shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Ugens Olsen: HB Køges mesterhold kan skrive historie, igen

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant

Hvad er højest, Rundetårn eller et tordenskrald? Det er et umuligt spørgsmål, som ingen kan svare på, det siger sig selv. Umuligt er det vel ligeledes at skulle udpege den allerstørste, danske overraskelse i fodboldens verden – og få ret. Der er jo ingen facitliste, enhver kan mene, hvad man vil.

Men var det, set med lokale briller, størst, da Køge i 1954 som den første provinsklub vandt DM-guld i 1. division, der var meget domineret af de store københavner-klubber?  Var det, da Herfølge med John ’Faxe’ Jensen som spillende træner i 1999-2000-sæsonen overhalede alle favoritterne i Superligaen og blev dansk mester, hvad ingen – måske bortset fra John ’Faxe’ – havde troet på kunne lade sig gøre?

Eller var den største sensation ’miraklet i Sverige’. Triumfen, da Richard Møller Nielsens ferieindstillede tropper efter at være blevet indkaldt som reservehold erobrede hele Europa ved at besejre Tyskland i EM-finalen i 1992 med holdet, hvor eks-Køge-spilleren Lars Olsen var anfører og John ’Faxe’ ramte bolden lige bagi og scorede til 1-0?

Og så helt aktuelt: Hvor skal vi indrangere HB Køges mesterhold i kvindeligaen på listen over de mest iøjnefaldende overraskelser – hvis det lykkes at komme forbi mægtige Juventus og ind i gruppespillet i Champions League og få seks store kampe dér ligesom i sidste sæson? 

Afgørelsen kommer onsdag aften i det norditalienske, hvor hjemmeholdet må have stor respekt for HB Køge, der leverede en fornem præstation i 1-1-kampen på Capelli Sport Stadion. Før den blev fløjtet i gang, sagde mange, også HB Køge-træner Søren Randa-Boldt, at italienerne måtte være 90-10-favoritter. 

Lars Søndergaard så anderledes på tingene. ’HB Køge har noget, de kan true Juventus med. HB Køge er ikke uden chancer for at skabe et godt resultat’, sagde landstræneren for kvindelandsholdet. Han er en klog mand. 

Søndergaard tænkte nok bl.a. på Kyra Carusas lederegenskaber, overblik og vinderinstinkt. På Emma Færges gode, giftige indlæg og dødbolde, på Cecilie Fløes fysik, energi og styrke i luften, Maddie Pokornys sprinterevner. Og på det sammenhold og den viljestyrke, holdet udstråler, og evnen til at vinde og få point, selv om spillet måske ikke altid er i topklasse.

PRESSET PÅ JUVENTUS-SPILLERNE ER KÆMPESTORT

Man kan stadig ikke blive træt af gense 1-0-målet og opspillet, da Kyra Carusa dækkede bolden godt og trak sig fri ved baglinjen, hvorfra hun lagde en perfekt pasning ind foran mål. Maddie Pokorny havde forudset, hvad der ville ske, og perfekt timet kom hun løbende i rette øjeblik på det rigtige sted og kunne bugsere bolden i kassen. Fodbold og indbyrdes forståelse i topklasse.

Uafgjort 1-1 var et fair resultat mellem de to mesterhold, der er kommet lidt forskelligt i gang med sæsonen i de nationale ligaer. HB Køge har vundet alle kampe. Juventus blot to af fire kampe, og Juventus måtte forleden nøjes med 1-1 på udebane mod U.S. Sassuolo Calcio. Så presset på trænere og spillere i den berømte klub er kæmpestort før returmødet med de danske mestre.

Det er i øvrigt kun fem år siden, at Juventus F.C. fik en kvindeafdeling. Traditionsklubben med kaldenavnene ’Den gamle dame’ og ’De hvide-sorte’ har som før nævnt vundet mesterskabet fem gange på stribe hos kvinderne og desuden et par pokaltitler.

Kampen onsdag aften bliver ikke spillet i Torino, men på et mindre stadion i byen Alessandria. Gruppespils-kampe i CL er blevet afviklet på

det store Juventus Stadium, hvor der kan være godt 41.000 på tribunerne. Der var 39.027 til et opgør mod Fiorentina Women’s F.C i maj 2019, rekord i Italien.

At Kyra Carusa er tilbage i fin form efter den lange skadepause, er guld værd for de danske mestre. Hun er kaptajnen, der egentlig ikke behøver at have et anførerarmbind på i kampene. For enhver kan se og ved, at hun er lederen, som påtager et stort ansvar, udstråler format og optræder med stor omtanke og giver alt i hver eneste kamp. Hun er superprofessionel og, som hun siger, superstolt over at have været en del af noget stort i HB Køge og med til at skrive historie i dansk kvindefodbold.

ANFØREREN DRØMMER OM CHAMPIONS LEAGUE

En spiller med drømme. ’Da jeg var en lille pige, var det helt vildt at drømme om at spille professionel fodbold. Men sidste sæson spillede vi med HB Køge mod nogle af verdens bedste spillere og klubhold i gruppespillet i Champions League. Det er drømmen at prøve det igen – og igen’, har Carusa sagt i flere interviews. 

’Det var en fantastisk oplevelse. Så min drøm er helt klart at kunne konkurrere og spille med på det niveau også i fremtiden. Og jeg drømmer om at kunne være en del af Champions League længere fremme i turneringen end bare gruppespillet. Det giver blod på tanden at være en del af noget stort, som jeg føler, at jeg – og vi – er i disse år’. 

Kyra Carusas fodboldhjerne har stor betydning for, hvordan HB Køge klarer sig i sæsonens hidtil vigtigste kamp. Hun skal være med i spidsen til at udføre den taktik, som Søren Randa-Boldt og hans stab vælger som den bedste mod Juventus. Skal HB Køge-holdet gå efter at forskrække og overraske hjemmeholdet med en modig, aggressiv og offensiv fra start og jagte et hurtigt mål, der kan gøre afgørende ondt på italienerne?

Eller skal man gardere sig stærkt i forsvaret fra første minut for at undgå at komme bagud? Det er i hvert fald vigtigt at holde fast i bolden i gode perioder, spille den rundt og få ro på tingene og så satse 100 procent på at udnytte et frispark, et hjørnespark, et langt indkast til at skabe den chance, som kan føre til en afgørende scoring.

Vi skal jo i øvrigt huske, at udebanemål ikke mere tæller dobbelt i de europæiske turneringer, som det tidligere har været tilfældet. En smal udesejr vil være super. Uafgjort en stærk bedrift. Og hvis det stadig er helt lige efter forlænget spilletid, skal afgørelsen ske fra 11 meterpletten.

Jeg ved ikke, om HB Køge-spillerne har brugt meget tid på at træne straffespark. Og jeg er af den holdning, at det sådan set er ret ligegyldigt, om spillerne på træningsbanen får lov at stå og straffe-sparke i timevis i fred og ro uden larm og pres fra mange tilskuere, som det er tilfældet, når det er alvor som afslutning på en kamp om at komme ind i Champions League-gruppespillet.

NÆH, STRAFFESPARK TIL SIDST ER IKKE ET LOTTERI

For det er jo en helt anden situation at stå i, når det handler om at eksekvere et straffespark på et stadion med mange mennesker, topspænding i luften og nerverne på højkant. Der er sportslig succes og prestige på højeste niveau på spil og millioner af kroner i gevinst til vinderholdet.

Jeg synes også, det lidt er noget vrøvl, når nogen siger, at en straffesparks-konkurrence er rent lotteri. Det handler da meget om sparketeknik, om hvem der er mest cool med 11 meter ind til målstregen. Om hvem der som skytte kan koncentrere sig 100 procent og forudse og måske læse, hvad målmanden på stregen vil gøre og står for. 

Straffesparksskytterne bliver tabere, når/hvis de brænder, og deres hold bliver slået ud af turneringen. Sådan er det bare. Det er barske betingelser. Men det er i den slags situationer, man ser, hvem der har tro på egne evner, mod og selvtillid – og det nødvendige held, som også i høj grad spiller med i fodbold.

Vi håber på en spændende fodbold-krimi onsdag aften i Italien – og en samlet HB Køge-sejr, der vil være en sensation. En stor en af slagsen. Dog måske ikke på højde med Køges DM-guld i 1954, Herfølges i 2000, og da Lars Olsen og Co. blev europamestre i 1992? Det må enhver afgøre med sig selv. Der er ingen facitliste.