shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Ugens Olsen: Nu drømmer HB Køge om succes i Champions League

Når man får stukket et glas champagne i hånden på vej ind til en fest, solen skinner, folk er glade og stemningen forventningsfuld og optimistisk, så er der lagt op til noget særligt, noget stort. Godt nok var Brøndby på papiret en svær modstander i guldfinalen på Capelli Sport Stadion. Men HB Køge-holdet, der har imponeret alt og alle gennem hele sæsonen i kvindeligaen, viste formatet på fornem vis, da afgørelsen kom med 3-1-sejren, så DM-trofæet og guldmedaljerne landede i Køge.

HB Køge-spillerne demonstrerede stor mental styrke, stærkt sammenhold og overskud ved ikke at lade sig påvirke af det brændte straffespark i kampens indledning. De var mere fokuserede, ville mere og kunne mere end gæsterne. Vi så, nå ja, champagnefodbold i perioder med direkte, målsøgende spil og hurtige kombinationer leveret af et hold med en positiv udstråling. Med enorm energi, mod og stædige bestræbelser på stort set hele vejen igennem at være dominerende og bestemmende og ikke overlade initiativet til modstanderne.

Hvis nogen havde spekuleret i, at succestræner Peer Lisdorf ville være lidt forsigtig og sætte sit hold op til mest at forsvare og lukke af bagude og spille på uafgjort, som jo også havde givet guld til HB Køge, blev det øjeblikkeligt gjort klart, at mesterskabet skulle vindes med offensiv, modig og tempofyldt angrebsfodbold. Og det har været vigtigt, at HB Køge har et par raketter (Kyra Carusa og Maddie Pokorny) i front, der kan skære alle forsvar i ligaen op med løb i dybden, og andre fine spillere til den offensive stil, som er underholdende og seværdig.

DER SKER NOGET, NÅR HB KØGE ER PÅ BANEN
Det er noget af det gode ved kvindefodbold, at kampene sjældent, i hvert fald ikke, når HB Køge er på banen, bliver kedelige med en defensiv tilgang og taktik, der først og fremmest tager sigte på primært at undgå at tabe. Der sker noget, når HB Køge er på banen. Det kan vi lide.

Og det er jo vigtigt, som europamester-træneren Richard Møller Nielsen ofte sagde, at der under store kampe kommer til at springe gnister fra spillerne på banen ud på tribunerne, så tilskuerne bliver tændt og får betydning som en ekstra spiller for hjemmeholdet. Det skete, og Brøndby blev nedlagt i en fantastisk atmosfære, hvor hele stadion levede med uafbrudt og gav anfører Maria Uhre og medspillerne den bedst tænkelige opbakning.

Larmen var vild og fyldt med begejstring og benovelse, da HB Køge kom foran 1-0, 2-0 og 3-0. Så er det altså virkelig sjovt at være til fodbold.

HB Køge-holdet har vist sig frem i topform i de fleste kampe, og det har været veltrænede spillere, som har kunnet holde til 90 minutter i højt tempo. Det er godt trænerarbejde af Lisdorf og hans stab.

KVINDEFODBOLDEN HAR FÅET FLERE BEUNDRERE
På tribunen var der tilskuere, som aldrig har haft særlig meget til overs for kvindefodbold. Der var også fodboldfans, som slet ikke før havde set en kvindekamp live. Vi kan godt slå fast, at næppe nogen for blot ét år siden havde forudset eller haft en forventning om, at HB Køge kunne nå det, som allerede er opnået i den første sæson i den bedste række. Derfor er det en bemærkelsesværdig triumf – og det er historieskrivning.

Man kunne efter finalekampen høre opstemte, midaldrende mænd beslutte, at de bestemt skal ud og se HB Køges hjemmekampe i kvindeligaen mange gange i næste sæson. Måske kan vi regne med, at der igen bliver sat ny tilskuerrekord for den bedste kvinderække på Capelli Sport Stadion, når corona-restriktionerne er væk?

Det nye 1. divisionshold under Daniel Aggers kommando kan måske ikke helt regne med, at de altid vil have flere tilskuere end kvinderne til hjemmekampene. Vi får se.

Selvfølgelig var der prominente gæster til kampen. DBU’s formand Jesper Møller, borgmester Marie Stærke, social- og ældreminister Astrid Krag og en række byrådsmedlemmer. Eks-borgmester Flemming Christensen, som gennem de senere år har været en markant og vigtig ’spiller’ i bestræbelserne på at få bygget nyt og moderniseret meget på Køge Stadion, hvor vi håber inden så længe at kunne se superliga-fodbold igen.

Og det vil, må man ønske og tro, være på et stadion, hvor en ny tribune ud mod Ringvejen skulle være i støbeskeen snart og vil kunne tages i brug inden for en overskuelig fremtid.

EKS-BORGMESTER HUSKER KØGE-KAMP I 1965
Flemming Christensen er en af de lokalpolitikere, der har allermest forstand på fodbold, for han har selv spillet divisionsfodbold. Han var en dygtig forsvarer i Viborg og spillede mange gode kampe. Af og til også mindre gode. Til sidste kategori hører, at han var med til at tabe 5-2 på Køge Stadion i foråret 1965. Han skulle dække Keld Pedersen op. Den høje Køge-angriber scorede fire gange – og Flemming Christensen kom også til at lave selvmål.

Det kan ske for selv den bedste, ved vi, og Keld Pedersen med det gode venstreben, fine målnæse og mod i luftduellerne var altså svær at tæmme, når han var på toppen.

Angriberen, som Køge-lederen Gunnar ’Mona’ Olsen fandt på Haslevs seriehold i Haslev, nettede 140 gange i 229 førsteholdskampe og lavede i øvrigt også fire mål mod Holbæk i en kamp blot en god måneds tid efter mødet med Flemming Christensen og Viborg, for godt 56 år siden.

EN FANTASTISK KAMP OG EN SUPERFEST
De, der var til stede til guldkampen, vil helt sikkert længe huske lørdag 5. juni 2021. Vi fejrede mesterskabet i flere/mange timer efter slutfløjtet. Det var en fantastisk dag, for spillerne, klubben og tilhængerne.

Nu er der fodbold-sommerferie, bortset fra, at vi skal i gang med EM-slutrunden. Der bliver ansat nye spillere til kvindeholdet, hvor Søren Randa-Boldt skal være cheftræner, og Kim Daugaard kommer ind i teamet omkring holdet som assisterende træner. De fløjter op til den første træning med truppen 12. juli.

Mændene i 1. divisionstruppen begynder allerede 17. juni forberedelserne til den nye sæson. Indtil videre venter vi på at få navnene på yderligere fem-seks nye spillere, som Daniel Agger forventes at få til rådighed i optakten til sæsonen.

HERLIGT MED ET TÆT KAMPPROGRAM I EFTERÅRET
Det store nummer efter sommerferien bliver naturligvis HB Køges debut i kvindernes Champions League. Som dansk mester skal HB Køge spille to kampe, hjemme og ude, henholdsvis 31.8/1.9. og 8.9./9.9 mod den modstander, som findes ved lodtrækningen 22. august. Den samlede vinder kommer ind i gruppespillet og er dér sikret seks kampe og store pengepræmier.

Hold som Barcelona, Paris SG, Chelsea og Bayern München går direkte ind i gruppespillet i et efterår med et tæt kampprogram. Turnerings-, pokal- og europæiske kampe. Der vil komme mange uger med to kampe, onsdag og lørdag, til de danske mestre.

Det bliver hårdt, men virkelig spændende og udfordrende. Og det er jo præcis det, som spillerne har kæmpet for at få lov at prøve og opleve. De ved nu, at de vil få super god støtte på hjemmebane, fordi det smukke sammenspil mellem holdet og fansene må og skal fortsætte med den kraft og entusiasme, vi netop har oplevet i slutfasen i HB Køges første guldsæson.