shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

UGENS OLSEN: HB KØGES MESTRE ER BEDRE END KØGE OG HERFØLGE

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.

Der bliver – desværre/heldigvis, vælg selv – ingen stor DM-finale i Gjensidige Kvindeligaen på Capelli Sport Stadion lørdag 4. juni, ligesom vi oplevede det 5. juni sidste år, da HB Køge som debutant-hold i den bedste række med 3-1-sejren over Brøndby i sidste runde blev dansk mester. Desværre, vil nogen måske synes, fordi en guldkamp mod Fortuna Hjørring i sidste runde bestemt ville være en enormt spændende, interessant og neglebidende gyserafslutning på sæsonen.

Heldigvis, siger andre, bl.a. mig selv. For det er da rarest og mest betryggende at have sikret sig mesterskabet før den sidste kamp og ikke skulle risikere at komme til at smide guldet væk lige før målstregen på grund af uheld, en dårlig dommer, skadede spillere, eller hvad ved jeg.

Og – selv om trænerne og spillerne og klubben ikke vil sige det endnu – så kan vi andre efter 6-1-opvisningen mod Fortuna Hjørring godt tillade os at konkludere, at ’den er hjemme’. Alt kan ske i fodbold, hedder det godt nok som bekendt – men det kan ikke lade sig gøre, det må og vil ikke ske, at Fortuna-holdet indhenter og overhaler HB Køge i de sidste seks runder.

Søren Randa-Boldts hold vinder jo hele tiden – undtagen i gruppespillet i Champions League på den største europæiske scene. Og i pokalturneringen.

Den magtdemonstration, HB Køge leverede i Hjørring, hvor vi i lange perioder af kampen kunne konstatere, at der reelt kun var ét hold fyldt med selvtillid på banen, var superflot. Hjemmeholdet blev overfaldet i egen forsvarszone fra første fløjt, og Fortuna-spillerne anede ikke, hvad de skulle gøre over for mesterholdets aggressive, modige og effektive høje pres.

Søren Randa-Boldt: ’Det var vildt. Vi gjorde det mod Fortuna, som Hoffenheim gjorde mod os, da vi debuterede i Champions League’. HB Køge havde en klar plan og strategi med til Hjørring, hvor kampen i realiteten blev afgjort i løbet af en halv time.

Cecilie Fløe var umulig at lukke ned for modstanderne, Maddie Pokorny voldte hjemmeholdets forsvarere store kvaler, når hun kunne udfordre med dybdeløb. Og Kyra Carusa viste sin klasse på flere områder. Som indpisker, som holdspiller, som en trussel i offensiven og en dygtig afslutter. Hvorfor i alverden, hun ikke fik spilletid på det irske landshold, der mødte Sverige i sidste uge, og hun sad på bænken i 90 minutter, er unægteligt svært at forstå.

 

FORTUNA: HB KØGE STÆRKERE END FORVENTET

Forspringet ned til andenpladsen er otte point, og i Vendsyssel er de også imponerede over HB Køges styrke. I lokalavisen Nordjyske konstaterer man, at Fortuna Hjørrings knusende nederlag mod de forsvarende mestre har hægtet nordjyderne – og Brøndby for længst – af på en måde, som ingen nok forventede.

HB Køge er braget igennem på den danske kvindefodboldscene, og Fortunas elitechef Jakob Borup beundrer den måde, som HB Køge-holdet fører sig frem på: ’Hvis vi ser det med danske briller – og uden Fortuna-brillerne – er det jo godt. Det er med til at trække og inspirere os andre. Når vi kigger fra den store helikopter, er det godt, og det betyder, at vi andre har noget at arbejde med’.

Fortunas cheftræner Brian Sørensen kan, inden han til sommer bliver cheftræner for den engelske Premier League-klub Evertons kvindehold, nå at vinde pokalfinalen, hvor FC Thy ThistedQ er modstanderen. Hos FC Thy har HB Køges første mestertræner, Peer Lisdorf jo efter vinterpausen overtaget cheffunktionen og fik en fin sejr med sit nye hold på udebane over Brøndby forleden.

 

HB KØGE-TRÆNER VINDER GULD FOR FØRSTE GANG

Søren Randa-Boldt var for en del år siden assisterende træner i Brøndby, da holdet fra Vestegnen med henholdsvis Kenneth Heiner Møller og Per Danefeldt i chefrollen vandt guld. Nu er han altså ikke mange uger fra at vinde sit første mesterskab som cheftræner. Og til efteråret bliver der så igen europæiske kampe til HB Køge. Det kan siges med sikkerhed nu.

Det er sådan, at nummer ét og to i ligaen får chancen i kvalifikationskampe for at skaffe sig deltagelse i gruppespillene. Og HB Køge har fra førstepladsen en afstand på gigantiske 24 point ned til stakkels Brøndby på tredjepladsen. Så HB Køge kan tabe de sidste seks kampe og alligevel spille i Europa efter sommerpausen.

HB Køge er den ottende klub, der har vundet DM-guld. Det var i 1973, man for første gang spillede om Danmarksmesterskabet for kvinder under Dansk Boldspil-Union. Brøndby IF har fået guld 12 gange, Fortuna Hjørring 11, Hjortshøj-Egå 10, B 1909 5, Ribe 5, Femina 3, OB 2 og HB Køge 1 gang (2 lige om lidt).

 

DE FØRSTE MESTERSKABER I 1954, 1975 og 2000

Som det tegner sig klart nu, bliver HB Køge i kvindeligaen det hold i kommunen, der hjemfører et dansk mesterskab på den mest suveræne, overlegne måde. Lad os se tilbage på dengang, da Køge Boldklub vandt guld som den første provinsklub i 1954 og igen i 1975. Og da Herfølge med den spillende træner, 1992-europamesteren John ’Faxe’ Jensen, sensationelt holdt favoritterne bag sig og snuppede guldet for næsen af Brøndby.

I 50’erne var 13.30-kampene om søndagen ugens højde- og samlingspunkt for de mange sportsinteresserede i byen. Dengang kunne man jo ikke bare sætte sig foran tv-skærmen og se kampe fra ind- og udland og al mulig anden topsport fra en sofaplads. Så der var altid masser af tilskuere til hjemmekampene på Køge Stadion. Og også til udekampene.

Køge var et populært hold, der spillede underholdende, kan man læse om. Og Køge-spillerne optrådte ofte for 20.000 eller flere i Københavns Idrætspark.

Da B 93 var modstanderen i sidste runde i 1953-54-turneringen med blot 18 kampe, blev tilskuerrekorden i Køge med 11.000 indbyggere slået. 14.000 overværede, at Køge-holdet med Henning Elting på toppen i målet spillede 0-0 mod B 93 og holdt KB, som tabte sidste kamp på udebane mod Esbjerg, bag sig i tabellen på andenpladsen.

I 1975 førte den tidligere førsteholds- og landsholdsspiller Edwin Hansen som træner Køge Boldklub til mesterskab nummer to. Der var også i den sæson spænding lige frem til målstregen. Køge, Holbæk og Næstved var dominerende i toppen i den bedste række i den sæson. Det var naturligvis befordrende for tilskuerinteressen og spændingen.

Holbæk smed kostbare point væk i slutfasen. Og Køge bankede uden problemer B 1909 med 5-0 på hjemmebane i sidste runde 16. november, da John ’Milo’ Christiansen lavede tre mål, Peter Poulsen og Svend Poulsen hver ét.

 

FRA SERIE 2 TIL CHAMPIONS LEAGUE

I 1999-2000-sæsonen kunne Herfølge stort set hele vejen igennem lune sig i ’underhundens’ behagelige rolle, som det er beskrevet af Kim Holm i den fine bog ’Fra serie 2 til Champions League’. De andre tophold skiftedes til at tabe i den usædvanlig jævnbyrdige superliga den sæson. Og afgørelsen kom i næstsidste runde, da Herfølge i maj mødte Silkeborg på udebane. Hjemmeholdet kom foran 1-0. Men Herfølge fightede sig tilbage i kampen, og Kenneth Jensen udlignede til 1-1 med et flot mål.

Brøndby, med Åge Hareide som træner, tabte samtidig på hjemmebane, og dermed var mesterskabet Herfølges. 28. maj så et feststemt publikum (8.000) på Herfølge Stadion den sidste kamp, som endte 1-1 mod FC København. Spillet bag selvfølgelig lidt præg af, at Herfølge allerede var mester. Og det var også ligegyldigt.

’We are the Champions’, skrålede alle, der holdt med Herfølge. De lokale ’juhu-piger’ dansede samba på banen, en rørt Gert Nodin, en fighter af de store, fik opkaldt en ny tribune efter sig, og i efteråret fik Herfølge europæisk debut.

 

NYE TRÆNERE SKAL FÅ HB KØGE SUPERLIGAEN

Det var tider. Siden dengang har Herfølge/Køge/HB Køge ikke været i nærheden af topplaceringer i den bedste række hos mændene. Så det er bare godt og heldigt, at vi har det bedste kvindehold i Danmark lige her. Spændende, om Daniel Agger og Lars Jacobsen, de to nye på trænerscenen, kan få HB Køge i Superligaen inden for et par år – og også om det mon lykkes at vinde flere end én udekamp i denne sæson? Der skulle vel være pæne muligheder lørdag eftermiddag i Esbjerg.

Det var ærgerligt, at det kiksede med at få en plads i oprykningsspillet, hvor der ser ud til at blive virkelig hård kamp om slutplaceringerne som nummer ét og to. Pludselig er førerholdet FC Helsingør begyndt at tabe. Forhåbentligt kan køgenseren Morten Eskesen som træner få styret sit hold på vinderkurs igen. Det tror jeg på.

Kvindeligaens suveræne nummer ét, byens og klubbens darlings (citat: Per Rud) skal igen på langfart for at spille mod FC Thy ThistedQ, mens vi tæller ned til, at DM-guldet bliver sikret nogle runder før den sidste. Dér hvor nogen gerne havde set en guldkamp mellem HB Køge og Fortuna. Den blev givetvis aflyst 2. påskedag i Hjørring.

Heldigvis eller desværre, vælg selv.