Ugens Olsen: På vej til nedrykningsgyser mod Næstved?

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.

Skal vi se frem til en forbudt-for-børn nedrykningsgyser HB Køge mod Næstved i næstsidste runde søndag 26. maj 14.00 på Capelli Sport Stadion, hvor taberen bliver sparket ned i mændenes 2. division? Det er et rigtig godt spørgsmål – en vending som mange bruger, når de ikke tør/har lyst til at give et klart ja eller nej som svar her og nu.

Vi er selvfølgelig også alle noget klogere efter kampene fredag aften i fjerdesidste runde i den næstbedste række, når Nicklas Pedersens hold møder B.93 på Østerbro, og Næstved spiller på udebane mod AC Horsens.

Flasker resultaterne sig rigtigt for HB Køge, kan afstanden til sydsjællænderne vokse til seks point. Hvis det værste sker, overhaler Næstved HB Køge i tabellen med en bedre målscore. Men selvfølgelig må AC Horsens være favorit på hjemmebane. Østjyderne har bragt sig i spidsen i nedrykningsspillet og ser godt ud i øjeblikket.

Det er i øvrigt interessant, at HB Køges kampe mod netop B.93 og Næstved har givet nogle ret vilde, spektakulære resultater. HB Køge-B.93 1-7, B.93- HB Køge 3-1 og HB Køge-B.93 5-3. HB Køge-Næstved 3-3, HB Køge-Næstved 3-2 og HB Køge-Næstved 2-1. Altså 20 mål i de tre kampe mod B.93. Og 14 mod Næstved.

 

’DET ER NOGLE FEDE KAMPE AT SPILLE’

Der var flot opbakning til HB Køge-holdet fra hovedtribunen til opgøret med Hillerød, og 1-1 var et resultat, hjemmeholdet skulle være godt tilfreds med. Vigtigt, at Berkant Bayrak gør det godt i målet bag et forsvar, som har lukket flest mål ind af alle hold i 1. division.

Der er pres på de unge spillere hele tiden og vil være det længe endnu. ’Vi bruger selvfølgelig noget tid på at snakke med spillerne om det mentale, så vi undgår at blive påvirket af situationen i kampene’, forklarer Nicklas Pedersen til Dagbladet. ’Vi er ikke nervøse. Vi glæder os til næste kamp – det er nogle fede kampe at spille.’

Den smalle 1-0-sejr over B.93 var meget vigtig for Næstved i rækken, som FC Helsingør må forlade efter sidste fløjt i sidste runde. Esbjerg vender til sommer tilbage til 1. division efter nedturen til 2. division, og så er der stor spænding om, hvem der skal rykke op sammen med vestjyderne.

Det bliver enten FC Roskilde med Mikkel Thygesen, tidligere bl.a. FC Midtjylland- og Brøndby-spiller, som cheftræner, eller Aarhus Fremad. Jeg synes, det kunne være helt fint og godt med et sjællandsk hold, når nu FC Helsingør og et andet sjællandsk hold rykker ud af 1. division. Og det vil være nemmere for fansene at køre til Roskilde end til Aarhus.

Roskilde har – vel egentlig lidt mærkeligt – aldrig været nogen stor fodbold-by. Aldrig en betydningsfuld konkurrent til Køge og Herfølge, nu HB Køge. Men 6-2-sejren i den seneste runde over Aarhus Fremad på en ’magisk aften med elektrisk stemning’, som Roskilde-anfører Oliver Skolnik udtrykte det, var et godt skridt på vejen til noget større.

FC Roskilde mangler i de sidste runder bl.a. to kampe mod Esbjerg, så det bliver ikke helt nemt for roskildenserne at fastholde andenpladsen i tabellen lige til det sidste.

 

HB KØGE MOD FORTUNA I BRONZE-FINALE TIL SIDST?

Oprykning, nedrykning, guld, sølv og bronze og europæisk deltagelse. Det er, hvad det handler om her sidst i sæsonen. I Gjensidige Kvindeligaen er det både mesterholdet og sølvvinderne, som får chancen for at spille i Europa efter sommerpausen. Og hvis vi tænker meget optimistisk, har Kim Daugaards HB Køge-hold stadig, teoretisk set, mulighed for at komme med.

Men så skal der altså både masser af held og stor dygtighed til i de sidste runder, hvor HB Køge mangler at møde Brøndby, så Kolding, AGF og Fortuna Hjørring.

Det var bittert med det sene 1-0-nederlag til FC Nordsjælland, og nu kommer Brøndby til Capelli Sport Stadion. Lars Olsen, cheftræner Per Nielsens assistent i Brøndby, var udsendt ’spion’ til Køge i søndags. Så gæsterne har taktikken og spilleplanen klar til lørdagskampen.

HB Køge-holdet savnede tydeligt den skadede anfører Mie Leth Jans mod topholdet fra Farum, og det bliver spændende at se, hvordan Kim Daugaard sætter sit hold op. Et nederlag vil betyde, at Fortuna Hjørring har muligheden for at overtage tredjepladsen i denne runde.

Hos Fortuna Hjørring, som er blot ét point efter HB Køge, øjner man selvfølgelig nu bronzemedaljerne. Og det kan udmærket ende med, at Fortuna skal spille med om tredjepladsen i sidste runde på Capelli Sport Stadion.

 

HB KØGE-GULDTRÆNER PÅ VEJ TIL OPRYKNING

Tre gange har HB Køge vundet guld. Første gang med Peer Lisdorf som træner. Han har også fået guld med Brøndby, tre gange, og vundet fire pokaltitler. Han er nu cheftræner i B.93 i den næstbedste række. Københavner-holdet ligger på andenpladsen i kvalifikationsspillet.

OB Q bliver med sikkerhed den ene af to oprykkere til Gjensidige Kvindeligaen. Da fynboerne i den seneste runde slog B.93 1-0, blev der i øvrigt sat tilskuerrekord med 1.100 på tribunerne.

Og så tilbage til spørgsmålet i indledningen. Skal vi se frem til en nedrykningsgyser HB Køge-Næstved i næstsidste runde i 1. division? Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg siger ja. Og det ender godt til sidst. Nicklas Pedersen og hans hold spiller også i den næstbedste række efter sommerpausen.

Capelli Sport