Velkommen hjem, Signe

En svane vender hjem til reden!

HB Køge sagde i sommeren 2022 farvel til Signe Markvardsen, der drog til USA hvor hun var blevet tildelt et ‘full scholarship’ på University of South Florida. Men til vinter vender Markvardsen hjem til HB Køge, hvor hun har landet en længerevarende aftale gældende fra årsskiftet. Hjemkomsten blev officiel til PreMatch-arrangementet i Spar Nord Lounge inden årets sidste kamp i Gjensidige Kvindeliga imod AaB lørdag d. 16. december.

“Vi har hele tiden håbet på og arbejdet ud fra en plan om, at Signe skulle tilbage til HB Køge igen en dag, og vi er meget glade for at det nu snart kommer til at ske. Hun overraskede alt og alle, da hun som 18-årig spillede sig ind i startopstillingen midt i vores Champions League-gruppedeltagelse for et par år siden. Det fortæller jo alt om hendes niveau. Nu har hun kun fået flere erfaringer og er blevet modnet af halvandet år på egen hånd i udlandet, så vi forventer, at hun kan komme til at spille en stor rolle for os fremover,” siger cheftræner Kim Daugaard.

Signe Markvardsen gør sig først og fremmest i venstresiden som enten back, wingback eller kantspiller. Oprindeligt er Signe fra Svogerslev, og hun spillede størstedelen af sine ungdomsår i HB Køge-regi, inden hun som 15-årig tog til Brøndby IF. Tre år senere vendte hun tilbage til HB Køge hvor gennembruddet altså kom i efteråret 2021 og hvor hun står noteret for 28 seniorkampe.

Signe har flere gange trænet med hos HB Køge gennem de seneste år, når hun har været hjemme på besøg i Danmark, og da hun forlod klubben var det da også med besked fra daværende cheftræner Søren Randa-Boldt om, at klubben var “klar til at byde hende velkommen, når hun kommer hjem igen.” Og det er altså nu sket.

“Jeg er super glad for at komme hjem til HB Køge. Da jeg tog afsted, var det efter en sæson med Champions League-fodbold og et mesterskab. Og det er også på grund af det, jeg er vendt tilbage hertil igen. Jeg vil vinde mesterskaber og spille europæisk med HB Køge igen,” fortalte Signe Markvardsen foran klubbens sponsorer på scenen inden opgøret.

I USA har Signe indtil nu optrådt 30 gange for Universitetsholdet USF Bulls gennem de seneste halvandet år. Hun står desuden noteret for 11 danske U19-landskampe.

Signe kommer til at optræde i trøje nummer 19 i HB Køge – nøjagtigt som hun gjorde i sin første periode for klubbens seniorhold.

Stort velkommen hjem, Signe.