shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Ugens Olsen: Næstved mod HB Køge kan blive en gyser

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.

I fodbold er det jo sådan, at hvis et hold underpræsterer, spiller dårligt, ikke lever op til klubbens forventninger og målsætning, kun får ét point i syv kampe og ligger sidst i tabellen, så er det ikke i første omgang spillerne på banen, der risikerer at blive fyret. Så er det træneren, som kan frygte at få et los bagi og en fyreseddel. Det er jo ham, der har det største ansvar, han har udtaget holdet og trænet spillerne, lagt taktikken og spilleplanen.

I NordicBet Ligaen, hvor vi har oplevet mange mærkelige resultater i de første syv runder, er Næstved et af de kun to hold, som har taget point fra AaB’s oprykningsfavoritter, der endnu ikke har tabt en kamp. Problemet for Næstved-træner Peter Bonde er, at hans hold har tabt de øvrige seks kampe og ligger sidst i tabellen med en målscore, der hedder 6-16.

Og hvis HB Køge på mandag aften kan vinde i Næstved, mener mange, at trænersædet for alvor brænder under Bonde, der senest led nederlag nummer seks med sit hold, på udebane mod AC Horsens. ’Tandløs offensiv og en presset cheftræner’ stod der i en overskrift i Dagbladets Næstved-udgave forleden.

’Med den voksende pointmæssige krise kan klubledelsen efterhånden ikke komme uden om at sætte spørgsmålstegn ved, om Peter Bonde fortsat er den rette ved roret’, spekulerede avisen.

 

PETER BONDE ER KOMMET PÅ OVERARBEJDE

’Kan Bonde føle sig sikker i sit job?’, spurgte avisen Næstved-direktør Peter Nielsen. ’Det vil jeg ikke kommentere’, lød svaret. ’Bonde-effekten’, der har buldret derudad siden den 65-årige blonde sydsjællænder vendte hjem til hjerteklubben i sommeren 2021 med en suveræn oprykning fra 2. division i sin første sæson, synes at være forduftet.

Skader, sygdom og karantæne og uheld har ramt Næstved-holdet, der spiller hjemmekampene på et nyanlagt græstæppe, som har set forfærdeligt ud og synes svært at spille god fodbold på.

Jeg ved, at Peter Bonde er en seriøs, erfaren og dygtig træner, og at Næstved er hans hjerteklub. Som spiller fik han sølv med Næstved i 1. division i 1980, og sidst i 80’erne var han i øvrigt Herfølge-spiller.

Han er kommet på overarbejde nu med en flok spillere, der lider i øjeblikket, som offensivspilleren Frederik Christensen udtrykker det. En succesoplevelse, som en sejr over HB Køge, i så fald altså den første sejr i sæsonen, vil være, skal bringe Næstved-holdet på ret kurs igen, siger han.

 

FARVEL OG TAK TIL PIERRE LARSEN

Der er lagt op til en uhyre spændende og interessant kamp i Næstved. HB Køge-spillerne kom styrket ud af 0-0-mødet med FC Fredericia, har fået mere selvtillid og godt humør tilbage i truppen. Nicklas Pedersens unge spillere leverede jo en glimrende præstation mod FC Fredericia.

Det vigtigste var, at defensiven på holdet så meget bedre ud end i de foregående kampe i den næstbedste række. Organisationen, samarbejdet og de enkelte spilleres placeringer i forhold til hinanden klogere og mere effektive, end vi har oplevet på det seneste.

Et par spillere som William Madsen og den 16-årige Silas Hald leverede fine præstationer, og alle mand arbejdede stenhårdt, som en glad cheftræner sagde efter kampen. Og uafgjort var et fair resultat på Capelli Sport Stadion, hvor Pierre Larsen, der nu skifter til svensk fodbold, spillede sin sidste kamp for HB Køge. Han har som en af de erfarne i truppen været en god mand for HB Køge.

 

SENESTE SEJR OVER NÆSTVED – 14. MAJ 2017

Det er som regel altid ’god gang i den’ og pænt med tilskuere, når Næstved og HB Køge mødes. Men, indrømmet, det er svært at huske, hvornår HB Køge senest har slået sydsjællænderne. Statistik-ekspert Per Møller hjælper min hukommelse og fortæller, at vi skal tilbage til 14. maj 2017 for at finde HB Køges seneste sejr over Næstved. HB Køge vandt 3-0 på Herfølge Stadion. Efterfølgende er det blevet til otte indbyrdes kampe, hvoraf fem endte uafgjort, og Næstved vandt tre gange. HB Køge har kun vundet en enkelt divisionskamp på Næstved Stadion. Det var med 2-1 13. august 2010.

Det vil se godt ud i tabellen med tre point i Næstved lagt til de syv, HB Køge har spillet sig til indtil videre.

 

GOD START FOR DAUGAARD OG CHANG 

Det er altid positivt, logisk nok, når debutanter starter på et nyt hold med at score og blive matchvinder – og at en debuterende cheftræner får tre point i sin første kamp. Det gjorde henholdsvis canadiske Samantha Chang og Kim Daugaard i 1-0-udekampen mod FC Thy-Thisted Q i Gjensidige Kvindeligaen, hvor HB Køge så sjældent sætter point til.

Samantha Changs scoring var hverken spektakulær eller kandidat til at blive kåret som første rundes bedste. Og det er også lige meget. Selv de flotteste mål giver jo ikke flere point end ’grimme’ scoringer. Her i starten af sæsonen er det først og fremmest vigtigt at lave gode resultater og hurtigt få integreret de nye spillere på holdet.

Mesterholdets kamp to i den nye sæson sent lørdag eftermiddag er en ’giftig’ en af slagsen. FC Nordsjælland er på papiret outsider til en topplacering i denne sæson. Det er Kim Daugaard og jeg enige om. Da nordsjællænderne var på Capelli Sport Stadion til en træningskamp for nogle uger siden, vandt de 6-4. I første runde i ligaen havde nordsjællænderne ikke det store besvær med at vinde 2-0 over Fortuna Hjørring.

KØB BILLET // Champions League kvalifikation: ŽFK Spartak SuboticaKÍ Klaksvík + HB Køge – KuPS Kuopio //

 

PÅ VEJ MOD CHAMPIONS LEAGUE IGEN?

Det er en uhyre vigtig kamp for HB Køge, der forhåbentlig kan vinde, og spillerne dermed samle mere selvtillid som optakt til næste uges kvalifikationskampe på hjemmebane på vej mod deltagelse i Champions League senere i efteråret. Der ligger et hårdt kampprogram forude for Kim Daugaards hold, der bl.a. også skal bruge kræfter i pokalturneringen, som HB Køge (og heller ikke Herfølge og Køge B.) aldrig har vundet.

Men vi ved jo godt, at de allerfleste spillere hellere vil spille mange kampe end træne hårdt hele ugen igennem. Pokalmodstanderen 13. september, fynske NØFF, hører til i serie 1, hvad der ikke er skræmmende, så vi ser frem til lang levetid i pokalturneringen for HB Køge. Og Kim Daugaard er erfaren nok til at dosere træningen fornuftigt i den kommende tid og skifte ud på flere pladser i startopstillingen fra kamp til kamp.

Det er Peter Bonde givetvis også nede i Næstved. Måske er Næstveds spillermateriale ikke godt nok, hvad jeg ikke har nogen mening om. Jeg håber, at HB Køge vinder – og at Peter Bonde og Næstved alligevel får point nok til at blive i NordicBet Ligaen.