shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Welcome, Deborah-Anne

Harpen er det irske nationalvåben og udgør logoet i det irske våbenskjold. Men fremover er det ikke længere kun Irland harpen skal forsvare, men også HB Køge. De tredobbelte danske mestre har således skrevet kontrakt med den irske forsvarsspiller Deborah-Anne de la Harpe, der kommer til klubben fra australske Sydney FC.

“Det har været en prioritet for os at finde en god forsvarsspiller med internationalt format til vores trup, og det har vi fundet i Deborah-Anne. Hun er med omkring det irske landshold, vi har scoutet hende grundigt og vi har også trukket nogle rigtig gode referencer på hende. Så vi føler os overbeviste om, at hun kommer til at passe rigtig godt ind hos os og at hun kommer til at kunne hjælpe os – ikke mindst når vi senere på sommeren skal forsøge at kvalificere os til Champions League-turneringen,” siger HB Køge-cheftræner Kim Daugaard.

Deborah-Anne er født og opvokset i Australien, som hun også har spillet ungdomslandskampe for. Hele hendes mors familie stammer imidlertid fra Irland og da muligheden for at optræde for det irske landshold opstod for Deborah-Anne tidligere i år slog hun til og trak den grønne nationaldragt over hovedet for første gang. Hun debuterede således i marts måned for irerne i en testkamp mod Kina – en kamp den tidligere HB Køge-kaptajn Kyra Carusa i øvrigt også deltog i.

Også HB Køges nuværende anfører, Mie Leth Jans, kender de la Harpe særdeles godt – de to spillede således sammen i australske Perth Glory inden Leth Jans skiftede hjem til svanerne. Nu tager Deborah-Anne De La Harpe så samme vej.

“Jeg kommer til Danmark for at tage det næste skridt i min karriere. Jeg vil blive ved med at udvikle mig og jeg er sikker på, at HB Køge er det perfekte sted for mig at gøre det. Ud fra alt jeg ved og har hørt om klubben, formår den at få det bedste ud af sine spillere. Så jeg glæder mig til at spille fodbold i Europa og til at blive en del af så succesfuldt et hold og fantastisk en klub – og jeg glæder mig bare til sæsonen skal i gang,” siger Deborah-Anne de la Harpe i forbindelse med skiftet.

Mens Deborah-Anne ganske vist ikke er blevet udtaget til VM-slutrunden for Irland, kommer hun alligevel til at arbejde under slutrunden. Hun skal således agere ekspert på australsk TV, når “hendes to hjemlande” Australien og Irland mødes i turneringens første kamp på australsk jord d. 20. juli i Sydney. Derefter rejser hun mod Europa og Danmark, hvor hun tilslutter sig resten af HB Køges mesterholds opstart.

Deborah-Anne har sine forcer i defensiven og gør sig primært som back, wingback eller alternativt midterfosvarer. Uanset hvor det bliver, glæder vi os til at se de la Harpe agere skjold for HB Køge-målet!

Stort velkommen til Deborah-Anne.