Vejle og Juventus er svære modstandere
”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.
Man skal huske at fejre sine sejre, kan man læse og høre fra kloge folk. Når man fejrer sine sejre, giver det øget motivation, selvtillid og lyst til at fortsætte med at sejre – og f.eks. vinde titler i Gjensidige Kvindeligaen i fodbold. Det har HB Køges mesterspillere bevist. De kan vinde noget og er mestre i at fejre det – sammen med fansene, klubben og byen.
Det var flot, at borgmester Marie Stærke foran et kæmpestort publikum på en dejlig sensommeraften endnu en gang hyldede de dobbelte guldvindere på den store scene på Køge Torv, da festugen var sat i gang.
Aftenen forinden slap Daniel Agger og hans hold med skrækken i Kerteminde, da Albani-serie-hjemmeholdet pressede HB Køges favoritter til det yderste i pokalkampen, som blev afgjort på straffespark efter forlænget spilletid. Nu var det jo så ikke 1. divisionsholdet, der var taget til Fyn. Kun tre fra startformationen i nederlagskampen mod FC Helsingør var med fra første fløjt. Det var mere et ungdomshold, Agger sendte på banen.
’Der mangler jo i princippet det hele. Det er både i tankegang, kvalitet og coolness. Der var rigtig mange parametre, hvor det ikke var godt nok’, erkendte cheftræneren efter, at den indskiftede målmand Marius Kruse havde reddet tre straffespark og blev matchvinder. ’Vi må jo aldrig komme i fare mod sådan et hold, og vi må bare sige, at vi er langt fra det niveau, vi skal være på’, udtalte Lars Jacobsen til Dagbladet.
TRÆNERNE OG SPILLERNE ER UNDER PRES NU
Få dage forinden, i lørdags, havde First Team Coachen efter 2-4-mødet med FC Helsingør på Capelli Sport Stadion konstateret: ’Det var klart sæsonens dårligste præstation, og vi er meget utilfredse med, at vi ikke bringer mere energi ind i kampen. Vi var næstbedst over hele linjen’.
Det, som kan undre, er, at spillerne åbenbart løber på banen og mangler energi og måske den nødvendige motivation? Tilhængerne og tilskuerne må have lov at forvente, at hver eneste på holdet giver sig 100 procent i hver eneste kamp. Den forventning har trænerne også – og de kan gøre noget ved det.
Hen over weekenden gav mange HB Køge-følgere sig til kende på de sociale medier, hvor folk jo kan skrive og mene alt muligt. Der var hårde kommentarer med kras kritik og spydige bemærkninger afsendt i stor skuffelse over resultatet og præstationen mod Morten Eskesens nordsjællandske mandskab. Der bliver skrevet meget sludder og vrøvl, og man behøver jo ikke at læse det. Men når trofaste fans reagerer kraftigt, er det da værd at bemærke.
Trænerne og spillerne er under pres nu, når der måske allerede er ved at blive ret stor afstand i tabellen mellem top-seks-holdene og holdene fra syvendepladsen og nedefter. Meningen og målsætningen er jo, at HB Køge skal være blandt de seks øverste, når de 22 runder i grundspillet er afviklet. Der er heldigvis 15 spillerunder tilbage, før det endelige regnestykke gøres op.
VEJLE LIGNER LIGE NU EN SUVERÆN OPRYKKER
Nu hedder næste modstander så Vejle på udebane. Det suveræne tophold, der rykkede ud af Superligaen, har vundet de syv første kampe i den næstbedste række og har en målscore, som hedder 21-2. Det er lidt skræmmende.
En Vejle-ekspert, journalisten Tommy ’Kuglepen’ Poulsen, som i masser af år har fulgt AC Horsens og Vejle tæt, advarer HB Køge.
“Vejlenserne er lynhurtige i omstillingerne og direkte i kontrastød. Vejle-holdet går ikke efter at have stor boldbesiddelse i kampene, men viser enorm effektivitet og præcision i opspillet og foran modstandernes mål. Kristian Kirkegaard er lynende hurtig og lægger fine hjørnesparksbolde ind i feltet. Dér er vejlenserne farlige med den store, stærke spanier, forsvareren Raul Albentosa i en hovedrolle.”
Han har engang scoret i en klubkamp mod selveste Real Madrid, fortæller Tommy Poulsen, der også ved meget om international fodbold.
Kristian Kirkegaard er Vejle-topscorer med seks mål i NordicBet Ligaen og har været involveret i fire andre scoringer i de første runder.
BRØNDBY-ANGRIBER SKAL LAVE NOGLE MÅL
Dygtige, målfarlige angribere er der brug for på alle hold. Superliga-oprykkerne AC Horsens fik eks-HB Køge-spilleren Simon Makienoks underskrift i sidste øjeblik, inden sommerens transfervindue blev smækket i. Makienok var et emne for HB Køge, der altså har hentet den 20-årige dansker Yousef Salech til klubben fra Brøndby IF. Han er ansat på en lejekontrakt og kan måske godt få debut allerede lørdag aften i Vejle.
Heldigvis ved vi, at alt, som bekendt, kan ske i fodbold. Og at enhver serie med lutter sejre slutter på et tidspunkt. Umiddelbart kan man måske sige, at HB Køge har alt at vinde og intet at tabe i Vejle. Forstået på den måde, at de allerfleste nok ser hjemmeholdet som storfavorit. Daniel Aggers mænd må vise, hvad de består af, stå sammen, tænke sig om på banen og vise muskler. Og have en god plan for, hvordan kampen skal spilles.
Fodbold er ikke en skønhedskonkurrence, og gode statistikker for boldbesiddelse, afslutninger og hjørnespark giver i sig selv ingen point. Det har i hvert fald ikke været tilfældet indtil nu. Og det er sådan set ret lige meget, hvordan HB Køge får point med hjem fra Vejle, bare det sker. Helst tre.
Nederlagskampen mod FC Helsingør er parkeret i glemmebogen. Og dog. En sidste bemærkning om den skal være stor ros til den talentfulde målmand Oskar Snorre. Han blev tvunget til at lukke fire mål ind, fordi forsvarspillet ikke var godt nok, men diskede op med flere superredninger og blev aldeles fortjent kåret som HB Køges bedste spiller i forkampen til de kvindelige mestres 1-0-stormøde med Fortuna Hjørring. Det er vist meget sjældent, at man oplever det.
SEJR OVER JUVENTUS SKAL FEJRES
Om vi skal hylde kvindeholdet på ny og ønske dem tillykke med, at de igen skal deltage i gruppespillet i Champions League, hvor HB Køge debuterede sidste efterår, er svært at spå om. Juventus som modstander er en kæmpestor udfordring. Italienerne er på forhånd favoritter til at sikre sig en samlet sejr i de to kvalifikationskampe, som afvikles sidst i denne måned. Hvor bliver det enormt spændende.
Jeg mener, at det er godt med hjemmebane først. Tilskuertallet og opbakningen vil givetvis være massiv på Capelli Sport Stadion. HB Køge – Juventus. Det lyder da godt. Lykkes det at smide italienerne ud af den fornemste klubturnering, vi har, vil det være en sejr af de store – og det vil der i så fald være grund til at fejre.