Ugens Olsen: Uafgjort kan også føles som en sejr
”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.
Det går op og ned i fodbold, hvor alt kan ske. Nå, ja, den vending har vist været brugt før i denne klumme. Men det er jo bare den pure sandhed i den sport, vi elsker.
Daniel Aggers hold var på et tidspunkt ved at ligne en nedrykker, og Hillerøds oprykkere overraskede alle og blev tophold i nedrykningsspillet i NordicBet ligaen.
HB Køges mesterhold i kvindeligaen kom ud efter vinterpausen med et suverænt forspring på syv point ned til Brøndby, og mange troede, at så var guldmedaljerne og den tredje titel på stribe stort set allerede sikret inden de sidste 10 runder.
Nu har Hillerød, fredag aftens modstander i det nordsjællandske, tabt fire kampe på stribe, mens HB Køge har rejst sig og hentet 10 point i de seneste fire kampe.
Og Søren Randa-Boldts hold er ’kun’ tre point foran forfølgerne i Brøndby. Men, det hører jo med til historien, at holder det frem til sidste runde, kan HB Køge fryde sig over en super god målscore, som Brøndby ikke kan matche.
På en måde er det vel egentlig ganske befriende og spændende, at tingene ikke forløber, som de fleste har ventet og forudset. Når bare det ikke går ud over dem, vi holder med, i sidste ende. Agger og hans mænd skal slutte på syvendepladsen og HB Køge dermed blive belønnet med over en halv million kroner for den placering.
Og det vil være en enorm skuffelse, hvis det kikser med at holde Brøndby nede på andenpladsen i kvindeligaen. Sølv er da også pænt, kan vi forsøge at drille og overbevise vores venner på Vestegnen om.
HÅRD TID FOR HB KØGES NÆSTE MODSTANDER
Hillerød-træner Christian Lønstrup konstaterer, at resultaterne i de sidste fire runder peger på krise hos oprykkerne. Han har dog været udmærket tilfreds med sit holds spil i lange perioder i de tabte kampe. ’Vi har skabt pænt med chancer, men scoret for lidt, og holdet er ramt på selvtilliden. Det er en hård tid for os’.
Men Lønstrup bemærker også, at vel kun få ved sæsonstarten havde regnet med, at Hillerød som nybegynder i den næstbedste række ville være syv point over nedrykningsstregen med tre runder tilbage. Hillerød har gjort det godt og rykker ikke ud, så vi ses igen i næste sæson.
Sejre giver ekstra energi og tro på egne evner, ved Christian Lønstrup. Men det kan uafgjort også gøre, når det sker på den måde, vi oplevede i HB Køges 2-2-opgør mod Fredericia. HB Køge-spillerne viste god moral og gav ikke op, Zean Dalügge og Yousef Salech lavede to gode mål. Og uafgjort var, kan man vel godt sige, en slags sejr til HB Køge og en slags nederlag til de jyske gæster, der førte 2-0.
FORTUNA HJØRRING SKAL HJÆLPE BRØNDBY
I Brøndby ærgrer den tidligere Køge-spiller Lars Olsen, assisterende træner for kvindeholdet, sig over, at hans Brøndby-hold efter at have tabt til Fortuna Hjørring ikke selv kan afgøre, hvem der bliver mester i Gjensidige Kvindeligaen. Formstærke Fortuna, der har sikret sig bronze, skal stikke en kæp i hjulet for HB Køge i næstsidste runde, hvis Brøndby skal snyde os for mesterskabet.
Lars Olsen forudser, ligesom alle os andre, at HB Køge vinder de kommende to hjemmekampe mod henholdsvis FC Thy-ThistedQ og Kolding IF. Han tror selvfølgelig på, at Brøndby vinder de fire sidste kampe i sæsonen, som slutter med topduellen med HB Køge 10. juni.
Men han skal dog nu, efter min mening, være klar over, at FC Nordsjælland er en rigtig giftig modstander, som Brøndby i denne runde ikke bare lige kører over.
Egentlig er det vel fint med spænding til det sidste. I næste sæson vil Fortuna Hjørring uden tvivl blande sig kraftigt i topstriden med HB Køge og Brøndby. For det er nu på plads, at Fortuna i næste sæson får et stort navn i kvindefodbolden på cheftrænerposten.
Lene Terp afløser Bo Zinck. Hun spillede 105 A-landskampe for Danmark og var anfører i fem år. Hun er dygtig og har haft flere trænerjob, senest var hun kvindelandstræner på Færøerne.
HB KØGE MED TIL AT FORME MESTERSPILLERE
Her ved slutningen af sæsonen kan vi da også være lidt stolte og glæde os over, at et par tidligere HB Køge-spillere har succes. Landsholdsspilleren Alexander Bah bliver mester med storklubben Benfica. Og Marko Stamenic, landsholdsspiller fra New Zealand, viser klasse og fin form, når han får spilletid på FCK-holdet, der er på vej mod mesterskabet i Superligaen.
Det var til at se, da Stamenic spillede hos os i HB Køge, at han kan blive en markant klassespiller på store hold. Stamenic var dominerende på FCK-holdet forleden mod Brøndby. Til sommer forlader han Danmark og skal spille for storklubben Røde Stjerne Beograd.
VI GLÆDER OS TIL EUROPÆISKE KAMPE IGEN
Allerede nu kan vi heldigvis glæde os til, at kvindeholdet straks i næste sæson atter skal optræde på den europæiske scene. Det bliver tredje sæson på stribe. Det handler i første omgang om kvalifikationskampe til Champions League. Måske også deltagelse i gruppespillet, hvor vi kan komme til at se og opleve nogle af de helt store hold optræde på Capelli Sport Stadion.
Og vi må håbe på, at Daniel Aggers sæson tre som cheftræner i HB Køge vil blive den bedste og give os gode oplevelser, spænding og seværdigt fodboldspil. Og især gode resultater, som jo er det vigtigste i fodbold, hvor alt kan ske.