Ugens Olsen: Tabellen lyver aldrig, hedder det i fodbold

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.

Tabellen lyver aldrig, hedder det i fodbold. Og, for egen regning, kunne jeg tilføje: Gode statistikker for boldbesiddelse, ’forventede scoringer ud fra chancer’ og skud på mål. Flest smarte indkast, flest afleveringer med venstre ben, eller hovedstød mod mål m.v., giver ingen point i sig selv. Det handler om at få bolden i kassen og vinde kampene.

Dem har HB Køge med den debuterende cheftræner Nicklas Pedersen og et mandskab og en trup med masser af unge talenter vundet for få af i 1. division. Derfor kradser krisen ved indgangen til vinterpausen. HB Køge er i nedrykningsfare. Seks nederlag i syv kampe og nul point i de seneste fem har placeret holdet med Mike Jensen som anfører på tredjesidste-pladsen.

Der er kun henholdsvis tre og fire point ned til nummer 11 FC Helsingør og nummer 12 Næstved. Og de første to kampe i det nye år er på udebane. Mod FC Helsingør 25. februar og 3. marts mod B.93. De skal vindes, ellers skubbes HB Køge helt til bunds i tabellen.

Men ’bundholdet bobler af optimisme’, hed det i en overskrift i Dagbladet et par dage efter det smalle HB Køge-nederlag til AaB’s oprykningsfavoritter. Og det er jo godt med optimisme og nødvendigt. Der var bestemt også fine takter i spillet mod aalborgenserne, især i anden halvleg.

Det havde ikke været uretfærdigt, hvis det ene point var blevet i Køge i stedet for, at aalborgenserne kunne rejse hjem med alle tre i bagagen.

 

DER HAR MANGLET SKARPHED I FELTERNE

Vil man have succes, handler det bl.a. om at tro på egne evner, være stærk mentalt og optimistisk, at stå sammen og gøre hinanden bedre på banen. Sådan skal det være straks i det nye år. Der er ikke råd til mange flere kiksere og nederlag.

Cheftræneren ser resultatet og præstationen mod AaB’erne som et godt rygstød til det arbejde, der venter i de kommende måneder. Det forstår vi udmærket. Og så håber vi, at det lykkes Per Rud og Co. at hente et par eller tre erfarne, gode spillere som forstærkning til truppen, der skal slås for livet i den næstbedste række til foråret.

 ’Vi er landet dér i tabellen, hvor vi regnede med’, siger Nicklas Pedersen til Dagbladet. ’Vi har haft udsving, hvor vores topniveau er rigtig højt, men vores bundniveau er lavt. Vi skal have fundet noget mere stabilitet’.

’Vi har leveret en masse gode præstationer, men vi har bare manglet noget skarphed i begge felter i de afgørende situationer’, siger den stærke forsvarer Marcus Gudmann og tilføjer: ’Og det er lidt klassisk for et ungt hold’.

Det hører med til historien om efterårssæsonens sidste kamp, at HB Køge måtte undvære rutinerede spillere som Mike Jensen, Nemanja Cavnic, Casper Gedsted – og topscorer Jubril Adedeji. Tre karantæner og en angriber, som har spillet mange glimrende kampe for HB Køge, lavet masser mål og været en type, fansene i fem gode år har kunnet lide at se på.

 

EN ÆRGERLIG OG GRIM AFSKED MED JUBRIL

Nu har Jubril taget en grim og uprofessionel afsked med HB Køge. Han skulle selvfølgelig have været med på holdet mod AaB og hyldet på stadion inden kampen i søndags. Men han blev losset ud af klubben nogle dage forinden. Og man forstår vel godt, at direktør Rud blev sur på Jubril og også var ude med hårde ord til AaB.

Jeg har forsket lidt i sagen. Det har ikke været nemt. Men vi ved, at Jubril torsdag i sidste uge skrev under på en kontrakt med AaB. Han er transferfri og kan frit skifte klub 1. januar. Hvad, jeg hører, er, at han straks efter underskrivelsen skulle orientere HB Køge om, hvad der var sket.

Det er imidlertid ikke nemt at få rede på, om AaB bad ham om og pressede ham til at melde fra til søndagskampen. Det, mener Per Rud, er sket.

Hvis det skulle have været tilfældet, er det grove løjer. Pilen peger dog mest på Jubril. Han er en professionel spiller, der får sin gode løn, og han skal selvfølgelig bare rette ind og stille op, når han stadig er på kontrakt hos HB Køge.

Det havde han så ikke lyst til. Det kunne han ikke være bekendt. HB Køge sagde farvel og ingen tak med det samme. Og det er endt med at blive en rigtig dårlig sag for både Jubril og AaB.

 

HB KØGE-UNDREN OVER DOMMER-KENDELSER

Direktør Rud har i øvrigt også været i medierne i forbindelse med en historie, som en af Ekstra Bladets hårde drenge lige har bragt frem. 1. divisions-dommeren Jacob Kobberrød har fløjtet for to ’tvivlsomme’ straffespark til Vendsyssel FF, er påstanden. Det ene var i en hjemmekamp mod HB Køge. Jeg har set situationen på tv og synes heller ikke, at der skulle fløjtes.

Det kontroversielle i EB-historien skulle være, at dommeren har en barndomsven og tidligere skolekammerat på Vendsyssel-holdet, og de er venner på de sociale medier. Og så kan nogen, tænker EB, spekulere i, at dommeren måske har været lidt flink, når han har dømt i Vendsyssel-kampe.

’Vi fik på udebane mod Vendsyssel ikke tilkendt et straffespark, hvor det var tydeligt, at forsvareren spillede bolden med hånden’, undrede Per Rud sig også over, husker han ifølge EB.

Men, det er altså svært for mig at tro på, at en dommer bevidst skulle give gaver på den måde til en ungdomsven i kampe i den næstbedste række.

 

DE TO NYE TRÆNERE HAR LÆRT MEGET

Seks nederlag i efterårets sidste syv kampe er resultater, vi slet ikke kan være tilfredse med. Men der er, som vi ved, flere forklaringer på nedturen. Nicklas Pedersen har nu givetvis lært meget om sit hold og sig selv i det første halve år som chef. Det skal bruges til at skabe gode resultater – det vigtigste i fodbold – med det samme i foråret. Held og lykke med det.

Det samme til Kim Daugaard, også helt ny i en chefrolle, og til mesterholdet i Gjensidige Kvindeliga, der nu skal op og vinde på udebane mod Fortuna Hjørring i næstsidste runde før julepausen og banke AaB (dem er vi sure på nu) i sidste runde.

HB Køge-holdet har ikke helt den samme dominerende hovedrolle og samme flow i spillet som i de foregående sæsoner, men bestemmer selv, om det skal blive til DM-guld for fjerde gang på stribe.

Vi kan alle godt lide at se flot, smart og elegant fodbold. Det leverede HB Køge-holdet masser af i de foregående sæsoner, da modstanderne i toppen af Gjensidige Kvindeligaen måtte bøje sig og være glade for sølv- eller bronzemedaljer.

Vi havde vel nok større spillere til hovedrollerne, og det er ikke et krav fra min side, at Daugaard-holdet skal give opvisning i flot spil. Det er bestemt ikke forbudt. Men fodbold er ikke en skønhedskonkurrence. Og hvad er flot fodbold egentlig? Først og fremmest, for mig, at vinde kampene og vinde et mesterskab – og undgå at rykke ned.