Ugens Olsen: Mesterholdets vigtigste kamp i Brøndby

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.

Den næste kamp er altid den vigtigste. Sådan prædiker trænerne tit. Og det er vel heller ikke løgn. Men, man kan jo godt finde kampe, hvor resultatet ikke er lige så vigtigt for det ene hold som for det andet. F.eks.: Hillerød har altså ikke lige så meget brug for tre point, som Nicklas Pedersens hold i 1. division har, når HB Køge møder nordsjællænderne på Right to Dream Park i Farum fredag aften.

Men, når Kim Daugaards mesterhold lørdag omkring frokosttid spiller mod Brøndby på udebane i kvindeligaen, er det en supervigtig kamp for begge hold. Og allervigtigst for HB Køge, som har haft svært ved og kæmper med at få lavet nogle flere mål i kampene og efter vinterpausen har mistet et par point i forhold til Brøndby og FC Nordsjælland i topstriden.

Et nederlag vil gøre meget ondt og betyde, at vi måske må vinke farvel til guld i år. Det er de barske betingelser. For Brøndby vil komme seks point foran HB Køge, og FC Nordsjælland kan med en sejr hjemme over AGF tage afstand til fem point til Daugaards tropper. Nå, heldigvis ved vi, at alt kan ske i fodbold. HB Køge kan på en god dag bestemt godt slå Brøndby.

 

HILLERØD-NEDERLAG TIL HB KØGE VIL IKKE GØRE ONDT

Og HB Køge i NordicBet Ligaen kan få point (helst tre) mod Hillerød, som har spillet en flot sæson indtil nu. Godt nok er Hillerød-træner Christian Lønstrups mandskab flere gange bedre nu, end da HB Køge i Nicklas Pedersens debut som cheftræner i juli sidste år startede sæsonen med en imponerende 4-0-udesejr over Hillerød. Men Hillerød-spillerne ved jo, at et nederlag eller uafgjort næppe vil gøre meget ondt.

De har deres på det tørre, kan man sige, og en målsætning om at fastholde syvendepladsen, der giver flest mulige ’tv-penge’ til klubben i den næstbedste række. Den opgave har Hillerød-spillerne afgjort store chancer for at løse. ’Vi er bedre end i sidste sæson og godt tilfredse med det, vi har præsteret. Men det har været nyt for os, at vi har været favoritter i alle vores kampe’, siger træner Lønstrup.

Måske vil Hillerød-spillerne mangle de sidste fem procent i indsatsen i de sidste kampe, når de står, hvor de står i tabellen, kan man spekulere i. HB Køge-spillerne skal og vil give alt for at redde livet i 1. division.

Og det er bittert og ærgerligt, at HB Køge-truppen har været plaget af en del skader og nu skal undvære topscorer Erkan Semovski meget længe. Hvor er det uheldigt og trist for Erkan at blive ramt så hårdt. Han har været god og lavet otte ligamål i sæsonen og er på en delt syvendeplads på topscorerlisten.

 

HB KØGE LAVER MANGE OG LUKKER MANGE IND

Han scorede to gange i 5-3-mødet med B.93 på Capelli Sport Stadion, hvor HB Køge-fansene blev vældig godt underholdt, og stemningen på tribunen med pænt mange folk var superfin.

Gæsterne, der havde en målmand, som flere gange valgte at placere sig forkert og havde store problemer med at bruge hænderne til at redde eller få fat på bolden, var jo tæt på at komme foran 3-1 lige efter pausen.

Det ville have været problematisk i en kamp, hvor erfarne Mike Jensen og Jafar Arias viste, hvad de kan og står for på holdet, der har indkasseret allerflest mål, 55 i 25 kampe, af samtlige hold i de tre bedste rækker.

Det er til gengæld flot, at HB Køge har scoret 13 gange i de seneste fire kampe. Og det var perfekt, set gennem HB Køge-briller, at Næstved mod AC Horsens led årets første nederlag. Det bliver rasende spændende at følge sæsonafslutningen. Det kan ikke udelukkes, at HB Køge og Næstved i næstsidste runde søndag 26. maj på Capelli Sport Stadion skal afgøre, hvem der må ned i 2. division sammen med FC Helsingør.

 

DAUGAARD SKAL SLÅ KLUBBEN, HVOR HAN SPILLEDE 466 KAMPE

Når Brøndby og HB Køge tørner sammen i kvindeligaen, er det vel øvrigt interessant at konstatere, at de to cheftrænere, henholdsvis Per Nielsen, 50, og Kim Daugaard, 50, samt Lars Olsen, 63, som er en slags assisterende træner i Brøndby og sidder på bænken under mange kampe, er tre store fodbold-personligheder. De har opnået fantastisk meget som spillere herhjemme.

Kim Daugaard, der spillede ungdomsfodbold i Herfølge Boldklub, før han blev hentet til Brøndby IF, hvor han var i hele sin voksen-karriere i den bedste række, var med til at vinde guld fem gange, pokalturneringen ligeledes fem og Royal League én gang. Han spillede kampe på U19-, U21- og Ligalandsholdet. Og 466 kampe for Brøndby IF.

Per Nielsen, 547 kampe for Brøndby, var med til at vinde guld fem gange og pokalen fire gange. Lars Olsen, der spillede i Køge 1981-1984, rundede 281 kampe som Brøndby-spiller, blev mester med klubben på Vestegnen syv gange, pokalvinder en gang og opnåede imponerende 84 kampe på A-landsholdet.

Dér var han jo anfører, da Richard Møller Nielsens hold blev europamester i 1992. Triumfen, vi aldrig glemmer.

 

DER ER STOR EKSPERTISE PÅ TRÆNERBÆNKENE I BRØNDBY

Lars Olsen spillede også klubfodbold udenlands i Trabzonspor i Tyrkiet, Seraing i Belgien og FC Basel i Schweiz, inden han sluttede som spiller i 1996 i Brøndby. Han fik i 2003 chancen som cheftræner i Randers FC, derefter var han i OB, så var han landstræner på Færøerne i otte år, og derefter cheftræner i Esbjerg fB.

Lars Olsen førte Randers FC op i Superligaen i sæsonen 2005-06 og holdet til en sejr i pokalfinalen. Det betød, at han blev kåret som Årets Træner foran OB’s Bruce Rioch, FC Københavns Ståle Solbakken og AC Horsens-træner Kent Nielsen. Olsen, et godt fodboldnavn, blev cheftræner i OB i 2007 og førte fynboerne til sølvmedaljer i Superligaen to gange, men endte med at blive fyret.

Der er meget ekspertise og fodbold-klogskab samlet på trænerbænkene, når Brøndby tager imod HB Køge.

Capelli Sport