shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Ugens Olsen: Super-Lørdag på Capelli Sport Stadion

Forleden sad vi en lille flok ældre fodbold-tosser, den ene klogere på spillet end den anden, sammen på tribunen på Capelli Sport Stadion, da HB Køges mesterhold uden besvær slog Sundby 2-0. Vi overværede pokalkampen i selskab med 361 andre glade HB Køge-tilhængere. Og netop det, at der var så pænt med tilskuere en tirsdag aften til en kvindekamp, gav anledning til, at flere af os stillede spørgsmålet:

Hvem havde mon troet på eller forudset for blot to-tre år siden, at kvindefodbolden ville og kunne blive så populær og beundret, som det er tilfældet nu her i kommunen? Svaret var selvfølgelig: Ingen.

Næppe nogen i det hele taget havde vel forestillet sig, at vi skulle se så mange kvindelige tilskuere på stadion i Køge til kampe i den bedste kvinderække og opleve ’sure, gamle mænd’ blive omvendt.

1.000 tilskuere, 2.000 til nogle af de største og vigtigste kampe, har vi været oppe på. I stedet for at vende ryggen til, når der er kvindefodbold på programmet, møder flere og flere mænd, som ellers hidtil kun har været til mænd, nu op for at lade sig underholde, begejstre og juble over og med de populære mesterspillere.

De vinder og vinder og vinder på vej mod nye triumfer og vil give alt for igen at komme med i den mest gyldne turnering, der findes. Gruppespillet i UEFA Women’s Champions League.

Lørdag spiller Daniel Aggers midterhold i 1. division mod FC Helsingør i en art forkamp til stormødet, topopgøret i Gjensidige Kvindeligaen mellem HB Køge og Fortuna Hjørring. Hvilken kamp trækker flest tilskuere? Mit gæt er, at det gør den første, trods alt. Men jeg kan også tage fejl, en gang imellem.

Det hører vel så i øvrigt med i billedet, at Helsingør-holdet nok har flere fans med til Køge, end Fortuna Hjørring har på en lang fodbolddag – hvor de mest trofaste HB Køge-tilhængere møder frem ved 13-14-tiden og først siger farvel og tak ved 20-tiden.

 

GODT TILBUD: BETAL FOR ÉN KAMP OG SE TO

To kampe på samme stadion samme dag. Det sker ikke så tit. Jeg kommer til at tænke tilbage på de gode, gamle dage for mange år siden, da der tit blev spillet to 1. divisionskampe søndag eftermiddag i Københavns Idrætspark. Vist nok med start henholdsvis 13.15 og 15.30. Tilskuertallene var høje. Der var jo ikke meget tv-fodbold dengang, fansene skulle ud på tribunerne, hvis man ville se en kamp i den bedste række.

Det var klubber som AB, KB, Skovshoved, Frem, B 93 og B 1903, der spillede hjemmekampe i Idrætsparken. Køge-holdet i 50’erne, som vandt guld i ’54, var en populær gæst, der spillede godt og underholdende på landets største stadion og ofte optrådte for over 20.000 tilskuere.

Hvis man overværede den første kamp og gerne ville se nummer to bagefter, skulle man ud at vende, stå i kø og betale en gang til for at kunne drage tilbage til tribunen. Her i Køge i 2022 er det anderledes. Lørdag på Capelli Sport Stadion kan man overvære begge HB Køge-kampe, når der er betalt for den ene.

 

EKS-KØGE-SPILLER HYLDET I HELSINGØR

HB Køge-Helsingør-kampen er et opgør mellem to af de klubber, der har kunstgræs til hjemmekampene i den næstbedste række. Den nye bane på Capelli Sport Stadion ser rigtig fin ud nu, og Helsingør-træner Morten Eskesen har det godt med at være med sit hold på en bane, hvor spillet bliver hurtigere og bolden ikke opfører sig mærkeligt, som det kan ske på en ujævn, almindelig græsbane.

Morten Eskesen og hans hold er vel mere formstærkt lige i øjeblikket end HB Køge, der i de seneste tre kampe har slået de to bundhold, Hillerød og Nykøbing FC, og tabt 1-0 til Hvidovre i slutminutterne på udebane for en uge siden. Helsingørs tre seneste kampe: 4-0 på udebane over SønderjyskE’s nedrykkere i holdets bedste kamp hidtil i sæsonen, 4-0 hjemme over Fremad Amager og onsdag aften en god 2-0-sejr over Lyngby i pokalturneringen.

Morten Eskesen frygtede på forhånd en lang, hård kamp med forlænget spilletid mod Lyngby, men det lykkedes altså at slå superliga-oprykkerne på 90 minutter for klubben, som har sagt farvel til ni spillere fra sidste sæsons trup og indtil nu kun fået syv nye.

’Vi er ved at spille et næsten nyt hold ind’, forklarer Eskesen, der jo bor i Køge. ’Det var noget af grunden til, at vi fik en svær start efter sommerpausen. Vi solgte Tonni Adamsen til Silkeborg, som han lavede begge mål for i 2-0-sejren over FC Nordsjælland i søndags. Han var vores topscorer i sidste sæson med 15 mål, og han var involveret i 26 scoringer’.

Det har været et resultatmæssigt op-ned år for Eskesen med FC Helsingør, der i foråret gik i gang med oprykningsspillet på førstepladsen otte point foran forfølgerne, men måtte se sig overhalet af både Lyngby og AC Horsens. Nu er humøret i klubben fint, og Morten Eskesen blev forleden inden pokalopgøret hyldet af hjemmepublikummet.

Det var hans kamp nummer 100 med holdet, der kan komme hurtigere til Sverige end til de allerfleste udekampe i Danmark. Da Morten Eskesen var Køge Boldklub-spiller, nåede han at runde 258 kampe på førsteholdet og lave 16 mål.

 

DEN BEDSTE 1. DIVISION NOGENSINDE?

I Divisionsforeningen roser man i øvrigt sig selv for at have medvirket til at løfte kvaliteten og niveauet, så denne sæsons 1. division er den bedste og stærkeste nogensinde. Og der kan være noget om snakken. Ekspert-kommentator Poul Hansen er enig: ’Der er sket en markant udvikling, og det har noget at gøre med, at 1. division er kommet ned på 12 hold, og stort set alle holdene har fuldtids-set up’, har han sagt til Jyllands-Posten.

Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen: ’Vi har forøget andelen af midlerne fra medieaftalerne, som tilgår NordicBet-Liga med noget, der ligner 50 procent. Noget tyder på, at vi har nået vores mål om at skabe to konkurrencedygtige ligaer. Vi har en NordicBet Liga, der er blevet meget attraktiv og betydeligt stærkere. Det kan man bl.a. se på, hvor meget det skifter mellem, hvem der ligger i toppen, og hvem der ligger i bunden’.

Agger-holdet ligger midt i tabellen, overhalet af netop FC Helsingør i femte spillerunde. Men der kan stadig ske noget med indkøb og salg og dermed måske rykke lidt ved styrkeforholdet mellem holdene. Og det er interessant og spændende at følge, hvordan HB Køge reagerer. Vi kan læse, at det ikke alene er HB Køge, der vist interesserer sig for få fat i Simon Makienok.

Bl.a. AC Horsens har meldt sig på banen fra Superligaen i jagten på at få en underskrift fra den høje angriber, der engang spillede i HB Køge og nu, hjemkommet fra Tyskland, er transferfri.

 

FORTJENT HYLDEST PÅ TORVET TIL GULDHOLDET

At mesterholdet på onsdag på Køge Torv skal hyldes endnu engang, når der er festuge, er velfortjent og på sin plads. Spillerne, alle omkring holdet og klubben har sammen opnået imponerende resultater på rekordtid, bakket op af supporterne og de flere og flere tilskuere, som møder frem til hjemmekampene.

Nu kan vi også glæde os over, at anfører Kyra Carusa er tæt på at kunne gøre comeback efter en lang skadespause, og Emma Færge er udtaget til A-landsholdstruppen, hvad der er såre fortjent. Lørdag aften skal der tre nye point i hus. Men Fortuna Hjørring kan meget vel blive en hård nød at knække i lørdagens hovedkamp, når opbakningen til hjemmeholdet måske vil være lige så massiv som til 1. divisionsholdets kamp mod FC Helsingør.

Mesterholdet skal både vinde og spille sig i bedre og bedre form frem mod kvalifikationskampene til gruppespillet i Champions League. Lodtrækningen 1. september er lige så spændende som de to lørdagskampe på Capelli Sport Stadion. Hvem havde for et par år siden drømt om eller overhovedet spekuleret i, hvornår et HB Køge-hold skulle til at spille Champions League-kampe? Ingen.

Vi gjorde det allerede sidste år, fordi vi har et kvindehold, der er Danmarks bedste. Det er altså stort.