Ugens Olsen: HB Køge vinder for få kampe på hjemmebane

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.

Hillerøds træner Christian Lønstrup husker stadig alt for godt – og ville vel nok helst parkere ’oplevelsen’ i glemmebogen – hvordan hans NordicBet liga-hold startede sæsonen 2023-24 på hjemmebane en dejlig sommeraften i juli. 0-4 stod der på måltavlen, da mødet i den næstbedste række med HB Køge og Nicklas Pedersen som debuterende cheftræner på Right to Dream Park i Farum blev fløjtet af.

Erkan Semovski scorede til 1-0, Jubril Adedeji til 2-0, Semovski igen til 3-0 og Jubril til 4-0 til gæsterne fra HB Køge. Vi var mange HB Køge-fans på plads på stadion i Farum den aften, da Nicklas Pedersen fik en perfekt start og en overraskende, stor sejr med sit hold i den næstbedste række. Og holdet fik stor opbakning fra første minut.

’HB Køge-spillerne jublede, som havde de vundet Champions League’, husker Lønstrup. ’Og vi var dybt skuffede efter vores første hjemmekamp på udebane. Men faktisk er vi vant til at lægge dårligt ud i en ny turnering’, bemærker han. ’Vi tabte de første fem kampe, da vi startede i sæsonen forinden. I denne sæson var det ’kun’ de første fire’.

’Og jeg var, trods det store nederlag, ret sikker på, at vi i længden ville placere os højere end HB Køge i tabellen’ i grundspillet, siger Christian Lønstrup før HB Køge-Hillerød-mødet fredag aften på Capelli Sport Stadion.

 

HELLERE GOD KUNSTGRÆS-BANE END DÅRLIG GRÆSBANE

Han har fået ret. HB Køge er 10 point efter Hillerød inden årets første hjemmekamp og med blot to kampe i grundspillet tilbage. Og Hillerød-spillerne befinder sig udmærket på kunstgræs. Hillerøds egen bane er jo ikke god nok til divisionskampe, så Hillerød spiller hele denne sæson hos FC Nordsjælland i Farum.

’Hellere en god kunstgræsbane end en dårlig græsbane’, siger træneren, selv om det da selvfølgelig er et stort minus, at Hillerød-holdet må tage ud for at spille hjemmekampene.

’Der er sket meget siden sæsonstarten’, konstaterer Lønstrup. ’Og HB Køge er jo et af de hold, der har skiftet mest ud i truppen i forhold til sidste sæson. Mike Jensen er fortsat en vigtig og god spiller og en rigtig fin anfører. Jeg kan også se, at den nye venstre back Gabriël Culhaci kan forstærke holdet, og jeg synes godt om en spiller som Youssef Dhaflaoui’, siger Hillerød-træneren.

Han var på plads som observatør i Vanløse Idrætspark, da HB Køge blev slået 3-1 af B.93 i lørdags, bl.a. fordi Nicklas Pedersens mænd brændte gode chancer og lavede enormt store fejl i opdækning og forsvarspillet. Det førte til et dumt, selvforskyldt nederlag.

 

TRE HOLD SKAL SPILLE OM AT UNDGÅ NEDRYKNING

Og nu kan vi se, at B.93 er ved at rykke væk fra de tre hold, HB Køge, Næstved og Helsingør, som vil ligge nederst, når de seks hold øverst i tabellen spiller om topplaceringerne, og nedrykningsspillet med ligeledes seks hold starter om få uger.

’Selv om vi tabte 4-0 til HB Køge i første runde i juli i Farum og var længe om at vinde den første sejr, var jeg hele tiden ret sikker på, at vi nok skulle klare os’, forklarer Christian Lønstrup. ’Og man skal vel også lige huske på, at det havde stor indflydelse på resultatet i åbningskampen, at vores anfører Jonathan Witt blev vist ud efter syv minutter. Og så reagerede jeg selv forkert, må jeg indrømme, da jeg skiftede spillere ud og ind’.

’I det hele taget var det en dårlig oplevelse som hjemmehold på kunstgræs. Men nu er vi godt tilfredse. Og vi vil og skal revanchere os mod HB Køge fredag aften og få en god oplevelse’, siger træneren, som hentede den tidligere landsholdsspiller Frank Pingels søn Sebastian Pingel fra tyske Phönix Lübeck til Hillerød sidste sommer. 30-årige Sebastian er en frisk fyr, fyldt med selvtillid og målfarlig.

’Det bliver spændende og godt. Jeg er en ’pain in the ass’ oppe foran, og jeg ved, hvad jeg kan bidrage med og går altid forrest, når holdet har brug for det’, sagde Pingel til Hillerøds hjemmeside, da han skrev under på kontrakten. Han er med 10 mål nummer to på topscorerlisten i 1. division.

Han scorede én gang i Hillerøds 4-2-sejr over Helsingør i anden runde efter vinterpausen og udlignede i overtiden, da Hillerød-holdet spillede 4-4 på udebane mod Vendsyssel FF. Der er virkelig gang i målscoringen, når Hillerød spiller.

 

BORGMESTEREN MÅTTE NØJES MED UAFGJORT 

Når HB Køge spiller forårssæsonens første hjemmekamp, tager holdet samtidig fat på femte sæson på det ’gamle’ Køge Stadion. Statistik-eksperten Per Møller – fortjent hyldet, da han for ikke længe siden blev hædret som nyt æresmedlem i Køge Boldklub (til lykke med det) – bidrager med lidt historie.

Efter at have afviklet sine kampe de første 10 år af HB Køges levetid på Herfølge Stadion, stod det nyrenoverede stadion i Køge klar til den første kamp om point søndag 3. marts 2019.

Modstanderen var Fredericia, og flere end 3.000 tilskuere med borgmester Marie Stærke i spidsen så en underholdende 3-3-kamp. HB Køge førte 3-2 frem til 96. minut, hvor det lykkedes gæsterne at udligne efter et stort forsvarskoks.

Det første HB Køge-mål på Capelli Sport Stadion blev scoret efter 25 minutter og banket ind af HB Køges sydafrikaner Liam Jordan. Efter kampen mod FC Fredericia fulgte et 2-1-nederlag til Hvidovre og en 1-1-kamp mod Fremad Amager. I forårssæsonens fjerde hjemmekamp kom den første sejr. Viborg blev slået 1-0 på en scoring af Jakob Johansson.

 

PER MØLLER: DER ER PLADS TIL FORBEDRING

Når anfører Mike Jensen løber i spidsen ind til mødet med Hillerød, bliver det til HB Køges officielle turneringskamp nummer 87 på Capelli Sport Stadion. Foruden 81 kampe i den næstbedste række tæller statistikken også fem kampe i DBU’s pokalturnering. HB Køge har kun vundet en af dem.

De 86 hidtil spillede kampe på Capelli Sport Stadion har givet 28 sejre, 23 uafgjorte og 35 nederlag med en samlet score på 111-133.

’Der er plads til forbedring i den statistik’, mener Per Møller. Helt enig!

Capelli Sport