William Madsen: “Fedt med udebanesejr”
20-årige William Madsen spillede en af hovedrollerne da HB Køge søndag eftermiddag vandt 3-0 på udebane over Jammerbugt, og dermed hentede holdets første udebanesejr siden sæsonpremieren i juli. Og det var en længe ventet sejr, som Madsen og holdkammeraterne kunne rejse hjem med.
“Det er selvfølgelig fedt. Vi har ventet længe på den her udesejr, så det er fedt at få den,” lød det efter kampen fra William Madsen, der samtidig satte ord på hvad der var udslagsgivende i forhold til langt om længe igen at kunne synge sejrssangen på udebane.
“Vi fighter. Spillet var der ikke helt. Det var en helt vildt dårlig bane, men vi får det bedste ud af det, og kommer med god energi, og jeg synes, at vi overmatcher dem.”
Med sejren topper HB Køge fortsat kvalifikationsspillet, og har med fem kampe tilbage af sæsonen hele elleve point ned til Esbjerg, der ligger under nedrykningsstregen. Men selvom der pt. er rigtig gode kort på hånden i forhold til at holde sig ude af nedrykningskampen, så kalder William Madsen på fortsat fuldt fokus også i de kommende kampe.
“Vi skal bare ud og fortsætte, så vi står endnu bedre til næste sæson. Det er det vigtigste. At finde det gode spil, så det bliver endnu bedre næste år.”
William Madsen har i denne sæson scoret to mål i 19 kampe for HB Køge. Karrieretotalen lyder på 31 kampe og tre scoringer for den 20-årige midtbanespiller.