shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Ugens Olsen: Sæsonstart til ‘karakteren’ absolut godkendt

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.


HB KØGE FAVORIT MOD ET HOLD, DER VANDT 16-0

Det er godt nok tidligt i sæsonen, men hvis man alligevel efter de første fire turneringskampe skal give en ’karakter’ til det nye HB Køge-hold med masser af unge spillere i truppen og Nicklas Pedersen som debuterende cheftræner, hedder den ’absolut godkendt’. Tre sejre, ét nederlag. Seks point, en nydelig placering som nummer fire i NordicBet Liga før fredag aftens hjemmekamp mod B.93 og én sejr på udebane i pokalturneringen.

Det er fine resultater, vigtige for stemningen i truppen og klubben, for selvtilliden og spilleglæden på banen. Og jeg tror da på, at vi kan se frem til en ny, god oplevelse og forhåbentlig en hjemmesejr nummer to i opgøret mod oprykkerne fra traditionsklubben på Østerbro. B.93 har jo kun hentet ét point i ligaen i de første tre runder, scoret blot én gang og har en kedelig målscore, som hedder 1-6 på pladsen som tredjesidst i den næstbedste række.

Københavnerne fik sæsonens første sejr på Falster tirsdag aften samtidig med, at HB Køge vandt 3-1 i pokalopgøret mod Danmarks-serieholdet Tårnby FF. B.93-holdets sejrscifre mod LUIF/Listrup i Nykøbing endte med at hedde 16-0. Jeg troede, det var en trykfejl i avisen, en løgn, da jeg opdagede det resultat. 16-0. Men det var det ikke. Hvordan det har kunnet lade sig gøre henholdsvis at vinde og tabe så stort, er svært at forstå – men jeg har ikke forsket nærmere i det.

Hvad B.93’erne kan bruge den ’triumf’ til på Capelli Sport Stadion er svært at sige. Dér, hvor Nicklas Pedersens mandskab vendte 0-1 til en spektakulær 3-1-sejr over Vendsyssel FF. Vi så en mandfolkepræstation og fik ekstraordinært flotte scoringer og en stærk holdpræstation at fryde os over. Opbakningen til spillerne i hjemmekamp nummer to vil givetvis igen blive stor – og vigtig.


ANFØREREN ER SUPERVIGTIG FOR HB KØGE

Det er ikke nemt at sige noget om, hvor meget det i nederlagskampen i Horsens betød for holdet, at anfører Mike Jensen ikke var med. Sikkert en hel del, for kaptajnen leverer altid varen, spiller med stærk udstråling og arbejder knaldhårdt uafbrudt. Han er med til at bestemme tempoet i spillet, han rådgiver de unge. Han dirigerer og fighter, hjælper til bagude, og læser spillet godt. Han er med til at bygge fine angreb op og skaber målchancer og kan selv afslutte med kvalitet.

Jeg gentager, hvad jeg har skrevet før: Mike Jensen betyder med sin store rutine så meget for holdet og gør det så godt i en hovedrolle, at han stort set i hver kamp gør sig fortjent til at kunne blive kampens spiller.

Desværre er Mike Jensen, 35, sat ud af spillet. Forhåbentlig kun midlertidigt. Men måske med en alvorlig knæskade, der kan holde ham ude længe. I værste fald kan han være ramt af en korsbåndsskade. Nye undersøgelser vil vise og afgøre, om Mike slipper med en forholdsvis kort pause og kan nøjes med at være væk fra det grønne græs i forholdsvis få vigtige kampe i 1. division og pokalturneringen. Eller om han bliver tvunget til et længere stop, som vil gøre ondt på ham selv og på holdet, han leder.

 

MIKE JENSEN BLIVER MÅSKE LÆNGE I HB KØGE

’Mike Jensen er en kæmpe profil og en stor spiller med en imponerende karriere i både ind- og udland’, sagde HB Køge-direktør Per Rud, da ansættelsen af Mike Jensen i januar 2021 på en kontrakt med tre og et halvt års varighed blev offentliggjort. ’Vi har jagtet denne figur, der kan samle holdet og sætte en ny retning både spillemæssigt og kulturelt. Ham har vi fundet nu’.

’Vi har gennem mange samtaler med Mike fået bekræftet’, fortsatte Per Rud’, at han har alt det, vi har søgt: Lederskab, vinderinstinkt og sult. Masser af sult. Vi er overbeviste om, at han bliver en stor profil for os og en berigelse for 1. division’.

Mike Jensen udtrykte ved kontrakt-underskrivelsen stort håb og ønske om, at han kan blive længere i HB Køge end tre og et halvt år: ’Jeg er åben for, at jeg kan blive en del af netværket som træner, og det perspektiv er tæt på at lade mig pensionere, så skal jeg nok få korrigeret den opfattelse. Jeg har stadig masser af energi, der skal fyres af på banen’.

Det løfte har han holdt, og håbet er selvfølgelig, at det ikke skal være en alvorlig skade, der slutter hans fine karriere.

 

HERFØLGE OG KØGE MANGLER EN FINALESEJR

Når Nicklas Pedersens HB Køge-hold lige HAR spillet sig videre til næste runde i pokalturneringen, og vi venter på, at det kvindelige mesterhold senere skal spille pokalkampe, kan jeg ikke lade være med at gentage, hvad jeg før har argumenteret for. Nemlig, at vi skal tage pokalkampene meget seriøst – både mændene og kvinderne – og virkelig satse på at nå langt, komme i finalen og måske vinde den for første gang i Køge Boldklubs og Herfølge Boldklubs og HB Køges historie.

Det suveræne kvindehold, som har vundet DM-guld til HB Køge tre år i træk, har ikke kvalificeret sig til en pokalfinale endnu. Mændene blev tilbage i 2011-12-sæsonen slået ud af AC Horsens efter to semifinale-opgør. Det er den bedste præstation i pokalturneringen.

Ser vi længere tilbage, før HB Køge blev ’født’ i 2009, var Herfølge tæt på pokalsucces i 1996. Men AGF vandt adgangsbilletterne til finalen efter to spændende semifinaleopgør. Køge Boldklub kvalificerede sig til pokalfinalen første gang i 1963. Fynske B 1913 vandt 2-1 i Københavns Idrætspark. Køge blev slået 1-0 af B 1903 i finalen i 1979.

Efter begge finaler blev Køge-spillere kåret som årets pokalfightere. Henholdsvis Hans Andersen og Peter Poulsen, der begge spillede A-landskampe, henholdsvis én og ni. To Mike Jensen-typer, kan man vel godt sige, fyldt med enorm energi, mange kilometer i benene og et stort arbejdspensum, spillere som modstandere godt kunne slå sig lidt på.

 

DAUGAARD VED, HVORDAN MAN VINDER POKALER

Det er selvfølgelig kvindeholdet, vi først og fremmest kan forvente vil nå meget langt (i finalen for første gang). Også fordi de nu har en stor ekspert i pokalfodbold på cheftræner-posten. Kim Daugaard, afløseren for mestertræner Søren Randa-Boldt. Som Brøndby-spiller var Kim Daugaard såmænd med til at triumfere i fem finaler, i 1994, 1998, 2003, 2005 og 2008. Ved siden af blev han dansk mester med holdet på Vestegnen ligeledes fem gange.

Auri Skarbalius, nu teknisk direktør i HB Køge, var Brøndby-spiller i perioden 1995-05 og også med til at vinde pokaler. Mike Jensen optrådte i 2008-finalen for Brøndby. Da han tog til Norge, havde han stor andel i, at storklubben Rosenborg, hvor han en periode var anfører, snuppede pokalen tre gange – og mesterskabet fire gange.

Nicklas Pedersen blev belgisk mester med Gent, så han ved, hvordan det er at vinde en titel. Det er noget særligt, noget stort, kan man sige, når man har prøvet det. Den nye træner og hans spillere har hurtigt vundet respekt hos fansene og tilskuerne i den indledende fase af turneringerne. Det er heldigvis en lovende og god begyndelse i en ny sæson – ’absolut godkendt’.