Ugens Olsen: HB Køge ligner – og er et mesterhold

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.

’De ligner ikke et mesterhold’. En lidt ældre, ’sur’ mand på solskinstribunen på Capelli Sport Stadion var ikke tilfreds med spillerne og spillet efter de første 45 minutter, da HB Køge mødte bundholdet FC Thy-Thisted i fjerdesidste runde i Gjensidige Kvindeligaen. Mange var vist enige. Men det endte jo heldigvis godt med en 2-0-hjemmesejr, og Søren Randa-Boldts tropper bestemmer stadig selv, om de skal vinde guld igen.

Cheftræneren reagerede resolut i pausen. Andrea Norheim og Matilde Lundorf kom ind i midterforsvaret. Og en veloplagt Cornelia Kramer afløste Maddie Pokorny, styrkede offensiven og fik med en energisk indsats i en nærkamp skabt den chance, der førte til, at hun selv kunne lave det vigtige 1-0-mål. Det afgjorde i realiteten kampen.

Godt trænerarbejde, må man sige. Det er altså uhyre sjældent, at de to midtstoppere på et hold bliver hevet ud efter 45 minutter. Men det var nødvendigt for at skabe mere ro, mere sikkerhed bagude, og mere præcision og power i spillet frem ad banen.

Og det var fint for altid flittige Cecilie Fløe, at hun fik mulighed for at bugsere bolden over stregen til slutresultatet på Cornelia Kramers forarbejde. Nu deler Fløe med 12 scoringer førstepladsen med Fortuna Hjørrings Rikke Dybdahl, og de er fire foran FC-Thys Malene Sørensen og Brøndbys Natalia Wróbel i konkurrencen om at blive sæsonens topscorer.

Det er klasse af en spiller, der aldrig giver op, altid fighter for holdet og altid rejser sig igen og spiller videre, selv når hun er blevet nedlagt med brutale midler.

Det bliver en enormt spændende afslutning på sæsonen, hvor HB Køge mangler at spille – og vinde – hjemme lørdag mod Kolding IF. Derefter ude mod Fortuna Hjørring – en nøglekamp i topstriden – og til sidst hjemme mod Brøndby lørdag 10. juni, måske med et par tusinde tilskuere omkring banen. Brøndby møder FC Thy-Thisted på udebane lørdag og får besøg af Kolding IF i næstsidste runde.

Det er Brøndby, der har fået flest point i slutspillets første syv runder. 18. Fortuna Hjørring har spillet sig til 16, HB Køge har ’kun’ høstet 14 point efter vinterpausen. Men tabellen lyver jo aldrig – og det er altid bedst at ligge nummer ét.

HVAD KAN VI FORVENTE I NÆSTE SÆSON?

Hos mændene kan Daniel Agger og hans spillere ånde lettet op. Sammen med alle i HB Køge, og de, der følger klubben. Fremad Amagers 0-0-møde med FC Fredericia to dage efter HB Køge-nederlaget i Hillerød betød jo, at vi blev helt sikre på at have reddet livet i den næstbedste række. Og nu ved vi også, at Fremad Amager på grund af økonomiske problemer er dømt ude inden de to sidste runder. Pinligt, må man mene.

Med nedrykningstruslen sparket væk handler de sidste kampe for HB Køge om med to sejre at række ud efter syvendepladsen, hvor holdet sluttede i Aggers første sæson som cheftræner. Det bliver ikke nemt.

Den super flittige direktør Per Rud knokler nu for at forstærke truppen bedst muligt. Chancerne for succes afhænger selvfølgelig i høj grad af, hvilke nye kvalitetsspillere holdet tilføres. Og de er næppe billige i drift.

Men det er altså sådan, at pengene bestemmer meget – for meget vil nogen sige – i topfodbold nu om dage. Vi kan lide det eller ej, det er bare en kendsgerning.

HELLERE VINDE KAMPENE END BARE SE GODT UD

En indrømmelse: Den lidt gamle, ’sure’ mand, der er omtalt i indledningen, er faktisk mig. Jeg er ellers ikke en ’fodbold-romantiker’, som først og fremmest ser på spillets kvalitet og underholdningsværdien, elsker flot fodbold og måske ikke går vildt meget op i resultaterne.

Jeg forstod helt Richard Møller Nielsen, når han sagde, at han hellere ville vinde kampene med sit hold end bare se godt ud. Og EM-triumfatoren fra 1992-slutrunden i Sverige var rigtig glad, når der var lidt ’sølvtøj’ (et vindertrofæ) på holdbilledet efter den sidste kamp i en turnering, som han sagde.

Jeg var enig med den tidligere FCK-træner, svenskeren Hans Backe, når han på spørgsmålet om, hvad flot fodbold er, svarede, at for ham var det at vinde kampene. Og jeg var en stor beundrer af den tyske toptræner Otto Rehhagel, som forklarede os, når han havde hørt mange, ’dygtige’ folk snakke og gøre sig kloge på fodbold, at der kun er en sandhed: Bolden skal i mål.

Da Rehhagel som græsk landstræner havde ført Grækenland helt til tops i EM-slutrunden i Portugal i 2004, var der folk, bl.a. det hollandske ikon Johan Cruyff, som beklagede sig over, at grækerne ikke havde spillet pænt nok og haft den rigtige (efter hans mening) attitude i tilgangen til kampene. Nogenlunde den samme kritik måtte Richard Møller Nielsen, som nogen sikkert husker, lægge ører til, efter den formidable triumf i Sverige. Det var mærkeligt.

TABELLEN LYVER ALDRIG, HB KØGE VINDER   

For mig er der ikke noget bedre end at vinde kampene. Der gives jo ikke point alene for spillets kvalitet og underholdningsværdi. Jo, det er da forståeligt, at trænerne også efter uafgjorte eller tabte kampe kan finde positive og gode ting ved præstationen og bruge det fremadrettet. Men det primære i fodbold drejer sig om, hvad der står på måltavlen, når dommeren fløjter for sidste gang.

Der er altså ikke noget bedre end at erobre mesterskaber og få lov til at løfte vindertrofæet efter den sidste kamp. Det ved man, når man har prøvet det. HB Køges kvindehold må gerne, for min skyld, spille grimt (men hvorfor skulle de gøre det?) i de sidste kampe, hvis de på den måde får de afgørende point til at blive dansk mester for tredje gang.

Og når vi ser på tabellen lige nu, ligner HB Køge bestemt et mesterhold. Det er et mesterhold, vi har. Ja, HB Køge har vundet mesterskabet i de sæsoner, kvindeholdet har deltaget i den bedste række. I de allerfleste kampe har HB Køge, som jo aldrig har tabt en ligakamp på hjemmebane, spillet som et mesterhold og bliver – forhåbentlig – ved med at gøre det.