var ikke med i forårspremieren mod Hobro på grund af lyskeproblemer. Hjemmeholdet, der leverede en energisk og disciplineret indsats, var bedst i anden halvleg. Vi så, at målscorer Lasse Petry og Mike Jensen kan gøre stor gavn på midtbanen, og når de på skift laver dybdeløb og kommer ind i feltet. Effiong Nsungusis kæmpechance kunne have ført til et sent sejrsmål, men 1-1 var et fair resultat.

HB KØGE PÅ HJEMMEBANE SOM UDEHOLD
For resten hører det med til historien om HB Køge og Hvidovre og den pauvre hjemmebane-statistik, at scoringer af Jakob Johansson og Nicholas Marfelt sikrede en 2-1-sejr over netop Hvidovre i sæsonpremieren i september for øjnene af 500 tilskuere. Hvis HB Køge slår dem igen på Capelli Sport Stadion, tæller det så i øvrigt med i hjemmebane-statistikken, når det egentlig er en HB Køge-udekamp?

Godt spørgsmål, som man siger, når det er svært at komme med et svar. Men det er jo også totalt ligegyldigt. Tre point er tre point i tabellen, der som bekendt aldrig lyver i fodbold.

Søren Olsen, den 17. februar 2021

”Ugens Olsen” er en ny klumme, der er forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme er Søren Olsens egen holdning og uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt, men ind i mellem også kontant.