Vingaard: “Vi tager det med et smil på læben”
Det er en anderledes hverdag, der har ramt fodboldspillere over hele landet. Omklædningsrummene er lukkede, og spillerne møder omklædte til både træning og kamp. Efter en lang coronapause sparkes der snart gang i turneringen igen. HB Køge har været igennem en kort tre ugers opstart, og anfører Martin Vingaard synes, at folk ser fit ud, selvom opstarten har været noget anderledes, end hvad han har prøvet tidligere.
“Det er meget anderledes, det må man sige. Specielt de ting, der foregår før træning med omklædning og sådan nogle ting, som ikke er tilladt. At komme omklædt, det er som at komme helt tilbage til dengang man som barn løb og spillede på de lokale baner. Omvendt vil jeg sige, at folk ser fit ud. Opstarten har været komprimeret, og vi har måttet minde os selv om nogle ting og få fat i vores aftaler igen, som vi havde inden vi gik på coronapause. Vi har ikke kunnet træne så hårdt i opstarten, og vi har ikke kunnet presse citronen, fordi vi skal være sikre på, at vi alle er fit og klar til kamp, men heldigvis synes jeg, vi er kommet tilbage i en god forfatning, så vi har kunnet gribe fat om tingene med bolden”, fortæller Martin Vingaard til HBKoge.dk efter mandagens træning.
At omklædningsrummet er lukket har naturligvis også en betydning for den måde spillerne er sammen på før og efter træning. Spillerne møder omklædt og indtager indtil træningsstart deres faste plads på tribunen.
“Først og fremmest vil jeg starte med at sige, at vi er sindssygt glade for, at vi er her i forhold til at få lov at spille og komme i gang igen. Vi tager det med et smil på læben, men der er ingen tvivl om, at vi selvfølgelig savner den normale hverdag. Der går en del af det sociale liv af, når man ikke kan spise sammen og have de her ting sammen før og efter træning. Vores kaffe er vi en del, der savner inden træning, så lige hvad det angår, så er der går noget af det sociale, men omvendt, så tager vi det med et smil på læben, Vi har alle prøvet at komme omklædt til kampene da vi var 8-10-12 år, så det er bare at gå lidt tilbage i tiden, så kan man huske, hvordan det var”, siger Martin Vingaard med et smil.
Lige træningskamp endte med nederlag
Tirsdag formiddag spillede HB Køge-anføreren og holdkammeraterne træningskamp mod Nykøbing FC. Det endte med et smalt nederlag på 1-2. Martin Vingaard fortæller:
“Det var en meget lige kamp. Jeg synes, vi lykkedes godt med mange af de ting, vi har arbejdet med på bolden, og jeg synes også, at vi organisatorisk står godt på banen i forhold til og holde Nykøbing væk fra chancer. Jeg ved godt, at de har et straffespark i første halvleg, som Kevin flot redder. Det er en kamp, hvor vi skal foran, og jeg håber på, at vi har gemt målene til på lørdag mod Hvidovre i NordicBet LIGAEN. Alt i alt var det et skuffende resultat, som vi ikke er tilfreds med, men vi lykkedes med mange af de ting, vi gerne vil arbejde på”.
“Alle fik 45 minutter i dag, så vi har fået halvanden træningskamp efter næsten at have ligget stille i otte uger, så det er naturligvis ikke 100 % optimalt. Det vi skal fokusere på, det er det mentale aspekt. Det bliver vigtigt for os, at vi kan omstille os til, at det her er forholdene vi spiller under, og så kan det godt være, at vi ikke er 100 % klar, og det er logisk, men så skal vi være smarte og stærke og det starter oppe i hovedet”, slutter Martin Vingaard.