shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Ugens Olsen: “HB Køge-hold kan få Brøndby ned på jorden efter guldfesten”

Nedtællingen til DM-finalen i Gjensidige Kvindeligaen, hvor HB Køge og Brøndby mødes lørdag 5. juni på Capelli Sport Stadion er i gang. Men den kan jo blive afbrudt allerede om få dage. Hvis Brøndby i næstsidste runde taber eller spiller uafgjort i mødet med bundholdet FC Thy-Thisted Q, og HB Køges tophold samtidig vinder over FC Nordsjælland på Right to Dream Park i Farum, er mesterskabet i hus. ’Finalen’ bliver så lavet om til en opvisningskamp, inden DM-trofæet skal overrækkes, og spillerne hyldes og pyntes med flotte guldmedaljer om halsen.

Men, godt nok formåede Thisted-holdet overraskende at besejre Brøndby i årets pokalfinale, og alt kan som bekendt ske i fodbold. Det allermest sandsynlige er imidlertid, at holdet på Vestegnen sikrer sig tre point og holder fast i håbet om at kunne overhale Peer Lisdorfs tropper i slutspurten. Og HB Køges succestræner siger, at HB Køge-spillerne skal gå stenhårdt efter at vinde i Farum og ikke løbe og tænke og håbe på, at Brøndby, som nu har en marginal bedre målscore end HB Køge, måske dummer sig på egen bane.

Det hører med til historien, at Brøndby med 27 point har en marginal bedre målscore end HB Køge med 29 i mesterskabsspillet. Hvis de to hold har lige mange point før sidste kamp, er det altså Brøndby, som kan nøjes med uafgjort 5. juni.

DET STØRSTE PRES LIGGER PÅ BRØNDBY

Vi kan lave mange spekulationer om, hvad der vil ske, om hvilket hold, der er under størst pres og flest nerver på, når vi nu er så tæt ved målstregen. Om hvem, der har mest brug for en titel, og hvem som vil være tilfreds med at få sølv?

Svaret på det sidste: Hvis træner Per Nielsens Brøndby-hold ikke bliver mester, vil det være en grim, smertende nedtur. Brøndby har vundet mesterskabet 12 gange og pokalturneringen 11 gange. Men der er altså risiko for, at Brøndby for anden sæson i træk ikke erobrer en titel.

’Brøndby har i årevis kæmpet med Fortuna Hjørring om at vinde guldet og pokalfinalen. De har altså prøvet at spille afgørende, betydende kampe mange gange. Dér har de vel en fordel, når de møder os. Jeg er overbevist om, at de slår FC Thy med tre-fire mål og styrker selvtilliden’, siger Peer Lisdorf.

GULD ER SUPER, SØLV INGEN SKUFFELSE

Men Brøndby-spillerne møder et HB Køge-hold med indbygget optimisme, spilleglæde og lyst til at angribe. Og i det indbyrdes opgør vil der være en spændende topscorerduel mellem Kyra Carusa, 17 mål, og gæsternes Nanna Christiansen, 14 mål.

Guld eller sølv til HB Køge? Sølv vil ikke være nogen skuffelse. Bestemt nej. Der er booket adgang til Champions League-deltagelse i næste sæson, hvad der har været et stort sportsligt mål. Og en andenplads er fornem og overraskende i holdets første sæson i den bedste række.

Nogle gange ser vi triste spillere og trænere, ledere og fans i topfodbold, når det ’kun’ bliver til sølv. FC Midtjylland i mandags i Herning. De lignede alle sammen tabere, mens de jublede, festede og var superstolte i Brøndby, som endelig, efter 16 års venten, igen blev dansk mester.

Interessant i øvrigt at notere, at da Brøndby vandt guld i 2005, var der spillere med Køge/Herfølge-forbindelse i truppen. Kim Daugaard, målmanden Casper Ankergren, Martin Retov, Auri Skarbalius, Daniel Agger og trænerassistenten John ’Faxe’ Jensen.

Martin Retov er en dygtig assistent for cheftræner Niels Frederiksen i Brøndby-teamet, hvor Anders Storskov fra Herfølge netop er blevet fastansat som fysisk træner. Storskov har været tilknyttet Brøndby-truppen på konsulentbasis i en del af forårssæsonen og har nu været med til at vinde guld 13 gange. De 12 første med FC København, som han forlod sidste år.

GULD OG SØLV TIL KØGE OG HERFØLGE

Det er som nævnt også stort at vinde sølv. Men det har, hvad man måske kan undre sig lidt over, aldrig været et tema og noget, man snakkede om og huskede på, at Køge Boldklub faktisk blev nummer to i 1. division i 1952. En turnering med kun 10 hold og 18 kampe. AB blev mester med 26 point, Køge blev toer med 18 point.

Da Køge blev dansk mester i 1954 som den første provinsklub, var der mange fra 1952-holdet i truppen. 15 spillere fik guldemblemet. Målmanden Henning Elting, Børge Bastholm Larsen, Erik Hansen, Alf Nielsen, Povl ’Tiller’ Sørensen, Gunnar Hansen, Rudi Kannegaard, John Kramer, Knud Petersen, Verner Thomsen, Hilmar Staalgaard, Leif Petersen, Poul Erik Petersen, Helge Davidsen og Knud Jørgensen.

Det må være nogle år senere, at DBU begyndte at hædre spillerne på de tre bedste hold med medaljer (og ikke emblemer) ved sæsonafslutningen. Før i tiden var det ikke alle spillere i en trup, der fik hængt noget om halsen, selv om de havde været med til at blive mestre. Fodboldunionen havde i 1975 beskedne 12 guldmedaljer med på finaledagen til Køge, hvor træner Edwin Hansens mandskab slog B 1909 5-0 i den sidste kamp. I alt 19 spillere fik kamptid i sæsonen:

Henning Larsen, Svend Poulsen, Charlie Petersen, Ivan Jensen, Michael Haagensen, Peter Poulsen, Arne Rastad, Jan Sørensen, Søren Olsen, Lasse Henriksen, Tage Sørensen, Claus Larsen, Peer Holde, John ’Milo’ Christiansen, Jesper Rasmussen, Peter Rasmussen, John Fagerholt, Flemming Petersen og Torben Bastholm.

Offensivspilleren Claus Larsen skiftede til Sparta i Holland i sommerpausen og måtte ikke få en medalje, selv om han egentlig var berettiget til det i forhold til det antal kampe, han havde spillet i guldsæsonen. Dengang holdt DBU meget strengt på, at en professionel sportsudøver ikke kunne få en amatørmedalje.

MASSER AF MEDALJER FRA DBU OG DIF

Fra Danmarks Idrætsforbund var der et lignende antal mindre mesterskabs-medaljer til fordeling blandt Køge-spillerne. Den tradition bliver der holdt fast ved, som man kunne se det på Brøndby Stadion forleden, hvor mange af de nye mestre modtog to medaljer.

Nu om dage kan klubberne i top-3 faktisk selv bestemme, hvor mange medaljer i henholdsvis guld, sølv eller bronze, man ønsker sig ved en sæsonafslutning. Men alt over det obligatoriske tal på 22 DBU-medaljer, skal klubberne selv betale for, forstår man.

26 spillere var med til at gøre Herfølge til dansk mester i sæsonen 1999-2000: Jesper Falck, Kenneth Jensen, Jákup Mikkelsen, Steven Lustü, Tommy Schram, Jens Madsen, Kenneth Kastrup, Lars Jakobsen, Jesper Heyde, Dan Lübbers, Henrik Lykke.

Jesper Jacobsen, Thomas Høyer, Michael Thomsen, Thomas Knudsen, John ’Faxe’ Jensen, Gert Nodin, Bo Henriksen, Torben Christiansen, Chris Hermansen, Jeppe Vestergaard, Iørn Uldbjerg, Claus Udengaard, Thomas Abel, Morten Avnskjold, Henrik Nørregaard.

ET FORÅR I 1. DIVISION, VI KAN GLEMME

Det bliver ikke lige med det samme, at HB Køge kommer til at spille med om medaljer i Superligaen. To gange har HB Køge været i den øverste række og blev losset ud igen med det samme efter en enkelt sæson i det fine selskab. Egentlig er det pænt og nydeligt, at Auri Skarbalius-holdet slutter på en 6. plads i 1. division. Gennem årene, efter at Herfølge og Køge blev til HB Køge, er det i de fleste sæsoner blevet til placeringer i midten af tabellen den næstbedste række.

Men den måde, holdet præsterede på i oprykningsspillet var under al kritik. Det kan godt være, at Viborg fik et par ’billige’ straffespark i 4-0-kampe i det jyske, hvor Oskar Snorre var stærk i målet i første halvleg. Men der var i lange perioder klasseforskel i et opgør med et HB Køge-hold med famlende forsvarsspil og en ineffektiv offensiv.

Målsætningen om at komme i øverste halvdel, da holdene blev delt efter 22 runder, blev indfriet, men det er pinligt og dårligt at melde sig ud af turneringen så at sige og kun få 1 point i 10 kampe og tabe 9 i træk.

Ikke nogen god afslutning på trænertiden i HB Køge for den energiske og sympatiske Auri Skarbalius, som nu får en fin, ny titel, udvidet ansvarsområde og en international bane at spille på efter denne sæson, som klubben har formuleret det.

Auri skal være teknisk direktør for Capelli Sport football. Han skal arbejde på tværs af klubber og sætte retningen for alle klubber, der er en del af netværket under Capelli Sport. Men i HB Køge bliver det selvfølgelig den nye trænerduo, chefen Daniel Agger og Lars Jacobsen, som skal udstikke kursen for 1. divisionsholdet efter sommerpausen.

I Viborg onsdag aften så vi, at det var den myreflittige HB Køge-direktør Per Rud, der som medlem af Divisionsforeningens bestyrelse overrakte vinderpokalen for 1. division til hjemmeholdets anfører. Man kan drømme om, at Per Rud, Agger og Jacobsen, som mange har store forventninger til, og HB Køge i en af de nærmeste sæsoner skal modtage samme pokal.