Ugens Olsen: Nu skal vi snart have nogle flere sejre
”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.
Når Hobro-Kolding-kampen i grundspillet i landets næstbedste fodboldrække for herrer fløjtes af søndag aften, er det tid til at gøre midtvejs-status i de 12 klubber. Så har alle hold mødt hinanden én gang. Nedrykkerne AaB vil givetvis ligge på førstepladsen, Næstved sidst – og HB Køge enten nummer 8, 9, 10 eller 11.
Hvor var det skønt, at vi i et par juli-uger kunne nyde, fryde os og være lidt stolte over at se HB Køge som nummer ét i tabellen i NordicBet Ligaen. Superstarten med de to sikre sejre, 4-0 over Hillerød på udebane og 3-1 over Vendsyssel FF på Capelli Sport Stadion i et par opgør med flotte HB Køge-scoringer, var overraskende.
Et hold og en trup med mange, nye og unge spillere og Nicklas Pedersen som debuterende cheftræner kunne ikke ønske sig mere. Fansene var glade, optimismen voksede. Men nu må vi så konstatere, at HB Køge kun har fået to point i ligaen i to uafgjorte kampe siden da. Og holdet, der var nummer ét i juli, kan blive sendt ned på en nedrykningsplads af Helsingør, der kommer til Køge søndag eftermiddag.
Undervejs frem til nu har Nicklas Pedersens hold vundet et par pokalkampe mod lavere rangerende modstandere, spillet uafgjort i ordinær spilletid og tabt efter forlænget spilletid til Lyngbys superligahold i en underholdende forestilling. En fin præstation af HB Køge-holdet, der også leverede glimrende spil på udebane mod AaB for en uge siden.
FODBOLD HANDLER OM AT VINDE KAMPENE
Stemningen var fin på stadion tirsdag aften, hvor mange Lyngby-fans var med til at gøre aftenen til en god oplevelse for os alle. Janus Seehusens tidlige 1-0-scoring og især Marcus Gudmanns spektakulære 2-2-pletskud kort før tid var højdepunkter. Men, der er jo bare lige det, at det i fodbold handler om at vinde kampene. Og det var også nøjagtigt det, som Nicklas sagde efter Lyngbys 4-2-sejr. ’Nu skal vi snart have nogle flere sejre i hus’. Enig.
Hvis man vil overdrive alvoren i den situation, HB Køge er i som tredjesidst, kan man sige, at det er livsvigtigt med en sejr, i så fald altså blot nummer tre, over FC Helsingør. Det er kravet til spillerne og opgaven, der skal løses.
Det er to hold, som må være jævnbyrdige, der mødes. De har scoret næsten lige mange mål og lukket næsten lige mange ind. Nordsjællænderne er videre i pokalturneringen (efter en udesejr over Aarhus Fremad), HB Køge færdig. Men det hører med til historien, at FC Helsingør kun har hentet ét point på udebane.
VI HAR VENTET OVER TO MÅNEDER PÅ EN SEJR
Uanset resultatet mod Lyngby må HB Køge-spillerne have fået styrket selvtilliden og troen på, at de kan rykke opad i tabellen. Og med anfører Mike Jensen tilbage midt på banen har vi lov at forvente en hjemmesejr. En liga-sejr vi så også har ventet på i over to måneder.
Helsingør havde sendt assistenttræner Johnny Bredal til Køge som ’spion’ til pokalkampen, hvor et af de allerstørste navne i Lyngby Boldklubs historie, Hans Bjerg-Pedersen havde en fin plads midt på hovedtribunen og inden kampen tippede 2-1 til sit hold. Eks-Køge-spiller og tidligere Helsingør FC-træner Morten Eskesen nåede ikke frem til pokalkampen.
Han har travlt i sit nye job som U19-landstræner hos DBU. Han satser på at kunne nå at se noget af søndagens kamp på Capelli Sport Stadion. Han var jo engang anfører på Køges førstehold og har været træner i Helsingør i tre og et halvt år.
KIM DAUGAARDS HOLD FAVORIT MOD SCHJØNBERGS
For at være ærlig må jeg erkende, at jeg stadig ærgrer mig over, at vores mesterhold hos kvinderne ikke lykkedes med at kvalificere sig til flere kampe, hvor der er adgangsbilletter til deltagelse i denne sæsons Champions League-gruppespil. Nu må alle kræfter så samles om at vinde DM-guld for fjerde gang – og pokalturneringen for første gang. En udesejr over AGF lørdag eftermiddag i Aarhus (direkte i tv) er en pligt, har vi lov til at mene.
Det er da i øvrigt interessant, at to trænere med baggrund som mangeårige topspillere mødes i Aarhus. Vores Kim Daugaard, der vandt stribevis af titler på hjemligt plan med Brøndby, og AGF’s nye cheftræner for kvinderne, Michael Schjønberg.
Esbjerg-drengen spillede for EfB, derefter tyske Hannover 96, så OB og 1. FC Kaiserslautern. Schjønberg, nu 56, nåede at spille 44 A-landskampe og var med i flere EM- og VM-slutrunder. Og han var på holdet, da Danmark vandt guld i Confederations Cup i 1995 i Argentina.
Med Hannover 96, dengang kun i den næstbedste række, blev han tysk pokalvinder. Schjønberg vendte tilbage til Danmark fra Hannover og blev en stor kanon på OB-holdet, som sensationelt over to kampe slog Real Madrid med Michael Laudrup ud af UEFA Cuppen i kraft af en udesejr på 2-0 på Santiago Bernabéu Stadion.
Den erfarne og snu tyske træner Otto Rehhagel i 1. FC Kaiserslautern savnede i 1996 en høj, modig og stærk forsvarer, der kunne bruge både den indvendige og udvendige side af hovedet. Han ringede til Schjønberg og bad ham komme til Tyskland igen.
Kaiserslautern var nede i den næstbedste række. Med den danske forsvarer i en hovedrolle rykkede Kaiserslautern op i Bundesligaen og blev i den følgende sæson mester til stor overraskelse for de allerfleste.
SCHJØNBERG HAR VÆRET I MANGE KLUBBER SIDEN HERFØLGE-TIDEN
Da Michael Schjønberg sluttede som spiller på topplan, begyndte han som træner i ungdomsafdelingen i 1. FC Kaiserslautern. I 2004 blev han hentet til Herfølge Boldklub sammen med vennen Allan Nielsen, ligeledes tidligere dansk landsholdsspiller. De udgjorde en trænerduo et års tid. Schjønberg har siden da haft trænerjob i en række klubber i Danmark, bl.a. FC Vestsjælland, FC Svendborg, Aarup Boldklub, og Vendsyssel FF, og i Tyskland, Norge og Færøerne.
Hvorfor vil du nu være træner for et kvindehold? Det spørgsmål stillede flere ham, da det blev offentliggjort, at han skulle være cheftræner for kvindeligaholdet i AGF. ’Fordi jeg elsker at være træner’, svarede han.
’Og kvindefodbolden løfter sig hele tiden herhjemme. Jeg synes, det er spændende. Spillerne er dedikerede, de vil noget med deres fodbold, de er energiske på træningsbanen, og jeg har det sjovt og godt med at arbejde med kvinder nu. Jeg var i øvrigt også lidt med i kvindefodbolden, da jeg var træner i norske Vålerenga’, fortæller Schjønberg.
EN SEJR I AARHUS OG TRE POINT SØNDAG
Michael Schjønberg ved, at det bliver svært og hårdt arbejde at få løftet AGF-truppen og holdet til at blande sig i toppen af ligaen i denne sæson. Og han siger, ligesom de fleste, at det givetvis vil være HB Køge, Brøndby og FC Nordsjælland, som skal slås om DM-titlen. Enig fra min side.
Spørgsmålet må være, hvor meget HB Køge vinder i Aarhus – og håbet dagen efter at Nicklas Pedersen tropper kan gå fra banen og glæde sig sammen med fansene og klubben over sæsonens tredje sejr i 1. division, når fløjten lyder efter mødet med FC Helsingør søndag eftermiddag.