shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Ugens Olsen – HB Køge-træner: Barcelona har 25 spillere i verdensklasse

Det er ligesom ’vedtaget’, at de fleste danske klubhold, der har skaffet sig adgang til gruppespil i de europæiske turneringer, nok kommer til at miste nogle point i den hjemlige liga i et efterår med ekstra mange kampe på programmet. Men det behøver ikke at blive tilfældet for HB Køges mesterhold i kvindeligaen, der som debutant i Champions League blev slået 5-0 af tyske Hoffenheim i sidste uge og nu, torsdag aften, møder FC Barcelona med måske et par tusinde på tilskuerpladserne.

Interessen for den første hjemmekamp i den bedste klubturnering af alle, har været meget stor. FC Barcelona er jo en af de største, mest beundrede klubber i Europa med masser af fans overalt, også når det handler om kvindefodbold. HB Køge-cheftræner Søren Randa-Boldt fortæller, at har en god ven i Haderslev, som er tidligere superliga-spiller og glødende tilhænger af FC Barcelona. Thomas Dabelsteen hedder vennen, der tager to børn med i bilen fra det sønderjyske til Køge og tilbage sent om aftenen, når de har set Barcelona-holdet på Capelli Sport Stadion.

Trods stor opbakning fra hjemmepublikummet vil Søren Randa-Boldt og de danske og amerikanske spillere på holdet være udmærket klar over, at de kan løbe ind i seks nederlag i gruppen, hvor Arsenal er det fjerde hold. Men det må og skal ikke påvirke præstationerne og resultaterne i kampene i den hjemlige Gjensidige Kvindeliga.

Vi har lige oplevet, at det heller ikke har været tilfældet indtil videre. Og der er ikke større grund til at tro, at det vil ske fremadrettet. Man har jo set, at HB Køge-holdet på imponerende vis har demonstreret stærk mentalitet, professionalisme og vindervilje ved at besejre ligaens nummer to Fortuna Hjørring med 4-0 tre dage før udekampen mod Hoffenheim og så fire dage efter tage op og slå ligaens nummer tre (på det tidspunkt) FC Thy/Thisted sikkert med 3-1. Godt gået af de danske mestre.

ALLE POINT TÆLLER I LIGAEN

Det er i øvrigt ekstra vigtigt at høste så mange point som muligt i grundspillet. For det er sådan, at de seks bedste hold efter 14 runder får alle point, og målscoren, med over i mesterskabs-spillet med 10 kampe. Det var ikke tilfældet i sidste sæson, da DM-trofæet havnede i Køge. Og det er naturligvis også et element, som helst skal føre til, at HB Køge-spillerne leverer varen igen og får tre point på søndag mod Kolding Q.

HB Køge-holdet, med den sæsonmålsætning at vinde guld igen, vil forinden kunne mærke og nyde en særlig stemning og atmosfære på hjemmebane på en stor europæisk aften, når FC Barcelona kommer. Vi husker tydeligt, hvordan det var ’magisk’ – for at bruge et udtryk, som landstræner Hjulmand har anvendt flittigt på det seneste – da HB Køge med 2-0-sejren over Sparta Prag kvalificerede sig til gruppespillet.

Søren Randa-Boldt lægger ikke skjul på, at han er vildt begejstret for fansenes engagement, medleven og vigtige bidrag under kampene til at støtte, inspirere og bakke spillerne op. ’Jeg havde slet ikke forestillet, at det ville blive sådan, da jeg startede i HB Køge’, siger cheftræneren. ’Jeg har aldrig oplevet sådan et publikum før som træner. Det er fantastisk at være med til. Og pigerne på holdet skal roses for, at de altid gør deres bedste og spiller godt sammen med fansene’.

Selvfølgelig må Søren Randa-Boldt og assistenten Kim Daugaard overveje om og hvordan, de måske skal forstærke forsvaret, om der skal spilles mere forsigtigt og defensivt end sædvanligt mod de spanske storfavoritter. Men de amerikanske spillere har jo den indstilling, at de spiller for at opnå noget og ikke for at undgå noget. De vil gerne fremad og udfordre modstanderne.

KAN BARCELONA HOLDE MÅLFEST I KØGE?

Det store spørgsmål er, om HB Køge-holdet får lov at være i boldbesiddelse så meget, at der bliver muligheder for at jagte scoringer i stedet for at skulle have fuld koncentration på at forhindre, at Barcelona-spillerne kan holde målfest i Køge?

’Det kan godt være, at vi får en ny øretæve’, siger en ærlig cheftræner. ’Og jo, vi kan sagtens risikere at tabe alle seks kampe i gruppespillet’.

Hvis det sker, vil det ikke være en sensation. HB Køge er ny på den største europæiske scene og oppe mod modstandere med stor kvalitet og format. Men det vil i så fald være første gang, at et dansk klubhold ikke får point i et gruppespil i Champions League, når vi også tager de mandlige CL-deltagere med i det billede.

FC Nordsjælland blev superliga-mester i 2012 og fik i efteråret kun ét point i seks CL-kampe i gruppen med Chelsea, Juventus og ukrainerne fra Shakhtar Donetsk. Pointet kom i en uafgjort hjemmekamp, som blev spillet i Parken mod Juventus. Farum-holdet røg ud af turneringen med fuld musik og med en målscore, som hed 4-22. Det er indtil videre den dårligste præstation målt på resultaterne af et dansk hold i CL-gruppespillet.

Søren Randa-Boldt har studeret Barcelonas to seneste kampe og har set et spansk hold, der ikke har nogen svage punkter og kan slå alle modstandere, som han konstaterer. ’Jeg har fortalt mine spillere til sammenligning, at Hoffenheim, som slog os så sikkert, ikke råder over nogen verdensklassespillere. Barcelona har 25, vil jeg påstå. Deres trup er fyldt med spillere fra de øverste, øverste hylder’.

’De har syv, som starter inde, når Spanien spiller landskampe, de har landsholdsspillere fra Norge og Holland. I sidste uge fik Barcelona-spillerne Arsenal til at ligne et ordinært hold og vinde overlegent’, konstaterer Randa-Boldt.

AGGER HAR BRUGT 28 SPILLERE

Daniel Aggers 1. divisionstrup, der i perioden med de første 11 runder i grundspillet har været ramt af så mange skader hos en række forskellige spillere, at det halve burde have været nok, har på det seneste trænet på en anden kunstgræsbane end kampbanen på Køge Idrætspark. For at se om det er en vej til, at færre spillere skal holde pauser i dage- eller ugevis undervejs i turneringen.

28 spillere har været på banen på HB Køge-holdet i sæsonens første 11 kampe i landets næstbedste række. Det er uhørt mange. Så mange er der faktisk ikke i førsteholdstruppen, men flere ungdomsspillere har fået indhop og spilletid undervejs i efterårssæsonen. Målmanden Oskar Snorre har spillet alle 11 kampe. Det samme har den alsidige, dygtige Pierre Larsen, som kom fra Fremad Amager og har været en klar gevinst for HB Køge-holdet. Samt angriberen Marius Elvius, der ofte har startet på bænken.

Anfører Mike Jensen er startet inde i ni kampe og været ud med karantæne i to. Mathias Nielsen har kortvarigt været ude med en skade og mistet en enkelt kamp, men i alt spillet 10 på holdet, som på lørdag tager imod Nykøbing FC på Capelli Sport Stadion.

TILLYKKE TIL CECILIE OG GULDTRÆNER

I næste uge får HB Køge-kvinderne, de fleste af dem, et pusterum. Der er landskamppause i ligaen, som der lige har været hos mændene. HB Køges Cecilie Fløe Nielsen er for første gang udtaget til landsholdet. Hun er en af blot seks spillere fra den danske liga i landstræner Lars Søndergaards trup med 23.

Kathrine Svane, målmand fra AGF, Lene Christensen, målmand fra KoldingQ, Emma Snerle, Fortuna Hjørring, Kathrine Møller Kühl, FC Nordsjælland, og Nanna Christiansen, Brøndby er de fem øvrige.

HB Køge-angriberen og Mathilde Lundorf, der er ansat i italienske Juventus, er to mulige debutanter i VM-kvalifikations-kampene mod Bosnien-Hercegovina på hjemmebane og/eller Montenegro på udebane. På forhånd stort tillykke til Cecilie Fløe. Og også tillykke til Peer Lisdorf, træneren for HB Køge-holdet i mesterskabssæsonen, der efter julepausen starter som ny cheftræner FC Thy i Thisted.

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.