shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Ugens Olsen: Nicklas Pedersen nyder at være HB Køge-cheftræner

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.

Nicklas Pedersen er en glad, lidt stolt og godt tilfreds debuterende cheftræner i HB Køge. Det har han også lov at være. Han havde jo selv krævet og forlangt – hvad tilhængerne og klubben også gjorde – at nu skulle der sejre i hus efter en ’tørkeperiode’ over to måneder med blot to point i NordicBet Ligaen.

1-0-hjemmesejren over FC Helsingør var måske ikke ligefrem spektakulær og ’charmerende’, men bestemt fortjent mod en modstander, der ikke ville meget andet end at forsvare sig og undgå at tabe. Det blev straffet, da Jubril Adedeji lagde op til selvmålet, der afgjorde kampen.

Nu ser det nydeligt ud med en ottendeplads i tabellen før lørdagens udekamp mod Kolding IF. HB Køge-spillerne havde fint styr på forsvaret, viste god moral og indstilling og leverede en solid holdpræstation. Sådan skal det være.

Og – selv om det måske ikke kan bruges til så meget – så er det da i øvrigt interessant at konstatere, at Nicklas Pedersen har fået en bedre start pointmæssigt som ny træner, end Daniel Agger gjorde for to år siden.

Det var uhyre overraskende og umiddelbart vurderet et stort scoop, HB Køge havde gjort med ansættelsen af to eks-landsholdsspillere – som sagde farvel efter sæson to med en slutplacering som nummer otte.

Da Agger, helt ny i trænerfaget, overtog holdet sammen med vennen Lars Jacobsen fra starten af sæsonen 2021-22, stod der ni point på kontoen efter de første 11 runder, hvor alle hold havde mødt hinanden. Nu har Nicklas Pedersens hold spillet sig til 11 point i første halvdel af grundspillet. Det er han godt tilfreds med.

 

HOLDET ER BLEVET BEDRE OG BLIVER ENDNU BEDRE

’Målsætningen er, at vi skal slutte som nummer 8, 9 eller 10, så det er ok, som det ser ud nu’, siger Nicklas Pedersen. ’Og vi er blevet bedre og bliver bedre endnu med et nyt hold med mange talentfulde, spændende unge spillere. Men der mangler da noget, f.eks. mere skarphed, når vi er oppe i modstandernes felt. Vi arbejder hele tiden på at forbedre os og har bl.a. fokus på, at der skal gives bedre støtte til backerne’.

På spørgsmålet om, hvad der har været det bedste for ham som debuterende træner i 1. division, svarer han: ’De to sejre til at starte med. 4-0 over Hillerød på udebane og 3-1 over Vendsyssel på hjemmebane. Det var fantastisk og stort for mig at opleve stemningen i omklædningsrummet og nyde glæden over en god sæsonstart sammen med spillerne og alle omkring truppen’.

Og hvad har været den største skuffelse? ’Da vi tabte 7-1 på hjemmebane til B.93. Jeg lavede selv nogle fejl, og det var en grim nedtur. Men det var en engangsforestilling’.

Nu konstaterer Nicklas Pedersen, at holdet er på rette kurs. ’Det føler både jeg og staben omkring holdet, og det gør Per Rud (direktøren) og Auri Skarbalius (sportschefen) også. Og jeg må sige, at opbakningen fra fans og tilskuere er outstanding. Jeg mærker, at tilhængerne synes, at det er fedt, at vi har et godt projekt med mange af vores egne unge drenge i truppen’.

 

DEN NÆSTE KAMP ER ALTID DEN VIGTIGSTE

Nicklas Pedersen var klar over, hvad han gik ind til, da han skiftede fra at have haft ansvaret for U17-holdet til en hovedrolle i spidsen for et hold i landets næstbedste række. Han vidste, at presset og forventningerne udefra ville blive langt større.

Han har et tungere ansvar nu, bruger noget mere arbejdstid i sit nye job, og det er jo sådan, at mens han som U17-træner skulle udvikle spillere og godt ’måtte’ tabe nogle kampe, handler det om at vinde kampene, når det hedder NordicBet Liga.

’Men alligevel må jeg bestemt sige, at jeg har nydt den første tid som cheftræner. Det er virkelig fedt at være HB Køge-træner i den næstbedste række med spændende kampe mod gode hold’.

Den næste kamp er altid den vigtigste, som man siger, og Nicklas Pedersen kan naturligvis ikke love sejre på stribe i de næste runder. ’Vi har stort fokus på præstationerne. Hvis de bliver gode og fortsat bedre, sker det samme med resultaterne’, forklarer han.

 

JUBRIL KAN GIVE ALLE HOLD PROBLEMER

Fodbold er ikke en skønhedskonkurrence, som Richard Møller Nielsen sagde. Fodbold er en sport, hvor paragraf 10 i fodboldloven, ’kampens resultat’, fortæller, hvad det handler om: ’Det hold, der har scoret flest mål, har vundet kampen’.

Jeg ville ikke have noget imod at vinde grimt i Kolding, gerne for min skyld på et nyt selvmål, som Jubril kan forberede? Han er ofte uberegnelig med bolden for fødderne og svær at tæmme for modstanderne. Han kan give alle hold problemer.

Anfører Mike Jensen er god til at sætte ham i scene, Marcus Gudmann ’giftig’, når han er med fremme til høje bolde i modstanderfeltet eller får lov at sparke frispark fra en scoringsdistance. Og talentfulde Efe Bayrak er en trussel, når han kommer strygende fremad i højre side.

Jubril er på en delt fjerdeplads på ranglisten over de bedste målscorere med fem kasser i 1. division, hvor Sønderjyskes Peter Christiansen topper med 10.

Sønderjyske er en af oprykningskandidaterne, AaB er førstefavorit til at genvinde en plads i Superligaen. I den anden ende af tabellen ligger stakkels Næstved uden en eneste sejr med et hold, som har lukket mål ind i de seneste 25 kampe. Fyr Peter Bonde skreg folk i det sydsjællandske for en række nederlag siden, og ledelsen i Næstved-klubben lyttede og gjorde det.

Den respekterede, erfarne træner, der er et stort navn i Næstved, fik et spark bagi. Med en ny træner har sydsjællænderne stadig ikke vundet i denne sæson. Måske sagen er, at spillerne i Næstved-truppen ikke er gode nok?

 

IGEN EN HB KØGE-WEEKEND MED TO SEJRE?

1-0-sejren på Capelli Sport Stadion gjorde det til en super god weekend for HB Køge. Mesterholdet i kvindeligaen levede jo op til favoritrollen i udekampen på det store stadion i Aarhus, hvor cheftræner Kim Daugaard fik hilst på og vel sludret lidt med den nye AGF-træner Michael Schjønberg, der engang var cheftræner i Herfølge. 4-2 var en sikker sejr efter en kamp, hvor spillets kvalitet set med HB Køge-briller dalede gevaldigt efter pausen.

Men det var flot og imponerende, at Cornelia Kramer scorede tre gange, fordi hun udnyttede sin hurtighed perfekt og hele tiden var en trussel mod hjemmeholdets forsvar. Hun så også glad ud, da hun sammen med Maria Uhre sad som tilskuer på tribunen og så søndagens herrekamp.

Kramer er nu nummer to på topscorerlisten, og det er nemt at forestille sig, at Fortuna Hjørring har lagt en særlig plan for, hvordan hun skal dækkes op og stoppes i lørdagens opgør på Capelli Sport Stadion.

Men Kramer kan ikke bremses, hvis hun er i samme spillehumør som mod AGF.

Vi har lov at forvente en hjemmesejr som et godt oplæg til pokalopgøret, ligeledes på hjemmebane, onsdag i næste uge mod FC Nordsjælland. Farum-holdet ser lige nu ud til at blive stærkeste modstander for Kim Daugaards tropper i bestræbelserne på at vinde mesterskabet på ny – og pokalturneringen, som HB Køge jo aldrig har prøvet at vinde.

Som Brøndby-spiller vandt Kim Daugaard en stribe pokalfinaler. Han må have gode ideer til og planer for, hvordan Cornelia Kramer og Co. endelig kan føre et HB Køge-hold helt til tops i den næstvigtigste DBU-turnering.