Ugens Olsen: Mestertræner glæder sig til at se Daniel Agger i HB Køge
Det bliver stort, når den populære stadionspeaker Brian Romme efter sommerferien, lige inden der fløjtes op til den første hjemmekamp i den næstbedste række i den nye sæson, byder velkommen til HB Køges nye cheftræner Daniel Agger og First Team Coach (på dansk: 1. holds-træner) Lars Jacobsen. Det er Daniel Aggers fodbold-comeback. 29. maj 2016 gik han fra banen for sidste gang på Brøndby Stadion, hvor hjemmeholdet tabte til SønderjyskE i sidste runde i sæsonen.
Agger blev kraftigt hyldet af fansene, medspillerne og klubben på Vestegnen. Det var afslutningen på en fornem spillerkarriere, i Brøndby, Liverpool og som landsholdsspiller.
Auri Skarbalius var Brøndby-træner dengang for fem år siden. Han kom til HB Køge, og nu bliver Auri altså afløst af Daniel Agger. En mægtig overraskelse, en sensation – og et scoop, at HB Køge har ansat Agger og Lars Jacobsen. Og også en dristig disposition, vil mange mene, for Agger er uden trænererfaring, Jacobsen ligeså, men samtidig er det enormt spændende. Det er ikke tit, at en klub i de øverste rækker vover en sådan satsning. Det kan gå skævt, men – forhåbentlig – også rigtig godt i HB Køge.
Vi har jo et fortilfælde hos os selv. Hovedperson: John ’Faxe’ Jensen. Han spadserede – løb er nok mere præcist, for han var altid i bevægelse som spiller og midtbanefighter – lige fra Brøndbys superligahold ind på Herfølge-holdet i sommeren 1999. Og vi kender alle den fantastiske historie, eller rettere eventyret, som slutter med, at Herfølge snød favoritterne og blev dansk mester i 2000.
Der er paralleller og også forskelle på forholdene og mulighederne for helt grønne og debuterende cheftrænere dengang og nu. Agger og ’Faxe’, som sammen med Michael Laudrup var med til at give superligadebut til en ung Daniel Agger i 2004, spillede på højt niveau i mange år. De har suget til sig fra nogle af de bedste trænere, der findes. De har international erfaring og mange gode kontakter i udlandet. Der står respekt omkring dem. Det er to typer, vindertyper, som medspillere og kolleger har kunnet regne med, stole på og få noget ud af at lytte til.
Daniel Agger var en profil i Liverpool og på landsholdet. John ’Faxe’ Jensen samlede på medaljer og titler. Han var med til at vinde DM-guld ni gange, otte af dem med Brøndby, og pokalturneringen en enkelt gang. Han blev europamester med Danmark i 1992, hvad ingen af os nogensinde glemmer, og som Arsenal-spiller bidrog han til, at London-klubben vandt Uefa Cuppen for pokalvindere, FA Cuppen og Liga Cup-turneringen. Og så blev ’Faxe’ for resten kåret som Årets Træner 2000 herhjemme.
’FAXE’ FIK MANGE KASKETTER PÅ I HERFØLGE
I sommeren 1999 løb hans Brøndby-kontrakt ud. Han var godt spillende, men han var begyndt at tænke på, at han ville prøve sig af i trænerbranchen. Han ønskede, at han kunne få mulighed for at komme ind i en rolle som assistent eller en anden funktion i trænerteamet. Det ville klubben ikke gå med til. Det blev diskuteret med Frank Buch-Andersen, der sad i Brøndbys bestyrelse og var ven med ’Faxe’ – og fætter til Herfølge-direktør Kenneth Wegner.
Dér kom åbningen for, at ’Faxe’ kunne prøve sig af som træner. Hemmelige forhandlinger mellem Herfølge og ’Faxe’ kom i gang. At han så, som han fortæller, blev ’overtalt’ til også at spille med på holdet, fordi Herfølge kunne bruge hans erfaring midt på banen, var en stor mundfuld.
’Men jeg fik altså en perfekt lejlighed til at se og mærke, om jeg var dygtig nok som træner. Derfor sagde jeg ja tak til den chance, Herfølge gav mig’, siger John ’Faxe’, som på ingen måde fortrød, hvad han valgte dengang.
Den spillende træner var på banen i 16 af mesterskabs-sæsonens 33 kampe på holdet, hvor Jesper Falck (33 kampe), Kenneth Jensen (32 kampe og 10 mål ligesom Falck), den færøske målmand Jákup Mikkelsen (31), den superhurtige forsvarer Steven Lustü (31), Tommy Schram (28), Kenneth Kastrup (27) og Jens Madsen (27) var med i flest.
Herfølge blev mester med et pointsnit på 1,7 per kamp. Det laveste i Superligaens historie. ’Men Herfølge har fortjent den overraskende triumf i en sæson, hvor de større og mere pengestærke klubber ikke har levet op til forventningerne’, skrev Politiken. I nogle fodboldkredse hed det sig, at guldet aldrig havde været billigere til salg end i 1999-2000-sæsonen. Hvad skulle den udlægning bruges til? Kunne Herfølge gøre for, at de store hold måske underpræsterede? Nej, vel. Det hold, der har flest point efter sidste runde er altid det rigtige mesterhold.
DIREKTØR: HAN TROR PÅ, VI BLIVER MESTRE
Hvis vi skal se på forskellene fra dengang, da ’Faxe’ var træner, og nu, når Daniel Agger kommer til HB Køge, er det selvfølgelig indlysende, at ’Faxe’ i Superligaen havde en bedre spillertrup. Han følte ikke behov for store ændringer. ’Vi skal bare have Jesper Falck fra AB, så kan vi blive danske mestre’, sagde han til direktøren. Herfølge var blevet både nummer fire og fem inden for de tre foregående år.
Kenneth Wegner husker, har han fortalt til Tipsbladet, at han efter et møde med den nye træner om truppens sammensætning kom hjem til sin kone og sagde: ’Han siger, vi bliver mestre, og han tror sgu på det’.
På den første træningsdag lukkede ’Faxe’ døren til omklædningsrummet inde fra og sagde til sine spillere: ’Vi har undervurderet, hvor gode vi er. Vi har potentiale til at slutte i top-tre, og vi kan også blive Danmarksmestre’.
Der er også den forskel fra dengang og nu, at Daniel Agger bliver chef for et pænt stort team omkring holdet. ’Jeg var grøn og fik den tidligere målmandstræner Svend Knudsen som assistent, mens den forhenværende førsteholdsmålmand Kai Larsen skulle tage sig af målmændene. Sådan var det’, forklarer John ’Faxe’ om betingelserne, da han startede i Herfølge.
John ’Faxe’ Jensen, der har lært en masse af trænere som Tom Køhlert, Morten Olsen og George Graham i Arsenal, var en helt i Herfølge. Og han var stolt og jublende glad efter sin første sæson i klubben. Det er en unik bedrift at vinde mesterskabet som spillende træner. Da guldfesten efter den sidste kamp var slut, så han DM-trofæet stå alene i klubhuset.
Han tog det med hjem i privaten. Men det passer ikke, bedyrer han, at han havde det fine trofæ med i seng, som nogle medier påstod. Og trofæet kom hurtigt tilbage, hvor det hørte til.
Sæsonen efter rykkede Herfølge ud, men ’Faxe’ blev i klubben, da Herfølge spillede i 1. division, hvorefter han slog sig sammen med Michael Laudrup i en trænerduo i Brøndby.
NÅR AGGER GÅR IND I NOGET, GØR HAN DET 100 PROCENT
John ’Faxe’ glæder sig til at se Daniel Agger som cheftræner i HB Køge og følge holdets resultater. De to har snakket sammen, efter at Agger blev præsenteret som Auri-afløser. Som spiller har Agger hentet inspiration fra klubtrænere som Tom Køhlert, Michael Laudrup og Rafael Benitez, og Morten Olsen var landstræner, da Agger spillede næsten alle sine 75 A-landskampe for Danmark.
’Jeg håber, Daniel får stor succes, men man kan jo aldrig vide det. Der er altid en risiko ved at starte i noget nyt, man ikke har prøvet før’, siger John ’Faxe’. ’Jeg havde altså ikke troet det eller set det komme. Men Daniel har masser af erfaring, han har stort gå-på-mod, han ved, hvad der foregår på banen og i omklædningsrummet. Han er en seriøs type, som er målrettet. Og han skal ikke have lige så mange kasketter på, som jeg skulle i min Herfølge-tid’.
’Daniel vil det her, og når han går ind i noget, gør han det 100 procent. Han er i en super god klub i en traditionsrig fodbold-by, hvor Køge og Herfølge gjorde det fint i mange år. Jeg tror, han vil være god til mandskabspleje, og han vil spille fremadrettet fodbold. Det skulle undre mig, hvis ikke det sker. Jeg skal ikke give ham mange råd – men jeg vil godt sige, at han skal være sig selv. Han har et stort drive, og jeg tror, han og Lars Jacobsen bliver et stærkt par. Det er et kæmpe-scoop, at HB Køge har fået fat i de to’.
HVOR MANGE NYE SPILLERE FÅR AGGER?
Det er ikke til at vide, om Agger og Lars Jacobsen har lukket øjnene eller slukket for tv (næppe, for de skal jo lære nogle af spillerne at kende), når de har set HB Køges kampe i oprykningsspillet i 1. division. Og de har sikkert skrevet endnu flere navne op på ønskelisten til forstærkning af truppen, inden den nye sæson går i gang. Hvor mange, der kommer ind for at løfte holdet, ved vel kun direktør Per Rud.
Hvis der havde været tre runder tilbage i 1. division, kunne HB Køge-holdet i øvrigt sagtens have tangeret den negativ-rekord, der lyder på 10 nederlag på stribe, som Herfølge ’præsterede’ i 1995-96-sæsonen i Superligaen. Ole Mørk var cheftræner dengang – og undgik at blive fyret.
Vi kan konstatere, at den nye turneringsstruktur i 1. division med opryknings- og nedrykningsspil betyder, at flere hold (i denne sæson bl.a. HB Køge) kan trille igennem de sidste 10 runder uden at gå så meget op i resultaterne. Det har i høj grad haft indflydelse på præstationerne og spillernes indstilling.
Man kan mene om det, hvad man vil. Jeg mener, at professionelle spillere og trænere altid bør optræde som sådan og må have en vis stolthed og ærgerrighed i sig gennem hele sæsonen. Jeg vil hurtigst muligt – men det er jo svært at få tiden til at gå hurtigere, end den gør – se Daniel Agger som træner for et ’nyt’ HB Køge-hold.
VI SER FREM TIL DEN STORE FINALE 5. JUNI
HB Køges triumf nu er, at Peer Lisdorfs kvindehold er sikker på mindst at få sølv, har kvalificeret sig til Champions League-deltagelse i den kommende sæson og står med store chancer for at blive dansk mester i en kæmpe finale mod Brøndby 5. juni på Capelli Sport Stadion.
Det er det største, der er sket, siden Herfølge blev dansk mester i 2000 og Køge i 1975.
I øvrigt: Da John ’Faxe’ Jensen debuterede som spillende Herfølge-træner 27. juli 1999 blev det til en hjemmesejr over AaB’s danske mestre. Tommy Schram scorede to gange, en vis Ståle Solbakken reducerede for AaB til 2-1, hvorefter Jesper Falck slog sejren fast med en scoring til resultatet 3-1.
Spillertræner John ’Faxe’ Jensen skiftede sig selv ind med et kvarters tid tilbage. Det er altid godt at lægge ud med at vinde i et nyt job. Held og lykke til Daniel Agger og Lars Jacobsen.