Ugens Olsen: Vi kan ikke lide AaB, og de skal slås

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.

Det er sjældent, at HB Køges mesterhold i Gjensidige Kvindeligaen er så stor favorit som i lørdagens møde med AaB. Selv om Kim Daugaards tropper kun har hentet syv point og blot scoret tre gange i de seneste seks kampe. Det har været skuffende og ærgerligt.

Men Aalborg-holdet er losset helt i bund i tabellen. Blot én sejr og fire point i alt i 13 kampe. Og en grim målscore, som hedder 5-27. Der skal være klar klasseforskel på Capelli Sport Stadion i den sidste kamp i grundspillet, inden de seks øverste hold fortsætter i foråret med 10 runder i mesterskabsslutspillet. Det forventer alle, der følger HB Køge-holdet.

Og det ved mesterholdets nye cheftræner alt om. Han var en vinder som spiller. Han samlede flittigt på guldmedaljer, da han var Brøndby-spiller. Han blev mester fem gange med klubben på Vestegnen og var med til at vinde pokalturneringen lige så mange.

Og så har han jo i rollen som assisterende træner i samarbejde med chefen Søren Randa-Boldt i de to foregående sæsoner haft andel i at hente DM-pokalen til Herfølge/Køge to gange.

Daugaard kunne godt have været træner andre steder nu. Han har fået flere tilbud ude fra, men har altså valgt at sige pænt nej tak. ’Jeg glædede mig til at blive cheftræner og få ansvaret for HB Køges mesterhold, og jeg har det fint i jobbet nu’, siger han.

 

HB KØGE HAR SCORET FOR LIDT

’Men selvfølgelig ærgrer vi os alle over, at vi ikke har fået flere point indtil nu. Godt nok føler jeg, at vi overordnet har rykket os spillemæssigt på flere parametre, og vi har gode spillere og et godt hold. Men det hører også med, at vi synes, vi har været noget uheldige og haft mange skader. Vi har haft en trup med omkring kun 16 markspillere at arbejde med. Det er ikke nok’.

Kim Daugaard siger, at han og spillerne især var meget kede af og skuffede over, at de ikke kunne slå AGF på hjemmebane. Og at HB Køge burde have haft seks point flere. Men det handlede måske nok noget om mangel på rutine, at det f.eks. ikke lykkedes at få et eneste point i de to kampe tæt på hinanden mod Brøndby, der nu fører ligaen.

Cheftræneren erkender også, at hans hold har scoret for lidt. ’Hvis vi havde været dygtigere til at udnytte de chancer, vi skabte mod Brøndby, havde vi ikke tabt to gange. Vi havde fortjent bedre. Vi kunne have vundet. Men det er jo svært at få tre point i en kamp, hvis man ikke laver mål’.

 

DAUGÅRD: VI GÅR BENHÅRDT EFTER GULDET

’Vi bliver bedre efter vinterpausen, når vi har haft en lang opstart’, tror Kim Daugaard på. Og truppen bliver nok forstærket med to-tre spillere, kunne man tilføje.

’Vi går selvfølgelig benhårdt efter guldet og tror på det’, forsikrer han. ’Og det er da godt for ligaen og spændingen, at Brøndby, FC Nordsjælland og os selv også kan blive udfordret og presset i kampe mod Fortuna Hjørring og Kolding IF, der har gjort det fint’.

Enhver kan se, at HB Køge-holdet ikke har helt samme format og styrke, som i de tre første, fantastiske guld-sæsoner. Cecilie Fløe arbejder knaldhårdt fra første til og med sidste minut i alle kampe og bruger mange kræfter i holdets tjeneste. Det er imponerende. Hun har bare lavet for få mål i denne sæson.

Og Cornelia Kramers præstationer har været lidt op og ned fra kamp til kamp. Men hendes potentiale er kæmpestort, siger Kim Daugaard, og det har han da ret i.

Anfører Mie Leth Jans viser i en hovedrolle på holdet klasse, erfaring og betydning i de allerfleste kampe. Alberte Vingum er meget talentfuld og dygtig i målet, og så kan man kun beundre tvillingerne Beate og Agnete Marcussen. De udstråler altid energisk engagement, vilje og ærgerrighed på banen, og det smitter af på medspillerne på en positiv måde.

 

DET SÅ BEDRE UD I TABELLEN SIDSTE ÅR

Da spillerne kunne begynde at holde vinterferie efter de første 14 runder i kvindeligaen for et år siden, så ’finale-feltet’ sådan ud:

HB Køge 39 point og 35-9 i målscore. 2. Brøndby 32 point og 27-19 i målscore. 3. Fortuna Hjørring 22 point. 4. FC Thy-Thisted 19 point. 5. FC Nordsjælland 17 point. 6. Kolding IF 15 point.

Cecilie Fløe blev sæsonens topscorer med 14 scoringer. Og ’finalen’ mod Brøndby på Capelli Sport Stadion endte 1-1 10. juni. HB Køge sluttede med 60 point foran Brøndby, der blev nummer to med 57 point og fik sølv og Fortuna Hjørring bronze.

I 2022-23-sæsonen var det for tredje år i træk HB Køge-holdet, der dominerede og fra førstepladsen undervejs i turneringen kunne kigge ned på forfølgerne, som halsede bagefter med tungen ude af munden. Det er nyt, at HB Køge her ved juletid ’kun’ er nummer tre.

 

HB KØGE ELSKER AT HOLDE GULDFESTER

De bedste modstandere lugter blod og er trætte af, at HB Køge har kunnet holde guldfest i juni tre år på stribe. Brøndby kan måske sætte point til mod FC Thy Thisted nu i sidste runde, og FC Nordsjælland kan muligvis miste point mod Kolding lørdag eftermiddag.

Men AaB’s kvindehold kan ikke tage point med hjem fra Capelli Sport Stadion til Aalborg. Det var nok, at AaB heldigt vandt 2-1 over Nicklas Pedersen mandskab i sidste efterårsrunde i mændenes 1. division. Og at den store klub i det nordjyske på ufin vis snuppede en af vores bedste spillere, Jubril Adedeji.

Det skal hævnes. Kim Daugaards HB Køge skal slutte fodboldåret 2023 med en sikker hjemmesejr over AaB.